DRAG QUEEN STORY HOUR:

Den virkelige historie bag fænomenet

__________________________________________________________________________________________________

af Christopher Rufo

Oprindeligt udgivet i City Journal, 2022

______________________________________________________________________________

Hvad er Drag Queen Story Hour?

Drag Queen Story Hour – hvor kunstnere i drag læser bøger for børn på biblioteker, skoler og boghandlere – er blevet en del af den kulturelle kampplads. Højrefløjen har fordømt disse shows som seksuelle overgreb mod børn, mens venstrefløjen har forsvaret dem som et udtryk for LGBTQ-pride. Den intellektuelle debat er endda væltet ud i konflikter i den virkelige verden: Højreorienterede militante med tilknytning til Proud Boys og Three Percenters har arrangeret protester mod drag-arrangementer for børn, mens deres kolleger i den venstreorienterede Antifa-bevægelse har reageret med tilbud om at agere beskyttelsesstyrke for drag-queens.

Familier med børn bliver fanget i midten. Drag Queen Story Hour præsenterer sig selv som en familievenlig begivenhed med sigte på at fremme læsning, tolerance og inklusion. "I rum som dette," står der på organisationens hjemmeside, "er børn i stand til at se mennesker, der trodser stive kønsbegrænsninger og forestiller sig en verden, hvor alle kan være deres autentiske jeg." Men mange forældre, selvom de tøver med at sige det offentligt, har en instinktiv mistillid til voksne mænd i kvindetøj, der danser og udforsker seksuelle temaer med deres børn.

Disse bekymringer er berettigede. Men for at skabe en effektiv opposition skal man først forstå den seksuelle politik bag glimmer, pailletter og høje hæle. Dette kræver et praktisk kendskab til en omfattende historie, fra oprindelsen af den første "dronning af drag" i slutningen af det nittende århundrede til udviklingen af akademisk queerteori, som udgør det intellektuelle grundlag for den moderne drag-for-børn-bevægelse.

En drag-queen kan fremstå som en komisk figur, men han rummer et aldeles seriøst budskab: Dekonstruktionen af køn, genopbygningen af børns seksualitet og undergravningen af middelklassens familieliv. Ideologien, der driver denne bevægelse, var født i San Franciscos sexmiljø og bliver nu udbredt, med officiel statsstøtte, i en række offentlige biblioteker og skoler i hele USA. Ved at afdække grundlaget for denne ideologi og gennemtrevle dens aktivistiske litteratur, kan forældre og borgere omsider forstå den nye seksualpolitik - og formulere en strategi for at modstå den.

Queer-teori, børn, køn & sexualitet

Lad os starte med såkaldt queer teori, den akademiske disciplin født i 1984 med udgivelsen af Gayle S. Rubins essay “Thinking Sex: Notes for a Radical Theory of the Politics of Sexuality." Fra slutningen af 1970'erne havde Rubin, en lesbisk forfatter og aktivist, fordybet sig i subkulturer som læder, bondage, orgier, fisting og sadomasochisme i San Francisco og vandret gennem et løst sammenhægende netværk af BDSM (bondage, domination, sadomasochisme)-klubber, litteraturklubber og New Age spiritistiske forsamlinger. I "Thinking Sex" søgte Rubin at forene sine oplevelser i den seksuelle underverden med de bredere kræfter i det amerikanske samfund. Ud fra den franske teoretiker Michel Foucaults arbejde søgte Rubin at blotlægge den magtdynamik, der formede og fortrængte den menneskelige seksuelle oplevelse.

"Moderne vestlige samfund vurderer seksuelle handlinger i henhold til et hierarkisk system af seksuel værdi," skrev Rubin. "Ægteskabelige, reproduktive heteroseksuelle er øverst i den erotiske pyramide. Lige under findes ugifte, monogame, heteroseksuelle i par, efterfulgt af de fleste andre heteroseksuelle. Stabile, langvarige lesbiske og homoseksuelle mandlige par ligger på grænsen til respektabilitet, men ‘bar-lebber’ og promiskuøse homoseksuelle mænd svæver lige over grupperne i bunden af pyramiden. De mest foragtede seksuelle kaster omfatter i øjeblikket transseksuelle, transvestitter, fetichister, sadomasochister, sexarbejdere såsom prostituerede og pornomodeller, og de ringeste af alle, dem, hvis erotiske lyster overskrider generationsgrænser."

Rubins projekt – og i forlængelse heraf queerteoriens projekt – var at udspørge, dekonstruere og undergrave dette seksuelle hierarki og indlede en verden uden grænser, meget som den, hun havde oplevet i San Francisco. Nøglemekanismen til at opnå denne ændring var tesen om social konstruktion. “Den nye afhandling om seksuel adfærd har givet sex en historie og skabt et konstruktivistisk alternativ til synspunktet om, at sex er et naturligt og før-politisk fænomen, skrev Rubin. "Til grund for dette værk ligger en antagelse om, at seksualitet er konstitueret i samfundet og historien, ikke biologisk bestemt. Dette betyder ikke, at de biologiske kapaciteter ikke er forudsætninger for menneskelig seksualitet. Det betyder, at menneskets seksualitet ikke er forståelig rent biologisk." Med andre ord, traditionelle opfattelser af sex, at betragte det som en naturlig adfærd, der afspejler en uforanderlig orden, er ren mytologi, designet til at rationalisere og retfærdiggøre undertrykkelsessystemer. For Rubin og senere queerteoretikere var køn og kønsidentiteter uendeligt formbare. Der var intet permanent ved menneskelig seksualitet, som jo var "politisk." Gennem en revolution af værdier, mente de, kunne det seksuelle hierarki rives ned og genopbygges i deres billede.

Der var nogen grund til at tro, at Rubin kunne have ret. Den seksuelle revolution havde erobret territorium i to årtier: P-pillen, liberaliseringen af lovene omkring ægteskab og abort, feminismens intellektuelle bevægelser og den seksuelle frigørelse, den kultur, der var opstået omkring magasinet Playboy. I 1984, anerkendte Rubin, havde stabile homoseksuelle par opnået en vis grad af respekt i samfundet. Men Rubin, queerteoretikere og fetichisterne fra BDSM-subkulturen ville have mere. De mente, at de var på nippet til grundlæggende at transformere seksuelle normer. "Der [er] historiske perioder, hvor seksualitet er mere kontroversielt og mere åbenlyst politiseret," skrev Rubin. "I sådanne perioder bliver det erotiske livs domæne reelt genforhandlet." Og med enhver god forhandlers praksis fremlagde de deres teori om sagen og deres ultimative krav. Som Rubin forklarede: "En radikal sexteori skal identificere, beskrive, forklare og fordømme erotisk uretfærdighed og seksuel undertrykkelse. En sådan teori har brug for raffinerede konceptuelle værktøjer, som kan gribe emnet og holde det i fokus. Den skal skabe dybdegående beskrivelser af seksualitet, som den eksisterer i samfundet og historisk. Det kræver et overbevisende kritisk sprog, der kan formidle det barbariske ved seksuel forfølgelse.” Først når jorden er gødet og konventionerne er afmystificeret, kan de seksuelle revolutionære udføre arbejdet med at rehabilitere figurerne nederst i hierarkiet og fordømme erotisk uretfærdighed og seksuel undertrykkelse.

Den sexuelle revolution, Foucault & drengene

Hvor ender denne proces? Ved den logiske konklusion: Afskaffelse af restriktioner for adfærd i den nederste ende af det moralske spektrum - pædofili. Selvom hun bruger eufemismer som "boylovers" og "mænd, der elsker mindreårige unge", fremfører Rubin sin sag klart og eftertrykkeligt. I lange passager gennem "Thinking Sex" fordømmer Rubin frygten for seksuelt misbrug af børn som "erotisk hysteri", taler imod antibørnepornografilove og argumenterer for at legalisere og normalisere adfærden hos "dem, hvis erotik overskrider generationsgrænser." Disse mænd er ikke afvigere, men ofre, siger Rubin. "Ligesom kommunister og homoseksuelle i 1950'erne er boylovere så stigmatiserede, at det er svært at finde forsvarere for deres borgerlige frihedsrettigheder, endsige for deres erotiske orientering," forklarer hun. »Derfor er politiet frådende gået løs på dem. Lokalt politi, FBI og postvæsenet er gået sammen for at bygge et enormt apparat, hvis eneste formål er at udslette samfundet af mænd, der elsker mindreårige unge. Om tyve år eller deromkring, når noget af røgen er forsvundet, vil det være meget lettere at vise, at disse mænd har været ofre for en vild og ufortjent heksejagt.” Rubin skrev med glæde om de primitive jægersamlerstammer i New Guinea, hvor "drengekærlighed" blev praktiseret frit.

Sådanne positioner er næppe idiosynkratiske inden for disciplinen queerteori. Ideologiens faderfigur Foucault, som Rubin læner sig op ad i sin filosofiske forankring, var en notorisk sadomasochist, som engang sluttede sig til snesevis af andre fremtrædende intellektuelles underskriftsindsamling om at legalisere seksuelle forhold mellem voksne og børn i Frankrig. Ligesom Rubin var Foucault en del af undergrundssexmiljøet i de vestlige hovedstæder og svælgede i grænseoverskridende seksualitet. "Det kan være, at barnet med sin egen seksualitet kan have begæret den voksne, det kan endda have givet samtykke, han kan endda have taget de første skridt," forklarede Foucault engang en interviewer i forbindelse med spørgsmålet om sex mellem voksne og mindreårige. "Og at antage, at et barn er ude af stand til at forklare, hvad der skete, og er ude af stand til at give sit samtykke, er to overgreb, der er utålelige, ganske uacceptable."

Rubins amerikanske landsmænd fremsatte det samme argument endnu mere eksplicit. Mangeårig Rubin-samarbejdspartner Pat Califia, som senere skulle blive en transkønnet mand, hævdede at det amerikanske samfund havde forvandlet pædofile til "de nye kommunister, de nye niggere, de nye hekse." For Califia repræsenterede love om seksuel lavalder, religiøse seksuelle skikke og familier, der overvåger deres børns seksualitet, et massivt bolværk mod seksuel frihed. "Du kan ikke befri børn og unge uden at omstyrte hele hierarkiet af voksenmagt og tvang og udfordre hegemoniet af antiseksuelle fundamentalistiske religiøse værdier," klagede hun. Hele familien, loven, religionen, kulturen - var befordrende for undertrykkelsen, og det hele måtte væk.

Drag-kunsten fødes

Den anden forudsætning for at forstå Drag Queen Story Hour er at forstå den historiske udvikling af drag-kunstformen. Det begynder med en frigiven slave ved navn William Dorsey Swann, der klædte sig i kunstfærdige kvindekostumer i silke og satin, kaldte sig selv "Queen of Drag" og organiserede seksuelt betonede soiréer i sit hjem i Washington, DC. I løbet af sit liv blev Swann dømt for småtyveri - han havde stjålet bøger fra et bibliotek og spisestel fra en privat bolig - og blev derefter i 1896 anklaget for at "utugtig husførelse", en eufemisme for at drive et bordel, og blev idømt 300 dages fængsel. Fra et moderne seksualpolitisk synspunkt rummer historien alle elementerne i den perfekte venstreorienterede arketype: Swann var en mand, der befriede sig fra slaveri og derefter fra en undertrykkende seksuel kultur, på trods af undertrykkernes, puritanernes og politiets, bedste indsats.

Drag blev eksplicit politisk syv årtier senere, under Stonewall-optøjerne i 1969, hvor stamgæsterne på en homobar i New York City gjorde oprør mod politiet og startede en bølge af homoseksuel og lesbisk politisk aktivisme. Som forfatter Daniel Harris forklarede i det modkulturelle tidsskrift Salmagundi, så var traditionelle drag-optrædener fra William Dorsey Swann indtil midten af 1960'erne sanselige oplevelser, "et uskyldigt, camp fordriv", men med begyndelsen af den seksuelle revolution blev de former for modstand og revolution. "Efter 1960'erne," skrev Harris, "stramte ideologien sit greb om drag-æstetikken, da homoseksuelle mænd begyndte at bruge deres kostumer til at revurdere hele det normative begreb og dermed udføre en afgørende del af cross-dresserens dagsorden: Hævn." Drag-artister så i stigende grad deres kald som politisk og startede gadeorganisationer som Street Transvestite Action Revolutionaries for at slutte sig til den bølge af aktivisme, der voksede i deres lokalsamfund i New York, San Francisco og andre kulturelle knudepunkter.

Pludselig var drag ikke en privat forestilling, men en erklæring om offentligt oprør. Dronningerne begyndte at bruge kostume og præstationer til at håne mode, manerer og skikke i USA. Med tiden krævede behovet for at chokere kunstnerne til at rykke grænserne. "Mænd bærer nu seksualiserede kostumer i form af balkjoler med protesebryster syet på ydersiden af kjolerne, sorte natkjoler med gigantiske strap-on dildoer og gennemsigtige vinyl-miniskirts, der afslører blondetrusser med strategiske rifter og afslørende pletter, der tyder på jomfruelig afblomstring,” bemærkede Harris. "Jo mindre drag skal virke æggende, jo mere vulgært bliver det - mænd, der åbenlyst masserer deres bryster, klemmer bulerne på deres g-strenge, stikker deres røv og tunger frem som liderlige pornostjerner." Målet med drag, ifølge Butler og Rubin, er at udslette opfattelser af køn gennem performativitet."

Kønsproblemer - Judith Butler gør sin entré

Den næste kritiske udvikling skete i 1990, med udgivelsen af Gender Trouble af queer-teoretikeren Judith Butler. Gender Trouble var en bombe: Den løftede diskursen omkring queer seksualitet fra Gayle Rubins stumpe retorik til et niveau af meget abstrakt, og nogle gange uigennemtrængelig, intellektualisme. Butlers væsentlige bidrag var dobbelt: For det første overdøsede hun queer-teorien med postmodernisme; for det andet fremlagde hun en teori om social forandring, baseret på begrebet "performativitet", som tilbød en mere sofistikeret konceptuel bevæggrund end simpel kødelig lyst. Gender Troubles grundlæggende argument er, at det vestlige samfund har skabt et regime af "påtvunget heteroseksualitet og phallogocentrisme", som har forsøgt at håndhæve en kønsopfattelse, der knuser og slører den sande kompleksitet og variation af biologisk køn, kønsidentitet, seksuel orientering og menneskelig lyst. Butler hævder, at selv ordet "kvinde", selvom det relaterer til en biologisk virkelighed, er en social konstruktion og ikke kan defineres med nogen varig betydning eller kategorisering. Der er intet væsentligt ved "mand", "kvinde" eller "køn":

De er alle skabt og genskabt gennem historisk betinget menneskelig kultur; eller, som Butler udtrykker det, de er alle defineret gennem deres præstationer, som kan ændre sig, skifte og tilpasse sig på tværs af tid og rum.

Butlers teori om social forandring er, at når først præmissen er etableret, at køn er formbart og brugt som et magtinstrument, i øjeblikket til fordel for "heteroseksuel normativitet", så kan arbejdet med social genopbygning begynde. Og drag-queens inkarnerer Butlers teori om kønsdekonstruktion. "Drag-optræden spiller på sondringen mellem udøverens anatomi og det køn, der fremføres. Men vi eksisterer faktisk gennem tilstedeværelsen af tre betingede dimensioner af væsentlig kropslighed: Anatomisk køn, kønsidentitet og kønspræstation,” skriver Butler. ”Når sådanne kategorier kommer på tale, bliver kønnets virkelighed også bragt i krise: Det bliver uklart, hvordan man kan skelne det virkelige fra det uvirkelige. Og dette er tidspunktet, hvor vi kommer til at forstå, at det, vi tager for at være ‘rigtigt’, det, vi påberåber os som den naturbaserede viden om køn, i virkeligheden er en foranderlig og reviderbar virkelighed. Kald det subversivt eller kald det noget andet. Selvom denne indsigt ikke i sig selv udgør en politisk revolution, er ingen politisk revolution mulig uden et radikalt skift i ens forestilling om det mulige og det virkelige.”

I 2000'erne havde drag-kulturen absorberet alle disse elementer - historien om social retfærdighed, om William Dorsey Swann, Gayle Rubins kødelige kataklysme, Judith Butlers æteriske postmodernisme - og fusioneret dem på scenen.

Queerteoretikeren Sarah Hankins, som udførte omfattende feltforskning på drag-barer i det nordøstlige USA, formidlede ånden i denne subkultur og dens ideologi i en undersøgelse for det akademiske tidsskrift Signs. Med udgangspunkt i Rubin og Butlers arbejde beskriver Hankins tre genrer af drag – straight-ahead, burlesque og genderfuck, der spænder fra striptease og lapdance til simuleringer af nekrofili, bestialitet og racefetichisme. Hankins beskriver drag-verdenen som en "socioseksuel økonomi", hvor medlemmerne af "queerdom" kan ophidse, tilfredsstille og belønne hinanden med drikkepenge og andre økonomiske transaktioner. "Som publikum har jeg altid oplevet drikkepengene som betaling for seksuel tilfredsstillelse," skriver Hankins. "Og jeg er klar over, at ved at holde dollarsedler op, kan jeg tilfredsstille min ophidselse, i det mindste delvist: Jeg kan bringe kunstnernes kroppe tæt på min og få dem til at røre ved mig eller lade mig røre ved dem." Eller, som et af hendes forskningsemner, drag-queen Katya Zamolodchikova, udtrykker det: “Jeg er der bogstavelig talt for at sælge min fisse for dollarsedler.”

Målet med drag, ifølge Butler og Rubins teorier, er at udslette stabile opfattelser af køn gennem performativitet og at rehabilitere bunden af det seksuelle hierarki gennem ophøjelse af marginalen. "At betale en dominerende/dominerende kvinde, en mandlig supplikant, en ulykkelig lønslave eller en dreng giver publikum mulighed for midlertidigt at legemliggøre en eller flere af en række 'dårlige/unaturlige' sociale positioner, for eksempel den pædofile, den skabsbundne homoseksuelle bangebuks, den grådige, kvindelige cougar, sugar daddy eller momma, selv den seksualiserede unge/barn,” skriver Hankins. Og disciplinen "genderfuck" tager et skridt videre end voksen-børne-sex. Hankins beskriver at denne stilart "fremhæver troper af primitivisme og degeneration som redskaber til protest og befrielse" og søger at undergrave tabuer som "pædofili, nekrofili, erotisk fetichisme og dyresex." Disse forestillinger udgør endestationen: Kulminationen på mere end et århundredes arbejde, fra silke-og-satin drag-fester til dekonstruktionens hyper-cerebrale politik til udslettelse af traditionelle forestillinger om sex.

Drag bliver mainstream

Den sidste rejse i historien om drag er på nogle måder den mest overraskende. Da den mørke side af drag skubbede til overskridelse af grænserne, begyndte en anden fraktion at bevæge sig fra ekstremerne til mainstream. Nogle drag-queens – mest bemærkelsesværdigt, drag-performeren RuPaul – nedtonede rutinerne, skubbede ideologien dybt i baggrunden og præsenterede drag som god gammeldags, glamourøs amerikansk underholdning. TV-producenter solgte denne nye form for drag som reality-TV, blødgjorde drag-begrebet og assimilerede genren i massemedier og forbrugerkultur.

Dette skabte en mulighed. Da queer-teoretikernes intellektuelle fortrop mødte muren på grund af incest- og dyresexfantasier, anvendte de mest initiativrige blandt dem et andet greb: At bruge kommercialiseringen af drag og den goodwill, der er forbundet med homo-og lesbiske rettighedsbevægelser, som et middel til at transformere drag-forestillinger til "familievenlige" begivenheder, der kunne formidle en forenklet version af queer-teori til børn. Nøglefiguren i denne overgang var en "genderqueer" universitetsprofessor og drag queen ved navn Harris Kornstein - kunstnernavn Lil Miss Hot Mess - som var vært for nogle af de første oplæsninger på offentlige biblioteker og skrev børnebogen The Hips on the Drag Queen Go Swish , Swish, Swish. Kornstein sidder i bestyrelsen for Drag Queen Story Hour, 40 lokalafdelinger der har organiseret hundredvis af forestillinger over hele USA.

Kornstein offentliggjorde også manifestet for bevægelsen, "Drag Pedagogy: The Playful Practice of Queer Imagination in Early Childhood,” sammen med medforfatter Harper Keenan, en FTM (kvinde-til-mand) transkønnet queer-teoretiker ved University of British Columbia. Med citater fra Foucault og Butler begynder essayet med at anvende queerteoriens grundlæggende præmis om socialkonstruktivisme og heteronormativitet på uddannelsessystemet. ”Pædagogernes professionelle vision er ofte formet til at gengive statens normative vision om det ideelle borgerskab. I virkeligheden fungerer skolegang som en måde at rette barnet ind i en slags fangenskab mhp. at pådutte barnet de aktuelle parametre for den vision,” skriver Kornstein og Keenan. "For at sige det klart, inden for den historiske kontekst af USA og Vesteuropa, er den institutionelle styring af køn blevet brugt som en måde at opretholde racistiske og kapitalistiske former for (re)produktion på."

For at opløse denne dynamik foreslår forfatterne en ny undervisningsmetode, "drag-pædagogik", som en måde at stimulere "queer fantasien", lære børn "hvordan man lever queerly" og "give dem queer måder at være på i uddannelsen af små børn." Som Kornstein og Keenan forklarer, er dette et intellektuelt og politisk projekt, der kræver, at drag-queens og aktivister arbejder hen imod at underminere traditionelle forestillinger om seksualitet, erstatte den biologiske familie med den ideologiske familie og vække grænseoverskridende seksuelle lyster hos små børn. "Bygget delvist på queerteori og transstudier, søger queer- og transpædagogik aktivt at destabilisere den normative funktion af skolegang gennem transformativ uddannelse," skriver de.

For drag-pædagogerne er den traditionelle livsbane – at vokse op, blive gift, arbejde 40 timer om ugen og stifte familie – en undertrykkende borgerlig norm, der skal dekonstrueres og undergraves. Kornstein og Keenan hævder, at drag-queens indtager scenen i deres seksuelt suggestive kostumer, med den opgave at rokke ved det "binære mellem kvindelighed og manddom", udbrede "kønsoverskridende temaer" og bryde den "reproduktive fremtid" af "kernefamilie" og det "seksuelt monogame ægteskab" - som alle betragtes som mekanismer for heteroseksuel, kapitalistisk undertrykkelse. Bøgerne udvalgt i mange Drag Queen Story Hour-forestillinger – Cinderelliot, If You're a Drag Queen and You Know It, The Gender Wheel, Bye Bye, Binary og They, She, He, Easy as ABC – fremmer denne grundlæggende fortælling. Selvom Drag Queen Story Hour-begivenheder ofte deklareres som "familievenlige", forklarer Kornstein og Keenan, at dette er en form for kode: "Det kan være, at DQSH er 'familievenlig' i den forstand, at den er tilgængelig og indbydende til familier med børn, men snarere end renfærdigt, er det en forberedende introduktion til alternative former for slægtskab. Her skal DQSH-betegnelsen 'familievenlig' forstås på samme måde som en gammeldags queer-kode til at identificere og hooke-up med andre queers på gaden." Det vil sige, at målet ikke er at forstærke den biologiske familie, men at lette barnets overgang til den ideologiske familie.

Efter at normerne for køn, seksualitet, ægteskab og familie er blevet bragt i tvivl, kan drag-queens begynde at erstatte dette værdisystem med "queer måder at vide og være på." Kornstein og Keenan understreger: Formålet med det, de kalder drag-pædagogik, eller "lystens pædagogik", handler om at omformulere børns forhold til sex, seksualitet og erotik. De beskriver drag som et "sted for queer nydelse", der lover at "vende afvisning til begær" og "[forvandle] besværet ved at præstere til glæden ved at deltage", og DQSH som tilbyder en "queer relationalitet" mellem voksen og barn. De overdøser deres manifest med seksualiseret sprog og dobbeltbetydninger og udvisker grænserne mellem voksenseksualitet og barndoms uskyld. Faktisk som queer-pædagogen Hannah Dyer har skrevet, queer-pædagogik og i forlængelse heraf drag-pædagogik søger at afsløre selve begrebet "barndommens uskyld" som en undertrykkende heteropatriarkalsk illusion. "At anvende queer-analysemetoder til studier af barndom kan hjælpe med at queergøre uskyldsretorikken, som begrænser alle børn, og hjælpe med at stoppe forsøg på at lave facit på barnets fremtid, før det har mulighed for at udforske begær," skriver Dyer.

Formålet er altså at undergrave det heteronormative system, som omfatter barndommens uskyld, og genskabe barndommens seksualitet fra bunden. Og drag-forestillinger giver en visuel, symbolsk og erotisk metode til at opnå dette. Kornstein og Keenans sprog i disciplinen - "fornøjelse", "begær", "kroppe", "piger", "drenge", "glitter", "pailletter", "parykker" og "hæle" - er sigende.

Queer-teoriens største bedrift …

Selvfølgelig forstår arrangørerne af Drag Queen Story Hour, at de skal pleje deres offentlige image for fortsat at nyde adgangen til offentlige biblioteker og offentlige skoler. De har lært at tale i kode til ngo'er og skrinlægge forældrenes bekymringer, mens de på subtil vis promoverer queerteoriens ideologi til børn. Mens mange af Drag Queen Story Hours forsvarere hævder, at disse programmer er designet til at fremme LGBTQ-"accept" og "inklusion", afviser Kornstein og Keenan eksplicit disse mål som blot "markedsføringssprog", der giver dækning for deres virkelige dagsorden. "Selvom DQSH offentligt erklærer at målsætningen er at 'hjælpe børn med at udvikle empati, lære om kønsdiversitet og forskelle og udnytte deres egen kreativitet', argumenterer vi for, at organisationens bidrag kan stikke dybere end moralske forbilleder og rollemodeller," skriver de. "Som organisation kan DQSH se fordele ved at til at tilpasse sig standarder inden for didaktik og social-emotionel læring for at være kompatibel med det offentlige uddannelsessystem og filantropiske institutioner. Drag-organisatorerne tager i sidste ende ikke disse utilitaristiske mål særlig seriøst (men er gode til at gøre det, når det er nødvendigt). Med andre ord, som bevægelse har Drag Queen Story Hour lært at begå sig ved at drive en velfunderet, aktivistisk organisation, vinde offentlige udbud og sikre adgang til et publikum, samtidig med at det giver et plausibelt retorisk forsvar mod forældre, der måske sætter spørgsmålstegn ved det betimelige i at voksne mænd ser på omgangen med deres børn som "et sted for queer nydelse”.

Denne mission har været bemærkelsesværdig vellykket. Drag Queen Story Hour begyndte med frivillige programmer på folkebiblioteker, som ved lov er forpligtet til at give lige adgang til organisationer uanset politisk tilhørsforhold eller ideologi. Men inden for få år er arrangementerne blevet til statsstøttede drag-forestillinger for børn. New York City Council og New York Public Library har givet skatteyderpenge direkte til Drag Queen Story Hours non-profitorganisation, hvilket blev starten på en tendens, hvor drag-oplæsninger, danse og forestillinger over hele landet nu modtager statsstøtte. Dernæst New York City Public Schools, med mere end 200.000 dollars i finansiering fra kommunen, begyndte at være vært for snesevis af dragforestillinger i folkeskoler, mellemskoler og gymnasier i alle fem bydele. Andre politikere ser ud til at ville gå endnu længere. Statsadvokaten i Michigan efterlyste en "drag queen for hver skole." Senator Scott Wiener i Californien har foreslået i et tweet at han vil arbejde for lovgivning mhp. at tilbyde "Drag Queen 101 som en del af K-12-pensumet" og gøre det obligatorisk for eleverne at deltage i Drag Queen Story Hour som en måde at "opfylde kravet på." Begge kunne have sagt dette i sjov - men under alle omstændigheder har disse ting en tendens til at gå fra joke til virkelighed med lysets hastighed.

Når masken falder

Selvom spredningen af seksuelt ladede drag-forestillinger har en aura af uundgåelighed, bør man huske på, at grænseoverskridende ideologier altid indeholder kimen til deres egen ødelæggelse. Efterhånden som bevægelsen bag dragshows for børn er blevet kendt og udvidet sin rækkevidde, har nogle dragartister ladet masken falde: I Minneapolis spredte en drag-queen i hæle og en pink miniskørt benene foran børn; i Portland tillod en stor, mandlig transvestit små børn at klatre oven på ham, gribe fat i hans falske bryster og presse sig mod hans krop; og i England underviste en drag-queen en gruppe børnehaveklassebørn i, hvordan man danser på en seksuelt suggestiv måde.

Scener fra drag-begivenheder, der afholdes over hele USA i barer, klubber og udendørs festivaler, har været endnu mere chokerende og foruroligende: i Miami tog en mand med enorme falske bryster og dollarsedler proppet ind i sin G-streng fat i hånden af en pige i børnehavealderen og fremviser hende foran mængden; i Washington, DC, underviste en drag-queen iført læder og kæder et lille barn hvordan man danser for penge; i Dallas, stripper mænd med udtværet ansigtsmakeup ned til undertøj, simulerer en kvindelig orgasme og udfører lapdances på medlemmer af et brølende publikum af voksne og børn.

Avisoverskrifter har også berettet om overgreb: “Tucson High School Counselor Behind Teen Drag Show Arrested for Relationship with Minor”; “Houston Public Library Admits Registered Child Sex Offender Read to Kids in Drag Queen Storytime”; “Drag Queen Charged with 25 Counts of Felony Child Sexual Abuse Material Possession”; “Second ‘Drag Queen Story Hour’ Reader in Houston Exposed as Convicted Child Sex Offender”; “Drag Queen Story Hour Activist Arrested for Child Porn, Still Living with His Adopted Kids.”

Fortalere for Drag Queen Story Hour vil måske svare, at disse er ekstreme tilfælde, og at mange af de børneorienterede begivenheder byder på drag queens, der læser bøger og taler om køn, og ikke optræder med seksualiserede forestillinger. Men ånden bag drag er baseret på det grænseoverskridende seksuelle element og queerteoriens ideologi, som ikke bare kan slettes ved at skifte kontekst og blødgøre retorikken. Queerteoriens filosofiske og politiske projekt har altid været at detronisere traditionel heteroseksuel kultur og hæve det, Rubin kaldte den "seksuelle kaste" i bunden af hierarkiet: Den transseksuelle, transvestitten, fetichisten, sadomasochisten, den prostituerede, pornostjernen - og den pædofile. 

Drag Queen Story Hour kan forsøge at rense ud i rutinerne og kræve børneattester af sine kunstnere - men når forældre, vælgere og politiske ledere engang erkender den sande natur bag Drag Queen Story Hour og den ideologi, der driver den, vil de hurtigt forsøge at genoprette de grænser, der er blevet midlertidigt – og hensynsløst – forladt. De vil kræve og sætte en tydelig grænse mellem voksen-seksualitet og barndoms uskyld og sende perversioner som "genderfuck", "primitivisme" og "degeneration" tilbage til det seksuelle overdrev, hvor de hører hjemme.