Dansk Regnbueråd

Dansk Regnbueråds henvendelse til Det Etiske Råd

 


København 2. oktober, 2023


Til Det Etiske Råd

Jfr. Rådets formålsbeskrivelse henvender Dansk Regnbueråd sig nu med følgende opfordring til at lade Det Etiske Råd tage stilling til medicinsk og kirurgisk kønsskiftebehandling til børn under 18 år.

“Det Etiske Råd" er et uafhængigt og selvstændigt råd. Hverken ministre, Folketinget eller andre kan derfor give instrukser eller lignende til Rådet om at tage bestemte opgaver op. Det samme gælder med hensyn til konkret indhold af udtalelser, rådgivning, offentlige debatter eller andet. Hvis Rådet modtager en anmodning om at tage et bestemt emne op, beslutter Rådet, om anmodningen skal imødekommes. Rådet følger udviklingen og igangsætter løbende nye projekter, der søger at udrede etiske spørgsmål, som dannes i sundhedsvæsenet samt ved anvendelsen af nye teknikker.”

Før sommerferien blev dette beslutningsforslag behandlet i Folketinget: 

B62: Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod kirurgisk eller medicinsk kønsskiftebehandling af børn u. 18 år. 

I Dansk Regnbueråd har vi brugt meget tid og mange kræfter på at sætte os grundigt ind i det eksisterende behandlingstilbud og problematikkerne omkring det, ligesom vi har afvejet de etiske spørgsmål, der naturligt melder sig.

Før debatten om B62 i forsommeren havde Folketinget aldrig debatteret, endsige vedtaget, at det danske sundhedsvæsen skal udføre kønsskifte på børn. Ej heller er Etisk Råd blevet bedt om en vurdering af dette eller af egen drift kommet med en udtalelse om behandlingstilbuddet, selv om det nu har været i effekt i otte år og i de senere år været voldsomt omdiskuteret. 

Det er klart at Folketinget ikke skal detailbehandle ethvert tilbud i sundhedssystemet, men Folketinget brugte jo meget tid på at debattere juridisk kønsskifte til børn, og indhentede i den forbindelse en vurdering fra Etisk Råd. Det er i øvrigt en vurdering, Dansk Regnbueråd er uenig i, men selv om juridisk kønsskifte ikke er en neutral handling, så er det dog en handling, der kan reverseres med Mit-ID og et par klik på internettet. 

Medicinsk kønsskifte til børn, derimod, er en voldsomt indgribende, irreversibel behandling, som ikke minder om noget vi tidligere har tilbudt børn. Derfor burde medicinsk kønsskifte til børn, ligesom juridisk kønsskifte, have været noget Folketinget havde debatteret, fået vurderet i Etisk Råd, behandlet i de relevante udvalg, haft ude til høring - og så stemt om. 

Nøgtern behandlingsetik, væsentlige spørgsmål & lødige fakta

Der kan siges meget for og imod i en sag som denne, og ofte er det følelsesargumenter, der anvendes i debatten. Vi har i Dansk Regnbueråd derfor valgt at se nøgternt på problematikken og har anlagt et primært behandlingsetisk perspektiv. 

Vi har således først og fremmest søgt at afklare, om der er sikkerhed for at diagnosen kønsdysfori holder, når børnene er gennem puberteten, og er nået et godt stykke frem i deres livsforløb. Det er vigtigt, fordi konsekvenserne af behandlingen, der er knyttet til diagnosen, er så voldsomme, uoprettelige og livslange.

Vi stiller i den forbindelse tre spørgsmål, der er centrale for etikken: 

  1. Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af børnene? Kan vi m.a.o. være sikre på, at de vil føle sig sådan, efter puberteten og resten af livet? Ja eller nej?

  2. Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere, frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?

Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe er (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a.: 

  • Knogleskørhed

  • Stærkt forøget kræftrisiko

  • Et udseende inkongruent med deres biologiske køn

  • Deformerede eller manglende kønsdele

  • Manglende bryster/ammeevne

  • Manglende evne til at opnå orgasme

  • Permanent infertilitet

Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet en beslutning som disse mennesker fik lov at tage som børn.

3. Er det en forsvarlig behandlingsetik og praksis?

Vi møder også argumentet om, at der er lige så mange omkostninger ved ikke at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved at give dem det. Det er en farlig falsk modsætning. 

Overvej venligst følgende:

  • Omkostningerne ved ikke at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på psykoterapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort. 

  • Omkostningerne ved at (fejl-)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.

Risici forbundet med at give et barn medicinsk kønsskifte er således langt større end risici ved ikke at gøre det. Det er logisk uafviseligt.

Myten om selvmord

Et argument, der ofte alt for hurtigt lukker ned for kritisk debat om børne- og ungdomskønsskifte, er påstanden om, at børnene og de unge begår selvmord, hvis de ikke får lov at transitionere, som de ønsker det.  

Lad os slå fast: Der er ingen data, der understøtter at børn og unge med kønsidentitets- forhold begår selvmord i særlig grad. Unge med generel psykisk mistrivsel har en højere frekvens af selvmordstanker, men engelske undersøgelser viser at der ikke er en nævneværdigt forhøjet frekvens for gennemført selvmord for børn og unge med kønsidentitetsforhold. Det er meget væsentlige sondringer.

Generelt kan det siges at årsagssammenhænge ifm. selvmord er komplicerede og individuelle, og det er forsimplet at pege på kun én årsag som fx kønsidentitetsforhold, da der altid er mange andre - ofte et helt livs - kausaliteter, der spiller ind.

Der eksisterer uheldigvis ingen trivselsstatistik specifikt på danske unge, der er blevet behandlet for kønsidentitetsforhold. Sexologisk Klinik har ikke indsamlet og vurderet data på patienterne i de otte år behandlingen har været udført. Det finder vi både uforståeligt og stærkt kritisabelt.

Se også:

The Myth About Suicide and Gender Dysphoric Children

Norway bans child sex changes, joins Finland, Sweden, and UK in rejecting gender ideology

Finland Takes Another Look at Youth Gender Medicinel 

Diagnostisk Sikkerhed

Med hensyn til hvad den diagnostiske sikkerhed er, oplyser Sexologisk Klinik og Center for Kønsidentitet, at de simpelthen ikke ved det. Cheflæge på Center for Kønsidentitet dr. Astrid Højgaard har for nylig, i et offentliggjort notat til en fejlbehandlet patient, fastslået, at der “ikke eksisterer noget diagnostisk apparat”, og at diagnosen udelukkende beror på et skøn ift. hvad patienterne selv oplyser at de føler. 

Diagnosen må med andre ord betegnes som et gæt.

Ydermere har Sexologisk Klinik flere gange i år og i 2021 udtalt at der ikke er nogen evidens for gavnligheden af behandlingen for patienterne, hverken da man startede behandlingen eller i dag. Det er stærkt bekymrende, omkostningerne for patienterne og for samfundet taget i betragtning. I lande omkring os, bl.a. Finland og Sverige, har en kombination af alvorlige bivirkninger for patienterne, diagnostisk usikkerhed, det voksende antal patienter, der fortryder, samt grundlæggende behandlingsetiske bekymringer, forårsaget et stop for behandling af børn u. 18 år med stophormoner og krydshormoner. 

I forhold til procentdelen af patienter, der fortryder deres kønsskifte oplyser Sexologisk Klinik, at de ikke har noget samlet overblik, men at de p.t. er bekendt med at ni patienter har fortrudt behandlingen, hvilket også er noget man ser i stigende grad i lande, der i samme periode har tilbudt lignende behandling. Sexologisk Kliniks egen tvivl på gavnligheden af behandlingen har indenfor det seneste år resulteret i et drastisk fald i antallet af henviste børn, der fik kønsskifte - fra årligt 30% af alle henviste børn til kun 6% i 2022. Denne nedgang indikerer en erkendelse af, at noget har været galt i udredningen og diagnostikken.

Globalt er procentdelen af patienter, der fortryder, oppe på 30% nu - et tal, der formentlig vil blive endnu større, som årene går -og selvom der sjældent er 100% diagnostisk sikkerhed i lægevidenskaben, forekommer usikkerheden ifm. diagnosticering af kronisk kønsdysfori hos børn, jfr. Sexologisk Kliniks og Center for Kønsidentitets egne udmeldinger, at være ganske betydelig. 

Det samme - betydelige - må konsekvenserne siges at være for de fejlbehandlede børn og unge, da behandlingen er irreversibel og følgerne af en fejlbehandling livslange. Disse følger, som de ansvarlige hospitaler nu selv blankt erkender, er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med patienternes biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette for den fejlbehandlede patient. 

Den ene procent …

I forbindelse med 1. behandlingen af B62 den 9. maj i Folketingssalen optrådte en påstand, vi ønsker at berigtige. Sundhedsordfører Stinus Lindgreen (B), refererede til en undersøgelse, han havde kendskab til, der indikerer en fortrydelsesprocent for kønskiftebehandlede børn og unge på kun 1%. Det drejer sig om denne undersøgelse.

I undersøgelsen er transition imidlertid defineret så snævert at fx kvinder, der stadig har deres ovarier, men ellers har gennemgået fuldt hormonelt kønsskifte, og fået fjernet bryster, ikke tæller som transitionerede, og derfor heller ikke tæller med som detransitionerede. 

Det betyder til eksempel, at den kendte, britiske detransitioner Keira Bell, som har sagsøgt NHS i Storbritannien for sin fejlbehandling, ikke ville tælle med i den statistik, fordi hun aldrig nåede at få foretaget det, man eufemistisk kalder “bottom surgery” Når man ser og hører Keira Bell, kan man med rette anfægte rimeligheden af de definitoriske rammer omkring opgørelsen.

Society for Evidence Based Gender Medicine opgør p.t. detransitionsraten til 30% i USA, og selv om det amerikanske sundhedssystem, der er profitdrevet, har haft en mere liberal tilgang i diagnostikken, er selve behandlingen, medicinsk og kirurgisk, identisk med den danske.  Sexologisk Klinik oplyser, at de, selvom de ikke har fulgt op på patienterne, alligevel kender til ni børn, der har fortrudt behandlingen. Alene disse udgør 2,7% af de 341 behandlede børn. Ikke 1%.

En tilstand - eller en psykisk lidelse?

I forhold til B62 er sundhedsminister Sophie Løhdes holdning, at hun stoler på sundhedsstyrelsens faglige kompetencer mht. at navigere ansvarligt på området og at ministeren ikke ser et behov for at regeringen opsætter rammer for den slags behandling via lovgivning. 

Det er en problematisk indgangsvinkel, hvilket også blev påpeget af højre side af oppositionen under førstebehandlingen af lovforslaget.

  • Sundhedsstyrelsen igangsatte behandlingen uden evidens for gavnligheden for patienterne eller viden om langtidskonsekvenserne af medicineringen. Det må således rimeligvis betegnes som et ikke monitoreret eksperiment - men et eksperiment med meget alvorlige, irreversible følger for de behandlede børn.

Jyllandsposten 13/03/2023: “Mette Ewers Haahr, der er børnepsykiater og overlæge på Sexologisk Klinik [...] forklarer, at lægerne i Danmark i lighed med andre lande som Sverige, England og Finland gennem det seneste år er blevet mere påpasselige med at give kønshormon til børn. »Det skyldes blandt andet mangel på evidens for behandlingens effekt, og at flere unge har valgt at detransitionere tilbage til deres oprindelige køn og har fortrudt deres beslutning, siger Mette Ewers Haahr og tilføjer, at Sexologisk Klinik dog ikke kender til det præcise antal. På grund af ressourcemangel har klinikken ikke haft mulighed for at følge op på de børn og unge, der har været igennem, og som kan bidrage med viden om behandlingens effekt.”. 

  • Sexologisk Klinik & Center for Kønsidentitet har indrømmet at der ikke eksisterer et diagnostisk værktøj. De kan kun forlade sig på, hvad patienterne selv oplyser. 

  • Sexologisk Klinik har trods en øget tilgang i henvisninger i 2022 skåret 80% ned på antallet af børn, der er blevet henvist til medicinsk kønsskifte ift. 2021 - fra at give medicinsk kønsskifte til 30% af de henviste børn styrtdykkede tallet til 6%, hvilket indikerer en erkendelse af betydelig over-/fejlbehandling i de foregående år:

  • Sverige er stoppet med den samme behandling (‘kun’ kliniske eksperimenter på udvalgte børn, hvilket dog stadig forekommer uetisk). Finland er stoppet. Norge har begrænset behandlingen - og Storbritanniens svar på Sexologisk Klinik, The Tavistock Clinic, er blevet lukket helt efter en række skandaler, der bl.a. handler om lemfældig/tendentiøs udredning samt manglende opfølgning på patienternes færd efter behandlingen.

  • I udlandet ser vi nu den ene tragiske fejlbehandlingshistorie efter den anden, og også i Danmark pibler lignende sager nu frem. 

  • Sundhedsministeren siger, at hun har fuld tillid til Sexologisk Klinik, læger og sundhedsmyndigheder. Tillad os i den forbindelse at minde dem om tidligere tiders skandaler: Det hvide snit, Boneloc, Thalidomid-børnene og de tvangssteriliserede utilpassede piger på Sprogø og sterilisationerne og kastraktionerne af mentalt handicappede på Livø. Alt sammen ting, hvor læger og myndigheder mente, de gjorde det rigtige, men hvor statsminister efter statsminister brødebetyngede har måtte undskylde årtier senere - senest Mette Frederiksen til Sprogø-pigerne. 

Diagnosen

Kønsdysfori betragtes ikke længere som en psykisk lidelse. Afpatologiseringen skete i 2017 efter et politisk (aktivistisk) pres, og stod at læse på selveste Sundhed.dk indtil for få måneder siden. Danmark var et af de første lande i verden til at gøre dette - og gjorde det før WHO. 

Morten Bangsgaard, der er næstformand i Center for Familieudvikling og tidligere medlem af Det Etiske Råd, har for nylig udtalt:

"Jeg synes, at det (den store stigning i antallet af henviste børn, red.) bør give anledning til, at vi ser på, hvordan vi kan beskytte nogle af disse børn og unge mennesker i en meget sårbar periode i deres liv. For år tilbage fjernede man transseksualitet som en psykiatrisk diagnose, og jeg kan nogle gange tænke, at man har gjort dem en bjørnetjeneste. Man kunne overveje at genindføre det som en diagnose for at sikre, at de får den rette behandling".

Et centralt spørgsmål melder sig: Hvis kønsdysfori ikke er en psykisk lidelse, hvorfor skal den så behandles så tidligt, så invasivt og så irreversibelt? Eller lidt kantet sagt: Hvordan skal man diagnosticere et barn med en sygdom mhp. at tilbyde en behandling for sygdommen, når sygdommen ikke længere eksisterer som sygdom? 

Sundhedsstyrelsens kompetencer på området består stort set udelukkende af en meget lille gruppe behandlere tilknyttet Sexologisk Klinik og Center for Kønsidentitet. Diagnostikken lå før ude i den almindelige psykiatri, men blev i 2017 lagt ind hos Sexologisk Klinik selv. 

Man kan med rette spørge om det var klogt, eller om der ville være blevet set mere kritisk på den enorme stigning i antallet af henvisninger, hvis ikke det var Sexologisk Kliniks egne behandlere, der foretog vurderingerne.

Venstres sundhedsordfører Eva Kjer Hansen argumenterede under førstebehandlingen af B62, ligesom tidligere Ministeren, at "det er helt almindeligt, at der vil være uenigheder blandt de professionelle". Men det er jo netop ikke tilfældet her. Sexologisk Kliniks ansvarlige klinikere er meget enige om manglen på evidens for gavnligheden af behandlingen - og om manglen på sikkerhed i diagnostikken. 

“Transing the gay away”

Den kønsbekræftende tilgang og socialt kønsskifte er eksperimenterende tilgange til børn og unge med kønsdysfori. Det er ikke metoder, der er baseret på og udviklet gennem klinisk forskning og evidens, men derimod metoder der er blevet fremmet af den ekstreme kønslobby. Den etablerede globale model for behandling af børn med kønsdysfori er derimod kendetegnet ved en 'årvågen og afventende' tilgang, som ikke styrer et barn mod et forudbestemt resultat.

Resultaterne af en vigtig ny undersøgelse fra Singh, Bradley & Zucker om kønsidentitet og seksuel orientering af henviste præ-pubertære drenge konvergerer med resultaterne af alle tidligere undersøgelser vedrørende persistens af kønsdysfori hos postpubertære unge. Ved at bruge det hidtil største datagrundlag, med en opfølgende middelalder på 20,58 år, fandt undersøgelsen kun en persistensrate på 12,2%. 87,8 % afstod, og 63,6 % viste sig at være homoseksuelle, da de havde overstået puberteten. 

Man ved, at omkring 80 % af børn vokser fra deres kønsdysfori, når der anvendes en årvågen og afventende tilgang, og det mest sandsynlige resultat for barnet er en seksuel orientering, der retter sig mod samme køn, når de når voksenalderen. At blive transseksuel som voksen er det mindst sandsynlige resultat.

En forskningsundersøgelse fra 2013 af Steensma et al. fandt, at socialt kønsskifte udgør den største garanti for, at kønsdysforien fastholdes hos barnet. Med andre ord kan social transition af børn før puberteten forhindre dem i, med tiden, at erkende, at de er homoseksuelle. 

I den nærværende politiske diskussion om forbud mod såkaldt omvendelsesterapi kunne man med rette hævde, at ‘kønsbekræftende’ tilgang og ‘socialt kønsskifte’ også er former for omvendelsesterapi af homoseksuelle - blot er det omvendelsesterapi, der søger at omvende børn og unge fra latent homoseksualitet og til en transidentitet - nu ved hjælp af medicin og operationer, som misdanner deres kønsorganer og gør dem ude af stand til at få børn.

Læs mere her.

De 341 børn

Til og med 2022 har 341 børn modtaget et kønsskifte i Danmark. I den forbindelse melder spørgsmålet sig som nævnt, om det har været - og om det er - rimeligt, at udsætte nogle børn for risikoen for uoprettelig fejlbehandling, så andre børn, for ikke at skulle vente til de er myndige, kan få et kønsskifte mens de stadig er børn? Et kønsskifte, der jo reelt set først kan konstateres at have været den rigtige beslutning, når disse børn har levet en stor del af deres voksne liv. 

I Dansk Regnbueråd mener vi ikke, at det behandlingsetisk kan forsvares. Tvivlen - og den synes betydelig her - må og skal komme patienterne, børnene, til gode: Primum non nocere - Først og fremmest: Gør ingen skade, lyder den hippokratiske ed som bekendt. 

Cheflæge for Center for Kønsidentitet i Aalborg, dr. Astrid Højgaard er desværre ikke enig, og har opsigtsvækkende udtalt at “hvis ingen fortryder, behandler vi for få.” Det er ikke en behandllingsetik, vi på nogen måde bør acceptere i vores sundhedssystem.

Sommer 2023: Markante ændringer i behandlingen udmeldes

Der er som sagt en revidering af vejledningen for behandlingen undervejs i Sundhedsstyrelsen, men vi finder det ikke betryggende, at resultatet blot bliver en reduktion i antallet af børnekønsskifter, idet den diagnostiske usikkerhed stadig er foruroligende høj uanset hvor mange eller få børn, man behandler.  

Accept af en diagnostisk sikkerhed under 100% er i dette tilfælde det samme som en accept af, at et vist antal børn vil blive skadet for livet, fordi behandlingen, der følger i kølvandet på diagnosen, er så voldsom. Det her er jo ikke bare ‘piller, børnene kan trappe ud af’. Vi taler om irreversibel behandling med de tidligere nævnte følger som resultat.

På det tidligere nævnte samråd i maj måned i år såvel som i en efterfølgende debat om B62 i folketingssalen, følte sundhedsminister Sophie Løhde sig foranlediget til formelt at udmelde følgende opsigtsvækkende ændringer i behandlingspraksis:

  • Sexologisk Klinik vil som udgangspunkt ikke længere tilbyde kønsskifte til de børn, hvor kønsdysforien først melder sig ved pubertetens ankomst. [6 min. 39 sek. inde i samrådet]

  • Sundhedsministeren gentog dette 6 min. 45 sek. inde i den afsluttende forespørgselsdebat dagen efter.

  • Af de 341 børn, der til og med 2022 har fået kønsskifte, var den langt overvejende del (ca. 80%) af de behandlede netop børn med såkaldt Rapid Onset Gender Dysphoria (‘pludseligt opstået kønsdysfori’).

  • Den nye praksis, hvor man ikke længere giver ROGD-børnene hormonelt kønsskifte, blev indledt i 2022, og den alene er årsagen til den store nedgang i antallet af børn, der fik hormonelt kønsskifte i 2022 sammenlignet med. antallet af børn, der fik det i 2021. 

  • Ministeren har via Sundhedsstyrelsen udstedt nye såkaldte visitationsretningslinjer for Sexologisk Klinik, så muligheden i behandlingstilbuddet for at fjerne bryster på mindreårige piger ikke længere må anvendes. [8 min. 59 sek. inde i samrådet] 

Det er vigtigt at forstå, hvor væsentligt det er, at hele 80% af de børn, som tidligere fik kønsskifte, nu med ministerens egne ord som udgangspunkt, IKKE længere vil kunne blive udsat for den kontroversielle, irreversible behandling. 

Vi har netop søgt aktindsigt hos Sundhedsstyrelsen med henblik på at verificere om Sophie Løhdes udmelding også har manifesteret sig i praksis i 2022 og 2023.

De yngste børn får stadig kønsskifte - konsekvenserne er alvorlige 

Sundhedsstyrelsen tilbyder altså stadig medicinsk kønsskifte til de yngste børn. Det beror på den samme fejlagtige diagnostiske metode og kritisable etik som ligger bag behandlingen af de pubertære børn. Ræsonnementet har været og er nemlig stadig, at en tidlig indikation af kønsdysfori giver endnu mere sikkerhed for, at diagnosen persisterer på den anden side af puberteten og videre ind i voksenlivet - men som vi har redegjort for tidligere, er der ingen sikkerhed for dette - derimod er der høj risiko for en iatrogen påvirkning af sygdomsudviklingen. 

Stophormonbehandling til de yngste børn er absolut den mest kontroversielle del af behandlingstilbuddet, for her er de skadelige, irreversible stophormoner og krydshormoner i vidt omfang sammenhængende dele af behandlingen - og det selvom diagnostikken stadig beror på et gæt og de alvorlige bivirkninger er kendte. 

Udover de direkte skadevirkninger risikerer stophormonerne at skabe en iatrogen effekt. De kan altså blive medskabende af den lidelse, de påstås at skulle lindre. Ift. stophormonerne  opstår den iatrogene effekt, fordi de standser afgørende hypofysiske processer - bl.a. den selvsamme hjernehormonelle udvikling, der naturligt ville kunne fjerne det kønslige ubehag - og gør det i 80-90% af tilfældene. 

Anvendelsen af stophormoner følger ofte en social transition under Tanner Stage 1. Det så man bl.a. et eksempel på i DR-dokumentarserien Et helt menneske, hvor et 5-årigt barn ‘skiftede køn’ socialt. Når et sådant barn nærmer sig puberteten (Tanner Stage 2), har det kun ringe erindring om at have levet som andet end det køn, det socialt transitionerede til for år tilbage, ligesom at barnet kan mangle kognition om, at det faktisk, rent biologisk, er det modsatte køn. 

Sammen med stophormonerne risikerer den sociale transition således at udløse førnævnte  iatrogene behandlingseffekt og altså blive en slags ‘selvopfyldende profeti’ med betydelig risiko for tragisk fejlbehandling af barnet.   

Konsekvenserne af behandlingen er ødelæggende, selv hvis barnet som voksen viser sig at være et af de meget få mennesker, hos hvem kønsdysforien persisterer efter puberteten. 

Fx findes der ingen drenge, som er blevet behandlet med stophormoner fra pubertetsstart (Tanner Stage 2) plus efterfølgende krydshormoner, der nogensinde har kunnet opnå orgasme. Det oplyser den største transmedicinske organisation WPATH, hvis standards of care Rigshospitalet, på deres hjemmeside, oplyser at de følger. 

Årsagen til at drengene ikke kan fungere seksuelt er at de, fordi stophormonerne standsede drengenes fysiske udvikling, stadig er udstyret med en lille drengs (Tanner Stage 1) penis - en penis der ulykkeligvis heller ikke rummer væv nok til at en kunstig vagina kan tildannes kirurgisk af den. Stophormonerne er med andre ord lose-lose for drengene.

For pigernes vedkommende risikerer en pubertet på stophormoner at gøre dem sterile, og fælles for begge køn er risikoen for knogleskørhed, en forøget kræftrisiko og andre alvorlige bivirkninger som fx en generel hæmmet vækst.

Det her er bivirkninger, barnet selv giver udtryk for, at det ikke bekymrer sig om, fordi det er et barn uden konsekvensforståelse på det nødvendige niveau samt er et menneske uden seksuel erfaring (ofte ikke engang med sig selv). 

Kort sagt: Barnet kan af helt naturlige årsager ikke overskue følgerne af behandlingen, men er fuldstændig sikker på, at det har behov for denne behandling og italesætter dette behov med total overbevisning.

Udredning på afveje

Af ovennævnte årsager skal vi have indført et stop for kønsskifte til børn - og helt afgørende skal vi derudover have effektueret en fuldstændig ændret udredningstilgang og behandling. 

Vi er nemlig næsten lige vidt, hvis en stor del af børnene med pludseligt opstået kønsdysfori i den mellemliggende tid sidder med blikket stift rettet mod kalenderen og deres 18. års fødselsdags komme. Fra og med opnået myndighedsalder kan de nemlig modtage første skud hormoner fra Center for Kønsidentitet. 

Problemet er, at disse patienter jo stadig er i puberteten, når de fylder 18, for puberteten slutter først ved det 19.-20. år. 

Vi skal derfor arbejde for at den kønsbekræftende udredningstilgang stoppes, og sikre at årene fra pubertetsstart til myndighedsalder bliver anvendt på at yde forsvarlig, virkningsfuld, evidensbaseret terapi med henblik på at så mange af børnene som muligt kommer naturligt af med deres kønsdysfori - ved at få mulighed for at gennemgå en naturlig pubertet. De skal ikke bare bekræftes og være i et limbo til de når myndigheds- og “medicineringsalderen”.

Således orienteret håber vi at Det Etiske Råd vil tage denne sag op snarest og meget gerne har en vurdering klar, før arbejdet med revisionen af Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold er tilendebragt, idet der er stor risiko for, at den nye udgave af vejledningen kommer til at cementere behandlingskursen i mange år fremover.

På de følgende sider er en række tilkendegivelser fra bl.a. medicinske fagpersoner, terapeuter, detransitioners og pårørende, som vi havde med til et foretræde i Sundhedsudvalget i foråret. 

Vi håber de kan tilføje yderligere aspekter ifm. Rådets overvejelser - og at I, når I kommer i tvivl, vender tilbage og overvejer de tre behandlingsetiske spørgsmål, vi startede med at stille. Vi har erfaret at de, for mange, ridser problematikken meningsfuldt op.

Med venlig hilsen 

Jesper Waldvogel Rasmussen

 
 
 

Udtalelse fra Lasse Sørensen, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri

Kære medlemmer af Det Etiske Råd

Puberteten er en fundamental og afgørende biologisk, psykologisk og social udviklingsproces for mennesket. Spørgsmålet er, om det på indikationen kønsdysfori på noget tidspunkt kan være i et barns bedste interesse, også på langt sigt, at stoppe en sådan proces, eventuelt kombineret med at give barnet krydshormoner? 

Risikerer man i virkeligheden at gøre mere skade end gavn? Kan selve behandlingen have en iatrogen effekt, så den i sig selv kommer til at vedligeholde og forstærke kønsdysforien? Og hvornår kan et barn betragtes som tilpas autonomt til at kunne træffe så afgørende et valg?

Dette er vigtige etiske overvejelser, man må gøre sig, når det kommer til den såkaldt “kønsbekræftende” behandlingstilgang i form af medicinsk (og kirurgisk) kønsmodificerende behandling til børn og unge med kønsdysfori.

Kønsmodificerende behandling er et felt, der er præget af stor faglig uenighed, hvad angår kvaliteten af den tilgængelige evidens. Desuden er behandlingen af kønsdysfori ligeledes et fagligt nicheområde, hvor der derfor er øget risiko for konformitet i måden, man tænker diagnostik og behandling, samt hvordan forskningsresultaterne inden for området tolkes. 

Yderligere er emnet stærkt politisk polariseret i samfundsdebatten, hvilket øger risikoen for både selvcensur i faglige diskussioner, men også for, at disse diskussioner slet ikke forekommer, og at fagfolk ikke tør blande sig i debatten af frygt for repressalier.

Det er dog afgørende for udviklingen og evalueringen af enhver behandling, som sundhedsvæsenet udbyder, at den udfordres, underlægges kritik og diskuteres. Professionelt er jeg bekymret over den usikre diagnostik, den usikre behandlingseffekt og de velkendte og alvorlige bivirkninger ved kønsmodificerende behandling til børn og unge. Yderligere er jeg stærkt bekymret for den manglende faglige diskussion.

Som professionel mener jeg, at det er højst tvivlsomt, hvorvidt børn reelt er i stand til samtykke på et oplyst grundlag til en så indgribende eksperimentel behandlingsform, hvor man i sagens natur ikke kender til de langsigtede bivirkninger og konsekvenser af behandlingen. 

Den kognitive udvikling hos mennesket pågår gennem hele barndommen og ungdommen til og efter det 18. år. Derfor er det et velkendt princip inden for lægefaget, at jo mere indgribende en medicinsk/kirurgisk intervention er, som ikke foretages på en sikker behandlingsindikation, jo højere alder bør patienten have, og optimalt være 25 år eller derover. Dette er for at sikre en tilstrækkelig kognitiv modning, emotionel stabilitet og livserfaring til at kunne give et reelt samtykke på et oplyst grundlag.

Grundlæggende bør enhver lægefaglig behandlingsform så vidt muligt udøves på et evidensbaseret grundlag. Der er dog aktuelt ikke valid evidens for den “kønsbekræftende” tilgang samt de teoretiske antagelser, der ligger til grund herfor. Omend gjort i god tro synes tilgangen til den ”kønsbekræftende” behandling i højere grad at være implementeret og legitimeret ud fra politiske overbevisninger end grundig metodisk videnskab. Dette viser sig eksempelvis ved, at tilgangen bl.a. bygger på en ikke understøttet dualistisk forestilling om, at ens “indre autentiske” køn kan være ”født i den forkerte krop”.

Er det ikke tværtimod uetisk at fortælle børn, at de måske har en ”forkert krop”? Er det ikke uetisk at fortælle børn, at de kan skifte køn? Når biologisk køn bliver bestemt ved undfangelsen og defineres ud fra anlæg til produktion af enten ægceller eller sædceller, og grundlæggende ikke lader sig ændre.

Er det ikke uetisk at fortælle børn, at en modificering af deres raske krop kan være afgørende for deres psykiske velbefindende? Og er det ikke uetisk potentielt at gøre somatisk raske børn til kroniske patienter? 

Børn og unge har ret til at blive beskyttet mod unødigt indgribende eksperimentelle behandlingsformer, og kønsmodificerende behandling forekommer for nuværende at være en sådan.

Jeg håber, at I vil tage emnet op.

Venlig hilsen

Lasse Sørensen

Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri

Udtalelse fra Lotte Ingerslev, psykoterapeut, redaktør på www.transkoen.dk 

Jeg frygter personligt, at vi om få år kommer til at se tilbage på børnekønsskiftebehandling, som vi nu ser på det hvide snit, som pioneren António Egas Moniz rent faktisk fik nobelprisen for.

Det var derfor, jeg for lidt over et år siden med rystende hænder begyndte at skrive om den internationale viden om risiciene ved børnekønsskifte på min blog transkøn.dk - på trods af den store risiko for at blive udsat for en ”shitstorm” på nettet og miste mit livsgrundlag.

I mit indlæg her vil jeg fokusere på, hvad den nyeste, systematiske gennemgang af den internationale forskning i hormonbehandling af børn og unge under 18 år med kønsdysfori viser.

Tidligere på året offentliggjorde 6 svenske forskere et såkaldt “systematic review” (dvs. en systematisk litteraturgennemgang) af forskningen i hormonbehandling af unge med kønsdysfori.

Et “systematic review” er det allerøverste trin i hierarkiet indenfor evidensbaseret medicin.

Forskernes arbejde udmundede i en fagfællebedømt artikel. Dette indlæg baserer sig på ovenstående artikel samt på et interview med hovedforfatteren bag reviewet, professor og børnelæge Jonas F. Ludvigsson.

Hvad var formålet med reviewet?

Formålet var at vurdere effekten af hormonbehandling af børn og unge under 18, som lider af kønsdysfori – indenfor følgende områder:

  • psykosocial og mental sundhed

  • kognition

  • kropssammensætning (dvs. mht. fedt, knogle- og muskelmasse)

  • stofskiftemarkører

Hvor omfattende var reviewet?

Forskerne identificerede først hele 9934 potentielle studier ud fra studiernes resuméer.

Af dem viste sig at være 195 studier, som blev vurderet som værd at læse i fuld længde for at vurdere, om de var relevante.

Deraf blev 36 studier vurderet til at være relevante.

Af de 36 var der 12 studier, der havde en “høj risiko for bias”, så de blev sorteret fra.

De nu kun 24 studier, som man derefter havde tilbage at gennemgå, var de studier, som enten havde “lav til moderat risiko for bias” (hvilket var tilfældet for 6 af studierne) eller “moderat til høj risiko for bias” (hvilket var tilfældet for 18 af studierne).

Fx var der kun 1 studie, der havde lav til moderat risiko for bias, hvad angår hormonbehandlings påvirkning af børns og teenageres kognitive funktioner. Og dette studie havde en kæmpemæssig svaghed: Man havde ikke lavet nogen analyse af før og efter hormonbehandlingen.

Hvad viste reviewet så?

I 21 af de 24 relevante studier blev teenagere givet stophormoner.

I tre af studierne blev der anvendt krydshormoner uden foregående stophormoner.

Der blev ikke fundet nogen som helst randomiserede studier med kontrolgrupper.

De få langtidsstudier, der blev fundet, var hæmmet af det lave deltagerantal og det store frafald undervejs. Derfor har forskerne bag reviewet konkluderet, at man ikke kan vurdere, hvad de psykosociale langtidseffekter er af at give mindreårige hormonbehandling.

Hvad angår knoglesundhed, blev det vurderet, at behandling med stophormoner udskyder knoglemodning og knoglemineraltæthed, men begge disse effekter indhentes – – delvist – i 22-årsalderen.

Forskerne fandt som sagt ingen randomiserede forsøg med kontrolgrupper – kun 24 såkaldte “observationsstudier”, dvs. studier uden kontrolgruppe.

Disse 24 observationstudier havde metodiske svagheder – fx:

  • Ingen eller utilstrækkelig kontrolgruppe

  • Ingen intra-individuelle analyser

  • Højt deltagerfrafald i løbet af undersøgelserne 

Og disse metodiske svagheder forhindrede, at man i den systematiske litteraturgennemgang kunne drage konklusioner om følgerne af hormonbehandling af mindreårige med kønsdysfori, bortset fra det med stophormoners påvirkning af knoglerne.

De 6 forskere skriver derfor, at hormonbehandling bør betragtes som eksperimentel behandling i helt særlige tilfælde – og at det ikke bør anvendes som standardbehandling.

Forskningen indenfor transkønsfeltet er af så ringe kvalitet, at selvom der efterhånden er publiceret næsten 10.000 studier på området, kan man stadig ingen som helst konklusioner drage om, hvorvidt de eventuelle positive konsekvenser af hormonbehandling af børn og unge under 18 år overstiger risiciene på langt sigt.

Der er derfor ingen evidens for at anvende hormonbehandling som standardbehandling for børn og unge under 18 år. Ingen.

Jeg håber inderligt, at Etisk Råd vil tage stilling til det moralske i at udsætte mindreårige for en behandling, der kan føre til sterilitet og en deform krop – En behandling, der ikke er nogen evidens bag.

Lotte Ingerslev
Psykoterapeut og medlem af Society for Evidence-Based Gender Medicine (SEGM)

Udtalelse fra detransitioner Peter Rødbro

Min krop er ødelagt for altid.

Det er konsekvensen af den umådeligt dumme beslutning, pga svær psykisk ustabilitet,
jeg tog, da jeg sagde ja til at tage imod hormonbehandling, samt 2 kirurgiske indgreb.

Så kort kan det opsummeres, men det er værre end det.

Man forventer en grundig udredning, når man tænker på hvilket forløb en person der er under forestillinger om at have kønsdysfori modtager. Jeg fik i alt 3 samtaler, første var en visitationssamtale, næste en samtale med en psykolog, og allerede efter den ene samtale på cirka halvanden times varighed, blev jeg godkendt til hormonbehandling, den 3 samtale var med en læge der forklarede mig effekten af behandlingen.

Så lidt skulle der til, problemet er jo at en borger, der kommer ind sådan et sted, forventer at det er eksperter man taler med, godkendelsen til behandlingen, samt tildelingen af diagnosen kønsdysfori, blåstemplede jo min opfattelse af at så var den jo god nok, at jeg var transseksuel, det var jo autoriteter inden for området, der sagde det.
Jeg fik ikke noget at vide om på det tidspunkt, at det var bare et skøn, da der jo som tidligere skrevet, ikke er noget diagnostisk apparat til at konstatere denne diagnose.

Ud over det, har jeg store stakke med papirer fra kommunen, læger, opholdssted osv. der beskrev min svære psykiske tilstand, som man åbenbart havde ignoreret hos sexologisk klinik, eller måske værre, havde brugt som begrundelse til at give mig kønsdysfori diagnosen, altså “grunden til Peter har det så svært, er fordi han er ubehandlet for kønsdysfori”.

Livet efter detransition

I dag er jeg førtidspensionist pga min psykiske diagnose, blandet personlighedsforstyrrelse m. borderline.

Jeg har i dag bryster, som jeg er meget flov over at have, og er nødt til at gå med løstsiddende tøj, eller en sports bh, for at skjule dem, jeg har ikke mine testikler mere, samt skrotal hud. Det betyder at jeg ikke længere kan producere det mandlige kønshormon testosteron, eller få børn, da jeg er steril. Det betyder at jeg hver 3 måned skal have en sprøjte med testosteron hos lægen, da jeg ikke kan injicere mig selv, pga det skal være i ballen. Ud over det har jeg også store rygsmerter hver dag, efter jeg har sovet, og er nødt til at sove med mange puder omkring min ryg, for at kunne falde i søvn.

Det her er bare nogle af de ting jeg umiddelbart døjer med. Hvad der på længere sigt kan komme som resultat af det, der er gjort ved min krop, ved jeg ikke. Jeg har tilbudt center for kønsidentitet samt min endokrinolog at bruge min krop til at lave undersøgelser for at blive klogere på de langsigtede konsekvenser. Det blev der takket nej til.

Peter Rødbro

Udtalelse fra mor til ung kvinde, der har været igennem to udredningsforløb

Jeg hedder Henriette, og jeg er mor til Laura på 20 år, der har paranoid skizofreni og kønsforvirring, og som var en helt almindelig, glad pige, indtil hendes sygdom brød ud.

I dag er Laura myndig, men problematikken har stået på i flere år, og den startede, mens hun stadig var et barn. Hun er blevet udredt og afvist hos Sexologisk Klinik, og som 19-årig blev hun genhenvist til Center for Kønsidentitet af OPUS, hendes daværende psykiatriske tilbud.

Kønsforvirringen dukkede op i kølvandet på social isolation og mistrivsel i skolen. Hun var meget ensom og følte sig uønsket blandt klassekammeraterne. Hun var derfor træt af sig selv og ville være en anden. Hun udtalte flere gange, at hun virkelig HADEDE sig selv. Underforstået: hun ville være en anden! Hun ville være en dreng. 

I løbet af de ca. 5 år, hvor hun har været i mistrivsel (både under udredning og siden med diagnose), er vi forældre blevet mødt med modarbejdelse, irettesættelser og rynkede bryn af det sundhedsfaglige personale, når vi forholdt os kritiske og spurgte ind til risici ved kønskorrigerende behandling. Alle offentlige instanser (sundhedsvæsenet og kommunen) havde i øvrigt utroligt travlt med at kalde hende ved drengenavn og nogle også med at forsøge at presse os til at gøre det samme. En læge (i psykiatrien) så vredt på mig under et møde, hvor Laura var til stede, og sagde direkte: “Det handler jo ikke om, hvad DU vil!”. Jeg blev ikke hørt - jeg blev udskammet - og jeg følte mig på ingen måde tryg ved, at min datter fik den rigtige behandling. 

I 5-6  år har frygten for at min datter kunne blive fejlbehandlet hængt over hele familien som en stor, sort sky og sat os alle under pres. Hun var fyldt 15 år, da hun blev henvist til Sexologisk Klinik - mod vores ønske. Vi havde pludselig ikke indflydelse på hendes forløb, og kunne ikke længere få fuld indsigt i det, selvom hun var barn (og psykisk syg!) og faktisk stadig var vores ansvar. 

I dag, hvor hun er myndig, er det helt ude af vores hænder. Hun har en alvorlig psykiatrisk diagnose, som burde give anledning til særlig forsigtighed fra behandlernes side, men de mener ikke, at det umiddelbart har nogen betydning. 

I august i år fandt min datter overskuddet til at starte på HFx. En HF-klasse for unge med diagnoser. Det har været en STOR succes! Efter en måned var hun en helt ny, lykkelig pige - nu med venner og et aktivt socialt liv med fester og hygge. Alt det, som hun har savnet i de forgangne år. De kan lide hende som hun er, og hun stråler! Hun går med make-up og kjoler, og hun synes pludselig godt om sin fyldige bagdel. Hun har ikke længere lyst til behandling (hormoner og top-operation), da hun vil “eksperimentere med sit udtryk” og derfor blev hun afsluttet hos CKI i midten af september, efter 1. samtale. 

Hun har stadig mulighed for endnu en genhenvisning, men jeg håber og tror, at faren nu er drevet over for hendes vedkommende. Det eneste hun virkelig havde brug for, var at få venner og at blive accepteret og inkluderet. Hvorfor var det kun vi forældre, som kunne se det? Hvorfor blev hun holdt fast i sin vildfarelse af læger, sundhedspersonale og psykiatri, når det var indlysende forkert - og en udløber af hendes situation? 

Ideologi og politik kunne have ødelagt hendes sunde krop - og hendes liv! Mon samfundet - systemet - også ville have været der til at samle hende op, når det gik op for hende, at hun begik en fejl? Jeg tvivler, og jeg håber, at jeg aldrig finder ud af det.

Udtalelse fra mor til person i udredningsforløb

Hej. Jeg hedder Jannie. Jeg er mor til en søn på 21 år som har autisme. Som teenager fik han pludselig en idé om, at han er en pige. Jeg er sikker på, at det er hans autisme, der får ham til at tro at kønsskifte er løsningen på hans problemer. Og jeg er sikker på, at han er en helt almindelig homoseksuel ung mand. 

I min søns udredning står der, at han har besvær med at tage vare på egen sundhed og sikkerhed ! Og tage passende ansvar. Der står ligeledes, at han ikke er alderssvarende. Derfor hjælper jeg ham med stort set alt.

Jeg var med på CKI, hvor psykologen sagde  til min søn " Du er jo en kvinde!" Jeg rettede hende og sagde " Nej ! Han er en ung mand med autisme, der føler sig som kvinde " En fagperson burde vide, at autister ser verden sort/hvid og nemt kan tro på den slags udsagn.

Jeg har arbejdet med sårbare mennesker hele mit arbejdsliv - og nu oplever jeg at sundhedssystemet ødelægger min psykisk sårbare dreng med et kønsskifte.

Jeg er sikker på, at min søn ikke får det bedre med et kønsskifte, tværtimod, for han har stadig autisme og det er autismen, der gør han føler sig forkert. Dette ødelægger hele familier, jeg har kæmpet nu i 3 år for min søn og er meget utryg ved CKI. Der ikke lytter til os pårørende, hvor min søn nu er lovet hormoner i nærmeste fremtid.

Man kan stille sig det spørgsmål, om hele familier skal ødelægges på det vage grundlag, at hormonbehandling måske kan lindre. Var det ikke bedre at støtte min søn i at lære om hvad det vil sige at have autisme via psykoedukation. Min søn har først fået sin diagnose som 19 årig, så selvom han altid har haft autisme, så er det hele stadig nyt for ham. Det ender med at ødelægge mit ellers gode forhold til mit barn, og hvis det først sker så går det helt galt for ham, han bliver kommunens ansvar og eftersom han ikke formår at holde kontakt til kommunen, så ser jeg ham ende på gaden. Mit værste mareridt.

Udtalelse fra forældre til autistisk piges vej ind i transidentifikation.

Vi, Kenneth og Matilde, er forældre til en pige på 16 år. Hun var en stille, sød, feminin og kreativ pige, der klarede sig fagligt godt i skolen. Socialt var det lidt sværere. Det begyndte at gå ned ad bakke, da hun kom i puberteten som 12-årig. Hun meldte ud, at hun var bi-seksuel, uden det store drama. 

Covid og 2 års skolevægring fulgte samt et par meget svære år, hvor hun fik det psykisk værre og værre. Vi ledte alle efter svar og løsninger på hvad der var galt. Hun finder “svar” på sine problemer online, et af svarene er at hun har ADHD og vil have medicin for det. Et andet svar er at hun er non-binær og vil tiltales de/dem.

Den første privatpraktiserende psykolog sendte os blot videre, efter at have formidlet vores datters budskab om at hun nu var non-binær, nu hed et kønsneutralt navn, ønsket om at blive tiltalt de/dem og at få binder. Senere udviklede det sig til at hun meldte ud at hun var transdreng. 

Herefter bliver hun og vi mødt med ideen om social bekræftelse alle vegne.  Vi og hun mødte ingen spørgsmål eller undersøgende tilgange. Der var en stærk følelse af berøringsangst og uvidenhed hos psykologer, skolen, PPR og andre fagpersoner. Vi blev sendt videre til hvad vi nu mener er ideologisk styrede organisationer som FSTB.dk (Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn), LGBT+ og Normstormerne.

Alle steder råder os til social bekræftelse. Vi fulgte deres råd. Noget vi nu fortryder.
Hvis vi som forældre ikke begyndte at stille spørgsmål ved det, ville ingen have gjort det.En enkelt, som var skolepsykolog, nævnte dog noget om at børn har svært ved at skelne mellem ideologi og fakta. 

Efter at en forebyggelseskonsulent på skolen fik lavet en underretning, så vi kunne få hjælp fra familieafdelingen i kommunen, fik vores datter og vi to psykologer. De fik hurtigt sendt hende til udredning i psykiatrien, hvor de kom frem til at hun havde autisme/aspergers. Psykologerne arbejdede godt med hendes mentale udfordringer, men vi måtte nærmest undervise dem i emnet kønsdysfori ligesom de manglede viden om autisme. De henviste os til de steder, som står for kønsdagsordenen, som nævnt ovenfor, og afviste at kigge på hendes formodede kønsdysfori – fx i forhold til hvordan puberteten og autismen kunne spille ind. Ting som vi fandt masser af data og fakta der viser at de gør, eller i det mindste stiller spørgsmålstegn ved.

Langsomt forstår vi, hvad det hele kommer fra: Det altopslugende fokus på identitet og maskeringerne. Hun gennemgik præcis de samme looks som næsten alle piger man møder online der ”transer”. Det var så tydeligt en trend, en social smitte, som hun med sin autisme er særligt sårbar overfor. 

Trods tydelig glæde og tilfredshed ved sin biologiske krop (binderen er lagt væk og hun har nu en skuffe med blonde bh'er) og til trods for at hun altid har været en yderst feminin pige, mener hun stadig at være en dreng. Hun kan ikke forklare hvorfor og vi kan ikke tale om det eller se fx videoer og tekster sammen om emnet.

Det er tydeligt for os hendes forældre at det er en falsk identitet, som hun er blevet smittet af online via andre unge med trans identifikation, Influencers på Tik tok, Youtube etc. som forklaring på hendes tydelige følelse af “forkerthed” og anderledeshed i forhold til de andre i klassens udvikling. Imens de andre begyndte at bruge make-up, klædte sig mere feminint og sexet og interesserede sig for mode og drenge, legede Alex stadig. I dag ved vi at mennesker med autisme er omkring 5 år bagud socialt. Og at dette er den egentlige forklaring på hendes oplevelse af at være anderledes. Sideløbende med dette har hun siden den dag hun startede i skole oplevet tristhed og følelsen af ikke at passe ind. Hun blev, fordi ingen af os voksne omkring hende opdagede hendes autisme, slet ikke mødt i forhold til hendes behov. 

Fx har autister langt sværere ved at skabe sociale relationer og kan tit føle sig udenfor. Derfor kom det kønsorienterede fællesskab, som tog imod hende med åbne arme, som en åbenbaring, ligesom det gav hende en “sej” identitet og en kortvarig cool status i pigegruppen. 

Der er et forløb, vi kan se at alle i denne gruppe af unge følger, og narrativet er ufatteligt ens. Når man først forstår det, er det skræmmende, at flere folk ikke ser det her ske. Det foregår lige foran øjnene på forældre, lærere og psykologer. Det er som om vi aldrig har hørt om begrebet social smitte, selvom det er veldokumenteret ift. fx cutting og selvmord hos unge.

Mødet med de mange foraer og autismeforeninger for autister blev et chok. Det var fyldt af, hvad jeg vil påstå er trans-propaganda. Især FSTB var meget aktive i den periode. Siden har vi fundet flere med ekspert eller faglig viden om autisme, som ser det åbenlyse i at netop unge med autisme kan føle sig forkerte og anderledes, få dette som en særinteresse, kan opnå relationer og identitet de ellers ikke kan.

Jeg er sikker på at mange autister falder ved siden af normerne – det er der masser af logiske grunde til i diagnosen. Men ikke at flere skulle være trans! Folk ignorerer alle de fællestræk der er mellem autistiske følgesymptomer, der minder om kønsdysfori. Det oplever jeg som problematisk. Og man kan ikke engang tale frit om det på foraer for autister. Ideen om at du eller dit barn er trans bliver til gengæld hyldet og fejret.

Især en Facebook-side skræmte mig. Den var fuld af tricks til at komme hurtigere til hormoner til sine børn via en spansk læge og køb af hormoner i udlandet. Åbenbart lovligt! (nu ser vi at LGBT+ DK også anviser veje til dette). De mødre skræmte mig, de virkede så sikre på, at deres børn bare skulle have hormoner så hurtigt som muligt. Nogle af disse autistiske piger gik stadig (i hemmelighed for psykologer og læger!) indimellem i kjoler og med makeup og var måske blot forvirrede fordi de ikke passede ind i pigegruppen på deres skoler jvr. ovennævnte grunde. 

Det værste var, at Molis, et ellers godt sted med ekspertise i autisme, ikke ville tage stilling til disse problemer, da vi tog dem op med dem. Vi følte os ignoreret og der var ingen fælles samtaler med psykologen som vores datter kom i forløb hos ift. selvforståelse. Og deres lgbt+ cafeer har stort fokus på kønsidentitet. Om de varetager det fornuftigt, ved vi ikke, fordi vi føler os ikke trygge ved dem. Vores datter har heller ikke ønsket at deltage.

Vores oplevelse af behandlersystemet og de organisationer, der skulle hjælpe børn som hende, er stærkt bekymrende. Vi føler os dybt svigtede af mange, blandt andre: LGBT+ Danmark, Børns Vilkår, de danske politikere og de danske medier, især DR. De har ført en ensrettet propagandakampagne om, at hvis du føler dig som en dreng, så er du en dreng, og hormon- og kirurgivejen er givet. Hvis nogen stiller spørgsmål til dette, hader de dig, eller måske forstår de det bare ikke.

I bakspejlet er det som om hun er blevet udsat for konversionsterapi, med ufrivillig støtte fra os. Og det er næsten umuligt at bakke ud af denne “kult”.

Vi bør i Danmark se objektivt på ideologier og ikke skubbe psykisk sårbare i hænderne på dem, som vi gør nu. Det har vist sig at hun er på autismespektret og hendes mentale helbred er ved hjælp af diagnose og terapi blevet bedre. Men ideen om at være trans er nu blevet en del af hendes identitet. En identitet der lige nu er trendy, cool og glorificeret.

Hvor mange børn og unge, som blot er homoseksuelle og/eller autister, ender på hormoner, fordi de fejlagtigt tror de er trans? Stærkt støttet op af medierne, der fejrer de mange sårbare smukke korthårede seje lesbiske pigers overgang til et liv som sterile transdrenge. Derefter bliver de sluppet. Og ikke en lyd fra dem, der fortryder. Måske fordi de ikke bliver fejret på samme måde? De er skamfulde og de bliver betvivlet fra alle kanter. Men de findes. Og i udlandet kan vi følge at de er i stærk stigning. Også her er det uvist hvor mange, fordi man ikke har fulgt op på den eksperimentelle behandling. Som foregår live på vores børn! 

Så kære Etisk Råd. Lyt til os forældre der tvivler og stiller spørgsmål. Vi elsker vores børn af hele vores hjerte. Det er os, der sidder tilbage med resterne, når nyhedens glans er gået af de lykkelige “trans børn”, og de bliver til et freakshow i stedet. Når de nysgerrige læger er færdige med at eksperimentere, og når politikerne har brug for en ny mærkesag. Når filosofi-professorerne er færdige med deres afhandlinger.  Når vores børn fortryder de ting de har gjort ved deres kroppe, de år de har spildt på at prøve at bilde sig selv og verden ind, at de er noget andet end det de er født som. Når det er for sent at gå tilbage og de er afhængige af hormoner resten af deres liv. Og medicinalindustrien klapper i deres hænder og pudser deres glorie af kirurgisk stål. Og stadig tjener styrtende på syntetiske hormoner til patienter af en sygdom, de selv har været med til at skabe. 

Så står vi tilbage med vores børn. Nogle har stadig intakte kroppe, men alle har ar på sjælen. Ar som kan undgås, hvis vi stopper med at eksperimentere på børn, unge og voksne og får den rigtige faglighed i spil.