Dansk Regnbueråd

SUNDHEDSMINISTEREN KUNNE IKKE SVARE: "HVAD ER SIKKERHEDEN FOR AT KØNSDYSFORI-DIAGNOSERNE AF BØRN OG VOKSNE ER RIGTIG?"

Jesper RasmussenComment

Sundhedsminister Sophie Löhde blev i dag konfronteret med et notat fra cheflæge på Center for Kønsidentitet Astrid Højgaard. I dette notat indrømmer dr. Højgaard, at der ikke findes noget diagnostisk værktøj til brug for udredningen af børn og voksne med kønsligt ubehag.

I notatet oplyser dr. Astrid Højgaard yderligere, at lægerne i det diagnostiske arbejde kun kan gå ud fra de ting folk selv oplyser, at de føler. Det er indlysende at risikoen for fejl i en sådan udredningstilgang er enorm.

Mikkel Bjørn fra DF gik meget konkret til ministeren igen og igen, for at få rede på om hun kan garantere, at lægerne stiller den rigtige diagnose, når nu konsekvenserne for patienternes kroppe er så alvorlige og uoprettelige.

Ministeren svarede imidlertid ikke på spørgsmålet, men henviste igen og igen til at hun har fuld tillid til lægerne og Sundhedsstyrelsen samt at vejledningen for behandlingstilbuddet er ved at blive revideret.

Problemet er naturligvis at de folk, som nu er ved at revidere vejledningen, er de samme, der i sin tid introducerede behandlingen - og har udført den siden 2015.

På indtil videre 341 børn under 18 år.

Intet tyder på at behandlingen ophører. Dansk Regnbueråd erfarer, at man fra nu af vil fokusere på at lave kønsskifte på de børn, der vurderes at have udvist tegn på at 'tilhøre det modsatte køn' siden de var helt små.

At man rammer rigtigt i diagnosen ud fra den tilgang er der absolut heller ingen garanti for - snarere er der en fare for at man er med til at fremmane et iatrogent udkomme (betyder at behandlingen er medskabende af lidelsen), der aldrig havde behøvet at være tilfældet, hvis barnet havde fået lov til at gennemføre barndom og pubertet.

Faktum er at lægerne selv indrømmer, at de bare gætter - og de har gættet siden behandlingen blev introduceret uden nogen form for evidens i 2015. Og at det har gættet med store fysiske omkostninger for børnene til følge.

I 2023 indrømmede Sexologisk Klinik, at der stadig ikke var evidens for gavnligheden for patienterne, eller overblik over langtidsbivirkningerne af hormonerne og kirurgien. Eller overblik over, hvor mange, der havde fortrudt den irreversible behandling.

Den umiddelbare virkning af behandlingen på patienternes - børnenes - kroppe ER imidlertid kendt: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, underudviklede, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette.

Danmark fortjener klare svar. Det rækker ikke at Sundhedsministeren søger tilflugt i et cirkulært argument om at stole på lægerne og sundhedsmyndighederne. Det var dem, der grundlagde denne katastrofe til at begynde med.

Der skal etableres en uafhængig kommission, som kan komme til bunds i denne sag, placere ansvaret og anbefale en anden behandling for disse børn og psykisk sårbare voksne.

Og så skal kønsskiftebehandlingen til børn stoppes - nu.


For eller i tvivl om kønsskifte til børn i Danmark? - Her er tre spørgsmål du bør stille dig selv og svare ærligt på:

  1. Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af børnene? Kan vi være sikre på, at de vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?

  2. Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at *nogle* børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at *andre* børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?

    Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe *er* (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet i en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.

  3. Er det en forsvarlig behandlingsetik?