Den canadiske model: Når staten dræber dig, fordi det er bedst, billigst & brugbart

Af Jesper W. Rasmussen, bearbejdet fra en artikel af Matt Walsh

Canada er blevet verdens førende land udi kunsten at dræbe og profitere af sine svageste, mest sårbare og ulykkeligste borgere. Om lidt skal Folketinget for første gang stemme om aktiv dødshjælp

Forestil dig, at en læge sidder over for dig. Du møder denne læge for første gang. Du er ikke sikker på, om hun er en god læge eller en dårlig læge. Du kan ikke se, om hun har nogen etik eller ej. Du vurderer tingene. Og så fortæller lægen dig om et af højdepunkterne i hendes år. Med et smil på læben begynder hun at tale om en gang, for et par måneder siden, hvor hun dræbte en klovn. Vi taler om en mand klædt i fuld klovneuniform, med en rød næse, som fnisede, da han døde.

"Det var virkelig vigtigt for ham at være i sit klovnedragt, da han døde," fortæller lægen til dig. "Det var en vidunderlig ting."

På et grundlæggende, menneskeligt niveau, hvordan ville du så reagere på det scenarie? Ville du løbe ud af lægens kontor og ringe til politiet? Eller vil du ønske lægen tillykke, fordi du også er en morder, der hader klovne? Hvad ville du gøre?

På dette tidspunkt spekulerer du sikkert på, hvad meningen er med alle de hypotetiske spørgsmål. Hvis du bor i Canada, er de dog overhovedet ikke hypotetiske.

Mød doktor Stefanie Green. Hun er en af ​​landets førende læger inden for "Medical Assistance in Dying" eller MAID. Og hun gav for nylig til et interview, hvor hun fortæller om den ene gang, hun bevidst dræbte en klovn. Se intervieweren spørge hende om det, og lyt til hendes svar. Læg mærke til grinene i disse menneskers ansigter, når de beskriver denne klovns død:

Måske vil du synes, det er en af ​​de mest uhyggelige videoer, du nogensinde har set - men det er helt almindelig, statsfinansieret sundhedspleje i Canada.

De dræber mennesker - og finder det værdigt til fejring.

Før vi går videre, så lad os gøre et par ting klart. For det første, i Canada afliver læger ikke kun de uhelbredeligt syge. Takket være en nylig domstolsafgørelse og en ny lov i Canada kan læger dræbe stort set alle. Se den uhyggelige klovnedræbende læge forklare den såkaldte standard of care, der afgør, hvem der er berettiget til at blive aflivet:

"Med kurs mod døden" udstikker allerede en utrolig liberal ramme omkring dødshjælp, givet det faktum, at vi som dødelige skabninger jo alle har kurs mod døden. Men selv de få begrænsninger, der har været, er blevet ophævet. Nu er der dybest set ingen begrænsninger overhovedet.

Sidste år kunne en canadisk læge ved navn Joshua Tapper derfor godkende drabet på en 23-årig ung mand ved navn Kiano. Hvorfor? Ifølge en artikel på substack’en The Free Press var Kiano "deprimeret, han var diabetiker, og han havde mistet synet på det ene øje." Og til al overflod "havde han ikke en kæreste." Alene af disse grunde gav lægen staten tilladelse til at dræbe Kiano.

Der er mange flere historier som denne. Der er Amir Farsoud, som blev godkendt til MAID, fordi han var hjemløs. Der er militærveteranen Christine Gauthier, som blev bedt af den canadiske regering om at overveje dødshjælp i stedet for at udholde ventetiden på en trappelift i sit hjem.

Dette er eugenik - noget, det lægesamfundet tænkte grundigt over efter Anden Verdenskrig. Læger undrede sig: "Hvordan sikrer vi os, at lægevidenskab aldrig igen bliver brugt til at dræbe de svageste og mindst ønskværdige medlemmer af samfundet?" Det spørgsmål stiller lægerne ikke længere. Eugenik gør comeback.

Men hvorfor?

Hvis man ser på det her som et rent sundhedspolitisk spørgsmål, giver det faktisk god mening. For flere år siden indså canadiske politikere, at de havde et stort problem. Sundhedssystemet, som de driver, var ikke i stand til at følge med behovet for organdonorer. Det var et stort politisk problem. Tusindvis af mennesker døde mens de ventede på transplantationer. Så regeringen satte sig for at finde nye måder at få flere organer på. De løste problemet, da de vedtog den første lov, der legaliserede aktiv dødshjælp.

Canadiske medier trak stregerne med det samme. Her er en overskrift fra Ottawa Citizen i 2020, et par år efter MAID blev legaliseret. Overskriften lyder: "Medicinsk assisterede dødsfald gavnlige for organdonation i Ontario."

Canada blev meget hurtigt verdens førende inden for høst af organer fra MAID-ofre. Ifølge American Journal of Transplantation udførte læger i Canada næsten halvdelen af ​​verdens organtransplantationer fra MAID i det sidste halve årti. Ontario sætter nye rekorder for organdonationer hvert år. Så det er faktisk et sundhedspolitisk problem, som dermed er blevet løst. Ligesom Kina høster organer fra fanger, høster Canada dem fra hjemløse og ældre.

Eutanasi løser også en række økonomiske udfordringer. Tilbage i 2017 udsendte Canadian Broadcasting Corporation en artikel, der begejstret beregnede for alle de penge, landet kunne spare ved simpelthen at dræbe syge mennesker:

Overskriften lyder oversat: "Ny forskning tyder på, at medicinsk assisteret død kan resultere i betydelige besparelser i hele Canadas sundhedssystem.

Af artiklen fremgår det at: “Lægeassisteret død kan reducere de årlige udgifter til sundhedspleje i hele landet med mellem $34,7 millioner og $136,8 millioner [...] Besparelserne opvejer i høj grad de anslåede $1,5 til $14,8 millioner i direkte omkostninger forbundet med implementering af medicinsk assisteret døende."

Artiklen fortsætter med at forklare, at det er meget dyrt at yde lægehjælp til syge mennesker og ældre borgere. En mere omkostningseffektiv vej er at give dem en dødelig indsprøjtning. Hvem kerer sig om menneskeliv, når der er penge at spare - og penge at tjene, må man underforstå.

Dødshjælpsindustrien boomer i Canada, hvor iværksættere finder nye og kreative måder at komme ind på markedet med. Som CBC begejstret rapporterede, udvider begravelsesforretninger deres sortiment til at omfatte "lægeassisteret død." Kunder kan nu drage fordel af luksuriøse, full-service tilbud. I stedet for at gå til et begravelsesfirma, efter du er død, kan du tage dertil for at dø. Hvilken bekvemmelighed.

For at øge effektiviteten kan de måske endda give dig mulighed for at begå selvmord, mens du ligger i kisten. Tid er penge. Penge sparet er penge tjent.. Det er det, eugenik altid har handlet om - menneskeliv vis-à-vis rentabilitet.

Men det er ikke hele forklaringen på det, vi ser.

Det her sker i høj grad også, fordi vi har mistet den fælles etik som fx et kristent grundsyn, selv i sin mest uforpligtende, kulturkristne inkarnation, gav os. Etik og moral er blevet et individuelt anliggende - og alle etikker og moralkodex er i dag “lige gode”. Du må ikke gøre dig til dommer. Chacun sa vérité.

I vidt omfang er vi selv blevet gud. Vores egen gud. Vi tror, ​​vi kan ændre vores køn blot ved at ønske det. Det er ikke længere naturen - Gud - der afgør, om du er mand eller kvinde; du kan vælge det - og du kan ændre dit køn på bogstaveligt talt et øjeblik med MitID og et par klik.

Det tror vi som samfund på nu. Så det er kun naturligt, at et samfund som det canadiske - og derfor også vort eget - gradvist vil påtage sig mere gudlignende kræfter, herunder magten til at bestemme, hvem der dør. Og hvornår de dør.

Ligesom med kønsideologi er MAID ved at blive en kult på sociale medier i Canada. Børn med åbenlyse psykiske problemer poster TikToks med billedtekster som: "Ting, mine forældre har måttet affinde sig med: Deres barn vælger lægehjælp til at dø.

Din første reaktion på ovenstående, hvis du er et fornuftigt menneske, er at dette unge menneske har brug for psykiatrisk hjælp. Men det er faktisk ved at blive minoritetspositionen i bl.a. Canada. Der er i skrivende stund 78.000 likes på det opslag. Pigen her har skrevet mange gange om sin hensigt til at drage fordel af MAID-programmet. Hun beskriver, at hun har en kronisk medicinsk tilstand - bemærk, ikke terminal, men kronisk - og hun siger også, at hun har tre "uhelbredelige personlighedsforstyrrelser."

Derfor er læger nu klar til at aflive denne pige, på grund af hendes personlighedsforstyrrelser. Der er mange flere af den slags eksempler på sociale medier. Her er fx en video af en ung kvinde, der fejrer, at en læge er ved at dræbe hendes bedstemor

“Er du begejstret over dit selvmord, Bedste?” Det var spørgsmålet. Det her er omtrent så sort, som det kan blive. Og igen så er disse ikke enkeltstående videoer. Millioner af mennesker støtter op om det her - og ikke kun på sociale medier. Mere end 25 procent af canadierne mener nu, at hjemløse og fattige burde have adgang til MAID. Næsten halvdelen af ​​de adspurgte mener, at psykisk sygdom burde være en begrundelse for eutanasi. Det er snart lov i Canada; det forventes at blive implementeret om et år.

NPR, Canadas svar på Danmarks Radio, så det gerne ske. De har lige kørt et indslag om en mand ved navn John Scully, som ønsker at dø. Lyt med her

Ah, de skal bare finde ud af, hvilke psykiske sygdomme der er "uhelbredelige", så de ved, hvilke der skal "helbredes" med selvmord. Dette vil snart være en realitet. Selvmord tilbydes som behandling for psykisk sygdom. Det plejede at være sådan, at du gik til en terapeut for at få samtaleterapeutisk hjælp, så du ikke slog dig selv ihjel. I Canada kan det meget snart gå den modsatte vej. Og når man tænker på, at 20 procent af voksne angiveligt har en psykisk sygdom, ifølge de mennesker, der er ansvarlige for at diagnosticere den slags, ja, så begynder man at se, hvor dystert dette billede virkelig er. Hvis psykisk sygdom er en legitim grund til at aflive nogen, vil vi snart alle være berettigede.

Indtil nu har det været rimelig nemt for andre lande, inkl. USA, at ignorere MAID, fordi det for det meste sker i Canada. Men eutanasi vokser også i popularitet i USA. Faktisk fik USA netop denne måned sin allerførste "selvmordsturisme"-stat. Den republikanske guvernør i Vermont underskrev et lovforslag, der tillader eutanasi-klienter at komme fra hvor som helst i landet for at blive dræbt. Som altid, kulturelt set, er USA på samme spor og det samme tog som Canada, på vej over den samme klippe. USA er kun et par togvogne længere tilbage.

Uanset hvad du synes om selvmord, så betyder aktiv dødshjælp helt konkret, at læger ordinerer død som behandling. Det er lægegerning, der bogstaveligt talt gør det stik modsatte af, hvad det er meningen, den skal gøre. Men lægevidenskab er blevet ændret på denne måde i vores samfund over lang tid. Eutanasi er blot den seneste iteration.

Nogle af os har bemærket denne tendens. Eutanasi som det praktiseres i Canada er et udslag af det allermest dystopiske menneskesyn - det manifesterer en ufattelig ringeagt over for menneskeliv. Det er en kræftsygdom, og som enhver kræftform vil den aldrig forblive isoleret. Sygdommen vil altid brede sig. Det starter med dødshjælp til uhelbredeligt syge, og hurtigt bliver det dødshjælp for 19-årige piger med personlighedsforstyrrelser. Dette er uundgåeligt - for sådan er det gået i Canada. Ikke Nazityskland for 80 år siden. Canada. Hvis du af princip vælger at acceptere at det - også - er lægers opgave at dræbe deres patienter, accepterer du alt, hvad der følger med det, og alle de steder, det fører hen. Og vi har jo set det hele før.

Hvor lang tid mon der går før MAID er obligatorisk for visse uønskede befolkningsgrupper i Canada? Hvor lang tid, før det her når til Danmark i en eller anden form? Yeah, man kan grine af den hypotetiske glidebane, hvis man får det bedre af det. Det vil jeg faktisk ikke fortænke folk i. Men det særlige ved glidebane-hypotetiske forhold er, at de i disse år lader til konstant at gå i opfyldelse. Og lige om lidt skal vi debattere og stemme om aktiv dødshjælp i Folketinget. En EU-nabo, Holland, er allerede langt fremme - senest med en udvidet eutanasipakke … til børn.

Er vi stadig i stand til at tænke os om i Danmark? Finde tilbage til en eller anden form for fælles etik igen? De sidste 10 år tyder ikke på det.

Lige nu raser fx abortdebatten igen. Danskerne debatterer højlydt om, hvornår et foster er så gammelt, at man ikke må slå det ihjel. selv om moderen ønsker det. Jeg har set adskillige debattører skrive, at der ikke bør være nogen øvre grænse - det skal udelukkende være kvindens afgørelse. Der er folk, der ikke ser babyer i maven som individer med rettigheder, men som celleklumper, der kan fjernes uden moralske kvababbelser.

Eller hvad med de medicinske og kirurgiske kønsskifteeksperimenter vi har udført på over mange hundrede børn og unge over de sidste otte år - uden nogen form for diagnostisk sikkerhed eller viden om behandlingens gavnlighed?

Kan vi være helt sikre på, at de børn, der i de kommende år, vil fortryde deres kønsskifte, og har fået deres kroppe og reproduktive fremtid ødelagt, ikke vil blive tilbudt eutanasi som behandling for deres elendighed?

Det er en tanke eller to værd. Jeg er på ingen måde sikker på svaret længere.

Er du?