(Nedenstående er transkriberet fra podcasten ved hjælp af A.I.)
Hej med jer.
Godt nyt år. Jeg hedder Jesper W. Rasmussen, og jeg er formand for Dansk Regnbueråd, og det her, det er vores nytårspodcast.
Den er jo kommet i lidt forskellige former. Sommetider er den skrevet en tale, som tider er der video på, sometider er det en audiopodcast, og her er det sådan lidt en blanding af det hele, hvor vi med mig meget ved roret ser tilbage på det år, som er gået. Og jeg synes godt, at vi kan sige, at det på alle måder i hele verden har været et meget vildt år.
Og i navnlig den del af verden, som vores sag beskæftiger sig med, som er LGBT-politik, kvinderrettigheder og børns rettigheder, til at modtage en rimelig og sund sundhedspleje, når de har det svært med det køn, de er osv. Jamen, der må man jo sige, at tingene virkelig er i skred. En af de helt store ting, blandt andet er, at der omsider efter i hvert fald et års forsinkelse, er kommet en ny behandlingsvejledning fra Sundhedsstyrelsen omkring kønsskiftet til børn og unge.
Og jeg skal være ærlig at sige, at i Dansk Regnbueråd har vi jo spekuleret over, hvorfor det tog så lang tid at få den på banen set i forhold til, hvad Sundhedsministeren ved tidligere lejligheder havde lovet. Og sådan i vores stille sind, så tror jeg nok, at vi havde tænkt, at de ville agte på de ting, der sker rundt omkring i verden, hvor medicinsk og kirurgisk kønsskiftet til børn og unge jo bliver rullet tilbage, straks opbremset, stoppet, nedskalleret og forskellige andre ting, det er trenden. Storbritannien har lige forbudt brugen af pubertetsblokkere til mindreårige helt.
Og i USA, der har den nye administration jo bebudet en straksopbremsning på hele området, inklusive mænd i kvindesport, og mange af de andre woke-vanvittigheder, fra dag et, når den nye præsident tiltræder. Men Sundhedsstyrelsen har ikke ageret sådan. På mange måder er den nye behandlingsvejledning, som I også kan læse i vores gennemgang af den, inde på vores hjemmeside og på vores sociale medier, sådan set værre, end den har været før.
Og det er jo beskæmmende og samtidig mærkeligt, og samtidig er det ikke mærkeligt, fordi det er jo det, som ideologi kan. De kan ikke rulle noget af det her tilbage, fordi det er en hel pakke, det handler om. I ideologi, der kan man ikke bare pille noget ud.
Der er man nødt til at købe hele pakken og det grundlæggende i pakken, i ideologien, i religionen og vildt omkring hele ideen om det flydende køn og det, at børn kan være født i den forkerte krop osv. Jamen det er grundstenen, og den kan der ikke røres ved, og derfor må det jo være, at de er gået all in på det, fordi sproget i vejledningen er muligt endnu mere trans-ideologisk, eller hvad man skal kalde det, end det nogensinde har været. Og behandlingen ligeså, den føles faktisk endnu mere radikal, end den har været før.
Det ekspliciteres fx, at der i særlige tilfælde godt kan gives krydshormoner til børn under 15 år, som siden tidligere har været grænsen. Det er muligt, at det også fik røret implicit i det tidligere behandlingstilbud, men her bliver det i hvert fald meget tydeligt, at det også er en mulighed. Så ja, det er pænt vanvittigt det hele, og jeg skal vende tilbage til behandlingsvejledningen lidt senere, også med nogle ideer til, hvad du kan gøre.
Og der er ting, som du kan gøre. Det var også et år med folkemøde, hvor vi var på folkemøde for første gang rigtigt. Med vores eget telt, havde han sagt.
Et telt, vi lavede sammen med tre andre arrangører. Og jeg tror godt, jeg kan sige, at der var pænt meget blæst om det telt. Og pænt meget blæst om folkemødet i det hele taget, som I nok har fulgt med i. Kort og langt er, at folkemødeledelsen jo ikke mente, at det påvielede dem at sikre ordentlige forhold for arrangørerne.
Altså forstået på den måde, at man ville ikke nødvendigvis blande sig i, at der kom palæstinademonstranter eller kønsideologer for at demonstrere afbrydet de debatter, som var planlagt. Der var deres råd fra folkemødet, at dem måtte man jo så bare invitere op på scenen, så de kunne sige det, de gerne ville. Og der gik vi jo i medierne og sagde, at det mente vi ikke var en måde at varetage sin rolle som organisator af hele den her store årlige event på.
For det første så var vi i et telt, hvor der blev diskuteret nogle problematikker, som også havde religiøse karakterer. Det betød jo, at vi var vandsopdækket af PET hele tiden. De er ikke særlig hemmelige agenter.
De ser alle sammen rigtig godt ud, og så har de disse demser i ørerne, så det er meget nemmere at få øje på. Og derudover var politiet også, så vi kan overhovedet ikke klage over den betjening, vi endte med at få. Det var en meget underlig måde, de taklede det på.
Derudover havde de virkelig udgrænset os. Men det endte sådan set med at fungere meget fint, fordi vi fik ikke så meget af den drop-in-business, men der kom rigtig mange, som havde valgt os ud. Og for at komme ud til os, så måtte de jo så gå hele vejen derud.
Næste år tror jeg godt, jeg kan sige, eller i år er det jo faktisk 1. januar, så bliver det anderledes. Så vi havde da ventet, at der ville komme demonstranter for det ene og for det andet. Der var én ting, som vi ikke havde regnet med.
Og det var, at Folkemødelsen havde som måde så med i sidste øjeblik at placere Rasmus Paludan i teltet lige over for os. Og Rasmus er en engageret herre, så jeg giver ham en mikrofon og en forstærker, så kan man godt høre ham. Og det disrupted rimelig meget af vores første dag, indtil jeg gik over og tog en stille og rolig snak med ham.
Og han er jo et spændende bekendtskab, en mærkelig mand, men han er jo sej. Og det vil sige, at han er et menneske ligesom alle mulige andre med ting på spil. Og i en almindelig samtale, der kan man faktisk nå ret langt.
Og vi endte med at finde en fin måde at kunne eksistere. Vores debatter var utroligt velbesøgte. Vi havde jo besøg fra Irland af Stella O'Malley, som er executive director for Genspect, som er en førende organisation i kampen for en fornuft i hele tilgangen til alt det her, at forstandsbørnekundskiftet, at sikre kvinderettighed osv.
Og det var rigtig, rigtig spændende. Hun kvitterede med en invitation til deres årskonference i Lissabon, hvor jeg så var nødt til at holde en tale, og det vil jeg også fortælle lidt om senere. Vi havde også besøg af direktøren for DBU, Erik Brygger Rasmussen, som var inviteret til en debat med mig og med Anne-Sophie Allup fra Berlingske.
Hun er debatredaktør der, eller kronikredaktør. Jeg kan faktisk ikke lige huske, hvilken titel hun har. Hun havde skrevet om det her, fordi hun er fodboldmor og havde fået en henvendelse fra DBU, som opfordrede til en snak med sit drengebarn om, hvilket køn han følte sig som osv.
Og den var faldet hende for bryst, og hun undrede sig i hvert fald rigtig meget over den. Så det var en interessant debat, og Erik Brygger Rasmussen, som jeg også har haft ret lange samtaler med efterfølgende, er jo, som I ved, har låst fast af sin bestyrelse på, at det her er noget, de vil gå videre med. Og her om 10 dage, den 11.
januar, så skal deres årlige konference tage stillingen til, om de vil gøre det her eller ej. Og der er nogle af regionerne, som har sagt, at de vil, og der er vist også nogle af dem, der er uafklaret, men som vi har forstået det, så er det det her årsmøde eller årskonference, delegerermøde eller hvad det er, de kalder det, som bliver afgørende for, om der skal være drenge i pigefodbold og mænd i kvindefodbold. Vores holdning er, som I nok ved, at det skal der under ingen omstændigheder.
Og vores holdning til det er sådan set borget af flere ting. Det er ikke kun et spørgsmål, som DPO meget gerne vil gøre det til, om hvorvidt man praktisk kan organisere det. Det er sikkert, at man kan finde en eller anden smart måde at gøre det på.
Men faktum er, at der vil være mænd, som identificeres som kvinder, med alt, hvad der dertil hører af fysionomi og vedhæng og alt muligt andet på kvindehold. Vores indtryk er, at de kvinder, der spiller fodbold, spiller kvindefodbold, fordi de gerne vil spille fodbold med andre kvinder, og det giver god mening, at man ligesom er på par i forhold til fysionomi og hurtighed på banen og hvad der nu ellers kan være af ting i spil. Den ene ting er det, og også, at de kan have deres omklædningsfaciliteter for sig selv, uden at skulle gå i en eller anden bekymring for, om der kommer en biologisk mand ind på de ene mærker.
Det synes jeg vil være nogle rimelige overvejelser og krav at have til bredt af fodbold. DPU har da også sagt, at de ikke ønsker at gøre det her i elitefodbolden, fordi det er unfair. Det kan vi godt være enige i, at det er, men det er sgu da også unfair i bredtefodbolden, hvor børn netop skal lære om fairness.
Hvordan i hele verden kan det være, at det med fairness først bliver vigtigt lige så snart, at det bliver fodbold på eliteplan, er en af de vigtigste funktioner for bredtefodbolden, og for bredte sport i det hele taget, at børn lærer om fairness. At børn bliver fortrolige med en sport på de præmisser, som er rimelige. Den anden ting, som er urimeligt i det, det er jo, at hele den her tænkning omkring, at vi kan have mænd i kvindesport og drenge i pigesport, er jo en ideologisk funderet tænkning.
Og det kan ikke være rigtigt, at piger, der har lyst til at spille fodbold, er nødt til for at kunne spille fodbold i en fodboldklub, som er tilvælt DBU, er nødt til at acceptere den her ideologi, eller at deres forældre, som har en pige, der gerne vil spille fodbold og spiller fodbold, er tvunget til at acceptere den her ideologi. Det er sådan på det overordnede plan. Det kan godt være, at der aldrig nogensinde kommer en dreng, der identificeres som pige i den her forældres klub, som deres datter spiller i. Men som udgangspunkt kræver DBU jo de facto, at de accepterer hele den tænkning.
Og det, synes vi, er fuldstændig urimeligt. Og det har vi jo sagt til DBU, og det kommer vi også til at skrive til dem igen heroppe til deres landsmøde den 11. Vi havde andre meget interessante debatter, og du er velkommen til at gå ind på den YouTube-kanal, der hedder Frihedens Station.
Fordi der ligger de inde, og der kan I se dem. Vi har også vores egen YouTube-kanal, hvor jeg også, som I tager ind her, har lavet en playlist til bare vores debatter, og hvis jeg ikke har gjort det, så gør jeg det. Og den hedder Dansk Regnbueråd.
Og jeg tror, der er to. Der er en gammel en, og så er der en gældende en. Men det bliver ret tydeligt for jer, hvilken af dem det er.
Så den er I velkommen til at abonnere på. Jeg nævnte Genspect, som er den her meget, meget seriøse og vidt forgrenede internationale organisation, som er blevet grundlagt af Stella O'Malley, som var vores gæst på folkemødet til en debat. Og i dag er antitesen til det, der hedder WPATH, World Associations for Professionals for Transgender Health.
Og her sætter jeg professionals og health i kæmpestore situationstegn. Fordi det er den her split-and-gale organisation, som også blev afsløret her sidste år, de såkaldte WPATH files. Det kan I læse mere om inde på hjemmesiden.
Hvor hele det fuldstændig forkvaklet grundlag bag den her behandling til børn og unge bliver tilrettelagt. Og som Sundhedsstyrelsen og Rigshospitalet, i hvert fald op til nu, har parler med, at de fulgte deres såkaldte standards of care. Og her, igen, ordet care sætter jeg i absolut anførselstegn.
Så WPATH og GenSpec er hinandens absolute modsætning. Og det er derfor, at GenSpec altid sørger for at lægge deres årskonference på samme tidspunkt, som WPATH har deres årskonference overhovedet i den samme by. Og i år var det så Lissabon.
Tidligere har det været Aspen, tror jeg, eller Denver. Det har været i USA, men i år var det så i Europa. Og det var en meget overvældende oplevelse at være med til.
Nogle af jer har måske set det indlæg, jeg holdt dernede, som jeg dedikerer til forældrene. Og det var egentlig ikke noget, jeg havde planlagt at gøre, men en af de ting, der virkelig slog mig, da jeg var dernede, og som jeg blev meget berørt af, det var, hvor mange forældre, der var. Og det var jo helt almindelige mennesker.
Rigtig mange møder, som havde rejst fra Australien og alle mulige andre steder fra, fordi at de står midt i den her problematik. At de har mistet deres børn til trans-ideologien, fordi deres børn er begået selvmord. Efterfølgende på grund af fejlbehandlingen, eller fordi, at børnene ikke taler med dem længere, fordi de er i kulten, osv.
Og det berørte mig virkelig meget, og på en eller anden måde, så synes jeg, jeg kunne altid se det på dem. De ligner soldater, der har været i krig. De står stadigvæk op, men man kan se sorgen over det, de har mistet, og man kan se viljestyrken.
Man kan se, hvor dedikeret de var i kampen for at så få som muligt i fremtiden skal udsættes for det her. Og det er jo håb, de selvfølgelig har om, at de vil kunne få deres børn tilbage. Og det er klart, at har du mistet dit barn, har de bare begået selvmord, så er den kamp over.
Men så er der en anden kamp, og det er så den, de kæmper i. Jeg var meget berørt over det. Så det blev dem, som jeg dedikerede den til. Jeg kunne ikke helt holde den kørende.
Jeg blev lidt følelsesmæssigt påvirket af det. Det gjorde jeg. Men det var en fantastisk oplevelse, og alle var der.
Det er bare at gå ind og se på programmet over, hvem der talte dernede, og det var et fantastisk fornemt selskab for Dansk Regnbueråd at havne i. Det er vi selv sagt enormt taknemmelige for. Og enormt taknemmelige for det netværk, vi jo automatik bare lige dumpede ned i, og alle de forbindelser, vi har fået, osv. Så en stor, stor oplevelse, og brænder absolut med, at vi skal deltage som almindelige delegerede næste år på Jens Bæk's kommende konference, hvor det så måtte blive henne i verden.
Det er jo faktisk som sagt WPATH, der afgør det, fordi Jens Bæk ligger så det samme sted og på det samme tidspunkt. Meget af alt det her, som vi arbejder med, er jo enormt politisk bredet, fordi det er enten at vedtage at gøre de her ting, give børn kunskift, eller vælge ikke at stoppe det, er politiske beslutninger. Og det har jo været enormt frustrerende, at politikerne ligesom har vasket hænder og sagt, jamen nu, det må være Sundhedsstyrelsen, og nu kommer den nye behandlingsvejledning.
Og vil de så tage stilling til det, eller går de tilbage til at gøre det, som Sundhedsministeren har gjort hele tiden, og har bare sagt, at jeg stoler på Sundhedsstyrelsen, så det er det, vi gør. Det skal blive interessant at se. Vores indtryk er, at højrefløjen i Folketinget på ingen måde har tænkt sig at lade den slippe igennem, uden at der bliver politisk debat omkring den.
Men præcis hvordan, og hvad der kommer til at ske, det ved vi ikke. I Dansk Regnbueråd er vi jo ofte under beskyldning for at være frygtelig blå, at være en højreorienteret organisation osv., og det er åbenbart noget, man automatisk bliver, hvis man har kritiske øjne på hele den her ideologi. Og det må vi jo bare sige, at det har vi jo.
Men det betyder ikke, at vi alle i bestyrelsen, alle syv, er højreorienterede. Jeg er, som nogen af jer ved, socialdemokrat. Jeg ligger absolut på den højre lænende side af socialdemokratiet, ligesom Frederik Vade og Kårt Dyb Vade, og på mange måder også statsministeren, som jeg også på mange måder er folkejoenig med en hel masse ting.
Men det, der jeg ligger, så har vi to kvinder, som tidligere har stemt enhedslisten, og har stemt enhedslisten hele deres liv, mere eller mindre. Og det kan de ikke mere. Og jeg tror ikke, at jeg foråder nogens privatliv ved at sige, at det, de begge to siger, er sådan set, at de siger, ja, jeg har jo stemt enhedslisten hele mit liv, men jeg er jo kvinde, før jeg er enhedslister.
Og en af de ting, som har gjort Hanne, vores kasserer, og vores nætsformand Elisabeth politisk hjemløse, jamen det er jo, at enhedslisten ikke er i stand til at sige, hvad en kvinde er, og ikke respekterer kvindekøn og kvinders rettigheder, men har gået all in på hele trans-ideologien. Og så har vi nogle folk på den anden side også, som stemmer på forskellige partier til højre. Så der er en ret god balance i bestyrelsen.
Men der er jo ingen tvivl om, at vi er i opposition til regeringen og til Venstrefløjen, fordi det er dem, som ønsker at fortsætte alt det her. Og en af de ting, vi jo gik ud med i forbindelse med Pride'en, det var et krav om at få LGBT+ Danmark hældt af finansloven. De skal ikke være der, fordi de forbryder sig imod den samfundskontrakt, de har indgået.
Og det har vi jo talt om tydeligere. Det er, at i deres eget udredningstilbud til børn, et tilbud, de ønsker at udvide ganske betragteligt ved at udbrede det til hele landet via deres børne- og ungenetværk Aura, i vis regi ligger noget, der hedder transitprogrammet, som er det her psykoterapeutiske, meget mystiske og ubeskrivende tilbud til børn fra 15 år og unge op til 25 år. Hvor de kan blive udredet.
Ofte vil det være de børn, som ikke har fået nej til at få medicinsk og kirurgisk kunstskifte på seksologisk klinik og center for kønsidentitet, som så kommer der. Og der hvor de absolut bryder samfundskontrakten i vores øjne, det er jo, at de så igennem længere tid har haft det samarbejde med en klinik i Singapore, som mod betaling udreder børnene og kan udskrive medicamenter til dem, stophormoner, krydshormoner, som de så kan købe afhentigt på apoteker i Danmark og tage derhjemme uden lægeopsyn. Altså så man direkte underløber sundhedsstyrelsen.
Og det virker helt ufatteligt underligt, at det bare får lov til at ske, til betrækning at sundhedsstyrelsen er noget, vi alle sammen betaler til, og at LGBT+ Danmark ulykkeligvis også er det. Vi er begge to på finansloven, så vi arbejder aktivt på at få dem, de funded. Nu har vi fået en ny ligestillingsminister, som er væsentlig mere woke end Marie Bjerre, som ligesom nåede til en eller anden form for erkendelse af, hvad det her var for noget at se fra.
Og kort efter var hun så ikke ligestillingsminister mere. Det er min partifælle Magnus Heunicke nu, og han er desværre... Ja, det er sgu svært at finde ud af, hvad der er på spil med ham. Om han bare vil være Mr. Pop, eller om han er blevet hjernevasket af hele woke crowden, LGBT+ Danmark, som jo har 24 års værk ansat til ikke at lave andet, end at komme ind i hovederne på landspolitikere, kommunalpolitikere, børn, unge, forældre og skoler osv.
24 års værk. Og det må siges at være lykkes rigtig, rigtig godt. Så vi må se, hvad der kommer til at ske politisk her i det kommende år.
Vi kommer ikke til at sidde med hænderne i skød, det kan jeg godt fortælle, og vi har rettet henvendelse, som I nok også har set på vores medier, til sundhedsministeren, undervisningsministeren, ligestillingsministeren og de der tilhørende udvalg omkring den her nye behandlingsvejledning. Og der er andre initiativer i gang derudover også. LGBT+ Danmark er jo ikke den eneste organisation, som har adgang til børnene i folkeskolen og på gymnasierne.
Det har sexet samfund også, og de kører enormt meget i tanddelen med deres fælles ideologiske syn på køn og seksualitet osv. Vores holdning er, at ingen af de to organisationer har noget som helst at gøre på gulvet i folkeskolen plunket ned med noget tørftigt uddannet ung-til-yngre-undervisere, som bliver placeret foran børn, de overhovedet ikke kender, med henblik på at tale om cirka det mest sårbare, du kan tale med et barn om. Der skal ske noget andet, og det arbejder vi faktisk også på at finde et alternativ til.
Det tror jeg faktisk, vi har fundet, og nu må vi lige se. Jeg vil ikke sige for meget om det, fordi det er i princippet ikke noget Dansk Regnbueråd-projekt, men det er absolut noget, som ligger rigtig tæt op af vores tanker om, hvordan man bedst møder skolebørn af den lidt større slags, altså udskolingsbørn, i forhold til den her problematik. En del af det handler jo om at finde ud af, hvad deres behov egentlig er.
Fordi det her er jo sådan, at LGBT+ Danmark og Styrelsen for Kvalitet i Undervisningen, STUG og Seks & Samfund, gik sammen for et godt stykke tid siden og lavede en undersøgelse, som de fik VIVE, Statens Forskningsinstitut, til at lave. Den undersøgelse var jeg, som daværende næstformand i Dansk Regnbueråd, og skolelærer, inviterede med til at få en orientering om og give noget input til. Og et af de ting, jeg sagde på det møde, STUK det var, om der var nogen, der havde tænkt på i undersøgelsens at, spørge børnene om hvordan de egentlig har det med at være nedsinket i hele den her problematik hele tiden, eller kønsideologiske opfattelser, hele det kompleks af ord og opfattelser osv.
Og de to forskere fra VIVE, som forstod undersøgelsen, så helt himmelfaldende ud, og det var helt tydeligt, at de havde aldrig nogensinde forestillet sig, at man kunne spørge børnene om, hvordan de egentlig grundlæggende havde det med hele diskursen omkring de multiple køn og den, som jeg sagde på mødet, fuldstændig groteske overfokus, der er på de her ting. Så lød der gisp, forarvede gisp hele vejen rundt om bordet, og der sad en mand fra de kristne friskoler og grinede i skægget. En fin fyr, som jeg også fik en snak med bagefter.
Men alle de woke-gemsyrede institutioner krammede perlekæder og var frygtelig forarvede over, at jeg kunne sige, at der var en grotesk overfokus på alt det her. Men det mener jeg og vi jo, at der er, og at det faktisk er nedskæbende af mistrivselen hos børnene, at de ikke bliver mødt i forhold til det, der er deres reelle behov, men bliver oversatureret med ideologernes behov. Og løsningen er altid, når der konstateres mistrivsel på det her område, hvordan den så inde defineres, at så skal de simpelthen bare have mere information om det.
Og lo and behold, som de siger på engelsk, da resultatet kom ud hjemme, så viste det sig også, at undersøgelsen var lavet på de 15-25 årige 20% af årgangen. 15-25 årige havde fået en invitation i deres e-books om at deltage i den her undersøgelse. Og hvor mange der så gjorde det, det ved jeg faktisk ikke.
Men resultaterne og spørgsmålene har vi heller ikke helt kunne få at se, og det er jo også i sig selv lidt en mystisk ting. Hvorfor kan vi ikke det? Men Vive mente, at hun kunne konstatere ud fra undersøgelsen, at der var en generelt stor mistrivsel blandt LGBT-unge fra 15-25 år. Det kan man jo så mene om, hvad man vil, og vi er også gået i rette med den undersøgelse.
Men det vi særligt går i rette med, det er, at man nu simpelthen har forsøgt at lade den undersøgelse, som altså er mellem de 15-25 årige, blive brugt som en indikator for, hvordan trivselen blandt de 6-15 årige er i folkeskolen. Og det er jo svært at forstå, hvordan en undersøgelse, der ikke er lavet på de børn, kan blive brugt til at sige noget om, hvordan de børn i folkeskolen så skal tilgås og hjælpes. Fordi undersøgelsen siger ikke en skid om det.
Og det er en af de ting, vi går hårdt i rette med, fordi jeg kunne jo konstatere, at dagen efter, at den her undersøgelse bliver offentliggjort, så ligger der en stor fed pakke ude på min skole, fra 6. samfund, LGBT+ Danmark osv., med tilbud om, at alle lærerne kan komme på kursus og webinar, og nu skal de tage fat, fordi trivelsen er helt forfærdelig osv. Somer Somram skal bruges til at få mere adgang til de danske skolebørn. Ud fra den tilvænlige ideologiske tilgang om, at det er vigtigt at få fat i børnene, fordi hvis du får overbevist børnene og får dem med ind på den her tænkning, så har du også sikret næste generations opfattelse af køn og seksualitet osv.
Og det er bl.a. derfor, at vi siger, at de agerer ikke redeligt og som man bør, når man tilgår børn, som er enormt formbare og er enormt tillidsfulde i forhold til, hvad voksen siger til dem, men samtidig er enormt sårbare overfor enhver form for påduttet forvirring omkring noget så grundlæggende i deres selvopfattelse som deres køn. Så det er farlige ting, de er inde og pille ved, og det skal de simpelthen ikke have lov til. Vi kan ikke regne med dem mere.
Ingen af de organisationer er det, de var engang. Og det er bl.a. det, vores politiske arbejde handler om, at få fortalt de ansvarlige parlamentarikere og kommunalpolitikere osv. om.
Og det arbejde kommer vi til at gå meget hårdt ind i, i det år, der lige er begyndt. Problemet med sex og samfund og El Capitulus Danmark er sådan set også i forhold til folkeskolen, at professionshøjskolerne er blevet inficeret af alt det her. Og det betyder altså, at der kommer nogle lærere ud, som både generationelt er rundet af hele den her tænkning, men også rent fagligt bliver bekræftet i, at det forholder sig sådan, fordi at de organisationer, som underviser eleverne, i hvert fald en del af tiden på professionshøjskolerne, altså læreruddannelserne, pædagoguddannelserne osv., er folk fra de organisationer, som jeg lige har nævnt.
Og det er også enkelte aktører, som Mia Skadegård og Anette Hildebrandt osv., som har skrevet kunstideologiske, helt hængsende woke bøger, som ligesom bliver brugt som det materiale, som man underviser efter på professionshøjskolerne. Og det er også en ting, vi arbejder med at få øget opmærksomhed på. Den nye behandlingsvejledning vil jeg lige vende tilbage til kort.
Dansk Regnbueråd er høringspart på det, og det betyder, at vi er en af de organisationer, som officielt kommer til at give et svar på, hvad vi mener om behandlingen. Og det bliver et meget grundigt svar, som I allerede har kunne få en anelse om ved at gå ind og læse på vores sociale medier. Og vores udgangspunkt er i høj grad, at vi går ind og sammenligner med den britiske Cass-rapport, som er opkaldt efter lederen af arbejdsgruppen, børnlæge, dr. Dame Hillary Cass, og har taget fire år at lave.
Det er det grundigste studie, der er lavet på området overhovedet, men det bliver ikke nævnt en eneste gang i Sundhedsstyrelsens nye vejledning. Og det tænker jeg, at der er nogle politikere, der vil stille spørgsmål om i Folketinget. Og vi kommer også til at stille spørgsmål om, hvordan det kan være, at man ikke har det.
Fordi Cass-rapporten jo på alle parametre advarer imod at fortsætte den her behandlingsform. Og behandling kan man nærmest ikke engang rigtig kalde det. Det er en intervention.
Vi er i DRR også ved at ændre sprog omkring det, kan jeg jo også lige sige. I Dansk Regnbueråd vil vi ikke referere til det som kønsskiftebehandling, men vi vil referere til det som kropsmodificerende behandling. Fordi ved at kalde det kønsskifte, så validerer man hele tænkningen om, at man kan skifte køn, hvad man ikke kan.
Og de foranstaltninger, der bliver truffet omkring alt det her, er jo at kosmetisk karakter, det er noget medicin og siden noget kirurgi, som bliver givet og lavet med henblik på, at patienten bedre kan illudere, lade som om de er det modsatte køn. Eller være ingenting, hvis du er non-binær og benytter dig af hele den der smørrebrødsseddel af ting, du kan få fjernet og beholde osv. Så et behandlingstilbud kan det på ingen måde siges at have været.
Den arbejdsgruppe, der har lavet det her, som Dansk Regnbueråd jo adskillige gange har forsøgt at komme med i, har haft fem mennesker fra LGBT+ Danmark og Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn. Ingen transbehandlingskritisk organisation har været repræsenteret i den. Og den arbejdsgruppe kan ikke siges at have været andre steder end oppe i eget rektum, for nu at sige det lidt grimt. Men der har ikke været kigget mod nogen af de andre lande, som har ageret betragteligt anderledes i forhold til det her. Og som laver hårde opbremsninger og ruller det tilbage.
Og jeg ved også, at den nye administration i USA har bebudet, at i det præsidentielle dekret, der vil blive underskrevet på den første dag af præsident Trumps nye præsidentperiode, vil der også indeholde en vej til erstatning for de mange fejlbehandlede osv. Så der kommer til at ske en hel masse ting, også på området med mænd i kvindesport, som også vil blive distancet øjeblikkeligt i USA og også bliver det andre steder. Så der er ingen tvivl om, at alt det her er på tilbagetog.
Men vi har også nødt til at maintaine en vis form for besindighed, fordi problemet er, at vi i Europa og Danmark typisk er halvdagen 3-4 år bagefter. Og det er muligt, at vi skal igennem en helvedesrunde mere, før der er et politisk flertal for at gøre noget virkelig radikalt ved de her problematikker. Mit egen fornemmelse, og det er bare en fornemmelse, er, at der godt kunne blive valgt til foråret.
Hvis der skal komme en anden regering til, og det er jo en underlig ting at sidde og håbe på, men jeg har det lidt ligesom damerne i vores bestyrelse, som har stemt enhedslisten, at jeg er et ansvarligt menneske og homoseksuel med agt på driften af sagen. Og derudover er jeg lærer med ansvaret for en masse børn hver eneste dag, før jeg er socialdemokrat. Og hvis mit parti ikke kan bringes derhen, hvor de kan tage de rigtige beslutninger, så vil jeg blive ved med at være socialdemokrat, fordi jeg mener, at det er en vigtig ting, at der er et stort midterparti, som en stor del af befolkningen bakker op om, og så må jeg arbejde hardcore om, hvad jeg gør på at flytte partiet internt.
Men derfor vil jeg stadig håbe på, at der kom et andet beslutningsgrundlag, eller en anden konstellation af partier i Folketinget, som ville være interesseret i at stoppe det her. Og det ville jo altså sige Hr. Fløjs partier.
Det skal de så lige flytte ti mandater for at kunne komme og få magten, og det er ikke sindssygt. Med mindre, at de forstår, at hele den her agenda faktisk er noget, der når man går ud og fortæller vælgerne om, hvor sindssygt det er, får vælgerne til at spære øjnene op. Hvordan ved jeg det? Jamen, at det er sådan set bare at kigge på, hvad der skete i USA i samtlige svingstater, og samtlige tilbagemeldinger for vælgerne om, hvor meget det her rent faktisk betyder.
Og fra den 20. januar, så vil der i USA være en daglig opvisning i anti-woke-kamp på et absolut højt og effektivt niveau, som ikke kan undgås at blive bemærket her i Danmark, både af politikerne, men også af befolkningen. Så vi må se, hvad der sker.
Men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at motivere politikerne i Folketinget nu til, når den her behandlingsforledning, der er så slem, som den er, er kommet på gaden, til at forstå, at det må være ikke en administrativ beslutning, der skal tages i Sundhedsstyrelsen, men omsidig at være en politisk beslutning, som tages af partierne i Folketinget. Kommunerne er også et kæmpe issue, som vi har lidt været inde på i forhold til, at LGBT+ Danmark jo arbejder hardcore på at komme ind i en masse nye byer. De er ude med deres overnetværk i nye byer og har fået midler til at etablere sig i flere.
Så en del af vores arbejde kommer bestemt også til at gå med at tage fat i borgmester- og kommunalbestyrelser i landets 98 kommuner og mane til både besindelighed og til ret tid i omhu, før at de signer årene på LGBT+ Danmarks overnetværk og transitprogram osv. Transitprogrammet kører i to byer allerede, i København og på Frederiksberg, og er en katastrofe, at det ikke får lov til at foregå under de forhold, som jeg har skitteret tidligere. Altså det her med, at man også har haft et samarbejde med en klinik i Singapore, hvor børnene kan forkøbe kønsskiftet ved egen betaling.
Der er også kommunalvalg til november, og en af de ting, som vi vil opfordre jer til, det er selv at tage fat i jeres kommunalpolitikere omkring det her, og lad dem vide, at det er vigtigt for jer, at få oplysninger om, hvordan seksualundervisning osv. foregår i folkeskolerne på sådan et overordnet plan, hver kommunes holdning til, hvilke organisationer, der skal have adkomst til børnene. Men sandeligt også i forhold til, hvordan de stiller sig i forhold til Foreningen til Støtte for Transkønnet Børns Brosyre, som de har fået 1,2 mio.
kroner af Sundhedsstyrelsen til at lave for nogle år siden. Og som er det materiale, der simpelthen bare er. Der er kun det, hvis den problematik lige pludselig dukker op i en børnehave, eller på en skole, eller i en familie.
Så det bør man bestemt spørge de relevante afdelinger i kommunen om, og tage fat i sine kommunalpolitikere, og stille dem spørgsmål omkring det her, og sige, at det er enmagt påliggende. At finde ud af, hvordan det forholder sig, og at advare imod, at et samarbejde med LGBT+ Danmark bliver etableret i kommunen. Og hvis der allerede er, og det er tilfældet inde i byer, et samarbejde, så kan man jo udbede sig oplysninger om, præcis hvad det er, der foregår der, og hvordan det samarbejde tænkes udviklet.
Og man kan forvente, at transitprogrammet bliver en del af de der ungdomsaurahuse. Det er typisk en eller anden villa, det foregår i, eller en lejlighed, som kommunen ejer, eller sådan nogle ting. Så det er typisk den måde, det er lavet på.
Så hvis der er et folketingsvalg, så giver det sig selv, at så må man jo som borger kigge på og sige, hvor bliver jeg egentlig repræsenteret bedst henne. Og hvis det, det handler om, det er, at man siger, at man vil gerne have hævet mit parti ud af det her woke helvede, så er det muligt, at man skal stemme på nogen andre, end man har gjort før. Og når partiet så en gang bliver fornuftigt igen, så kan man jo vende tilbage igen.
Men hvis man føler, at det er vigtigt at sende et signal, fordi det her betyder så meget for en, så er det jo en ting, man må overveje og sige, så må jeg holde mig for næsen og stemme på et parti, jeg normalt ikke ville stemme på, men det betyder så meget for mig det her, at vi bliver nødt til at gøre et eller andet, jeg bliver nødt til at sende et signal til mit parti og forhåbentlig skabe et parlamentarisk flertal, som vil agere på en fornuftig, ordentlig, hensigtsmæssig måde for mig som forældre, for mig som kvinde, for mig som homoseksuel, eller hvad det nu er, men der er på spil for én og bare mig som den helt almindelige menneske, som kan tænke selv og tænke fornuftigt. Så det vil vi gerne sende jer ind i det nye år med, fordi er der noget politikere befrygter, så er det vælgerne. Det er det, og sådan skal det være.
Men den eneste måde, at den frygt kan blive vækket i dem, det er, hvis vælgerne jo henvender sig og henvender sig massivt omkring problematikker som de her. Jeg vil jo også nævne Pridens nedsmeltning, som jo er en del af hele det her intersektionelle kompleks, som folk ikke helt måske har forstået endnu, at antisemitisme og jødhed hænger sammen med børnekønsskiftet, men det holdt jeg en tale om som privatperson, som Dansk Regnbueråd, og den kan man også gå ind og lytte på min sub-stack, der hedder Gay Dissent, hvis man har lyst til det. Vi er jo med på, at hele konflikten i Mellemøsten er der enormt delte holdninger omkring, men det er i hvert fald helt sikkert, at Priden skyder sig selv gevaldigt i begge fødder ved at gå ind og afkræve sine sponsorer, at de tog stilling i den her meget uhyggelige krig, som foregår dernede.
Og det er jo også helt tydeligt, at Priden på ingen måde repræsenterer LGBT-sagen længere. Den er blevet overtaget af den her intersektionelle ideologi, hvor man laver de her såkaldte magt- og privilegianalyser, og det hele er enorm nedbrydning og enorm kritik. Det synes jeg bare er at gå ind og citere nærmest bare fra deres hjemmeside, så det er bare at gå ind og tjekke det ud, hvis man gerne vil vide, hvad de står for, og LGBT+ Danmark står for det samme.
Det er den samme ideologi, som de bekender sig til. Det er noget rigtig skidt, og det skal stoppe. Og det er det, vi arbejder på hver eneste dag i Dansk Regnbueråd.
Så tusind tak for jeres fortsatte støtte til det. Jeg vil gerne sige en særlig tak til vores lægefaglige rådgiver, dr. Lasse Sørensen, som er speciallæge i børne- og ungepsykiatri, og leder et døgnafsnit her på et hospital her i København.
Lasses input har igennem de sidste par år sikret, at der også er en medicinsfaglig rygrad i det, vi siger, mener, gør og udtrykker os med. Og det er han sådan set den eneste, der rigtig har turet. Vi håber, flere kommer på banen, som har en faglighed at kunne lægge bag opgøret med den her ideologi, som har sneget sig ind i sundhedsvæsenet.
Så stor tak til Lasse. Vi er meget glade for samarbejdet. Også en stor tak til Lotte Ingerslev fra Transkøn.dk, som kæmper en daglig kamp imod vanviddet og har gjort det længe, og som næste år skal i retten for at have fejlkøndet en transperson, der hedder Nadia Jacobsen.
Det er en sag, der meget vel kan ende i Højesteret afhængig af, hvordan den tabende part i den her civilretssag vælger at agere. Og det vil så blive en ytringsfrihedssag, altså den der hedder §266b, som skal stå sin prøve. Hvor langt vil retten gå i forhold til at straffe folk, som ikke tiltaler andre med de pronominer, som de ønsker.
Også en stor tak til Dorte Toft, journalist, som har været i det her game i lang tid, også længe før, at vi kom ind i det. Vi er glade for samarbejdet og påskynder dit engagement rigtig meget. Så tak til dem og en stor tak til resten af bestyrelsen for deres støtte til mig og utrætlige arbejde og altid positive holdninger og nogle fantastisk hyggelige og sjove timer sammen.
Og må der blive meget mere af det i 2025. Hvis du allerede er medlem, så tusind tak for dit medlemskab og din støtte til os. Hvis du ikke er og gerne vil hjælpe vores arbejde, så har du mulighed for at købe medlemskab eller donere til os inde på vores hjemmeside www.danskregnbueraad.dk. Det var det.
46 minutter - 47 minutter næsten - snak fra mig. Men der er godt nok også skete rigtig, rigtig meget i det her år. Og jeg har en fornemmelse af, at det år, der kommer på alle mulige leder og kanter, vil have rigtig meget fart på.
Så spænd den regnbuefarvede sikkerhedssele, pas på dig selv. Tak for din støtte, tak for din omsorg, tak fordi du gider at involvere dig i det her fuldstændig etisk grundlæggende for den måde, vi driver Danmark på og ser på børn, kvinder og fornuft og biologi på. Det betyder alverden, at du er i kampen sammen med os, at du bliver der.
Og vi ser frem til at kæmpe videre sammen med dig og alle de andre i 2025. Rigtig godt nyt år.
