ANMELDELSE: “What Is A Woman?”

What Is A Woman? / 1t 35 min / USA 2022 / Instr. Justin Folk

The Daily Wire er en fremadstormende, konservativ medieplatform, og en af dens hovedfigurer er Matt Walsh, som dagligt rækker ud til seerne via sin podcast The Matt Walsh Show. Jeg ser jævnligt Walshs gnavne podcast, som jeg indimellem påskønner, netop fordi han med sine sorte briller, skovmandsskjorte og fuldskæg repræsenterer den side af mig, der også bare har fået f*ckin’ nok af alt det woke vanvid, som oversvømmer den vestlige verden.

Matt Walsh har skrevet en af tidens mest populære børnebøger, Johnny The Walrus, der handler om en dreng, der ofte leger at han er forskellige ting. Da han en dag leger hvalros, overbevises hans mor om, at Johnny ønsker at transitionere til det klumpede havpattedyr. Bogen, der også optræder i filmen, er morsom, skønt illustreret og dens aburde narrativ spejler og spidder nådesløst tidens kønspolitiske strømninger. Og så er det faktisk en rigtig sjov bog at læse højt for børn.

Dokumentarfilmen What Is A Woman? kan på ingen måde siges at være egnet for børn. Eller wokesters. Selv for mig kommer Walsh lidt skidt fra start, fordi han i filmen vælger at visualisere sin meget traditionelle kønsrolleopfattelse med en lyseblå/lyserød tvillingefødselsdag (hans egne, antageligvis) og en voice-over, hvor han i en voiceover slår fast at drenge er ukomplicerede og våbenføre, og piger uudgrundelige og komplicerede. Men det er sådan, Matt Walsh ser verden, og hans børn og kone ser ikke ud til at lide nød.

Det samme kan desværre ikke siges om resten af filmens cast. For efter familie-fødselsdagen bevæger What Is A Woman? sig ind i en verden defineret af et så forskruet menneskesyn, at man jævnligt desperat ønsker sig tilbage til stok-konservativ kagehygge i Casa Walsh.

Matt Walsh foragter tydeligvis transbevægelsens ideologi. Han er en kristen konservativ med meget lidt tilovers for kønsaktivisme og ideen om at der er flere end to køn, men det til trods tilgår han emnet på en objektiv måde i meget af dokumentaren.

Ingen snerren. Ingen forelæsninger eller pegen fingre. Bare rolige, fornuftige spørgsmål. Svarene, når de endelig kommer, er ofte sære eller chokerende.

Instruktøren Justin Folk (No Safe Spaces) anlægger en frisk tone, der jævnligt glider over i kulsort komik. Walsh har ikke en klassisk entertainers karisma, for nu at sige det mildt, så hans rolle i filmen er en anden. Han er den helt almindelige mand, en, der er villig til vedholdende og uforfærdet at stille de spørgsmål, de fleste ikke tør stille af frygt for at fornærme eller krænke folks følelser.

Det problem har Matt Walsh helt evident ikke - og det er en klog tilgang, for der kommer langt mere på spil på den måde. Og ja, problematikken har, fra et kulturelt perspektiv, en berøring med snart sagt alt og alle i dagens vestlige samfund.

Nogle vil muligvis ikke acceptere dokumentarens præmis. Andre vil blive triggered af Walshs standhaftige opførsel, fordi de kender de sande følelser, der lurer under hans åh-så-kontrollerede habitus.

Men det, vi alle burde være enige om, er : Det kan aldrig være uden for skiven at grave dybere ned i transproblematikken. Vores børn er nemlig brikkerne, der rykkes rundt med på den kønspolitiske spilleplade - og filmen forfølger aggressivt denne vinkel.

Et segment om biologiske mænd i kvindesport lader to kvindelige atleter kritisere Lia Thomas, svømmeren fra University of Pennsylvania, der gik fra at leve som mand til at leve som kvinde - og nu dominerer feltet fuldstændig.

En anden ses i skyggerne, hendes stemme er ændret for at beskytte hendes identitet.

"Hvis du taler om det ... vil dit liv være forbi på den ene eller den anden måde," siger hun.

Trans-gruppetænkningen har dybe konsekvenser. Spørg bare forfatteren J.K. Rowling, en af ​​de måske mest cancellerede berømtheder i den vestlige kultur.

Debra Soh, forfatter til The End of Gender, fortæller, hvordan hun flygtede fra den akademiske verden, da hun indså, at universitetsforskning ofte kompromitteres på områder som transseksualitet. Hun afslører, at man, før man går i gang, “skal beslutte, hvad ens studier vil resultere i, så man ikke gør aktivister vrede."

Men kan man drive en videregående uddannelse på den måde, endsige finde sandheden? Selvfølgelig ikke. Så hvorfor kan vi ikke tale om det?

Da Walsh crasher en kvindemarch bliver det særligt oplysende. Selvfølgelig tør ingen sige på kamera, hvad en kvinde er, hvilket fører til flere ufrivillige grin. Det er samtidig meget trist og sørgeligt at overvære.

What Is A Woman? udfolder sig som knaldsort komedie et par gange, men det er ikke planlagt sådan. Walshs vedholdende interview med en professor i kønsstudier rammer ned i et grundlæggende princip for al faglig diskurs og menneskelig sameksistens:

Sandhed.

"Når du bruger den terminologi, er du ondsindet og ude på at gøre skade," siger professoren. En terapeut spørger med hævede bryn Walsh, "hvis sandhed taler vi om?"

Velkommen til 2023.

Det demokratiske kongresmedlem Mark Takano fra Californien besvarer tålmodigt nogle af Walshs spørgsmål, inden han lugter ugler i mosen og brat afslutter interviewet. “Jeg ville bare vide, hvad en kvinde er,” siger Walsh til den flygtende toppolitiker.

"Og det finder du så aldrig ud af nu,” lyder det køligt fra en kvindestemme uden for billede, formentlig Takanos spindoktor. Det har hun ret i. Ikke i denne dokumentar, i hvert fald.

Walsh var mere direkte på "The Dr. Phil Show", og klippet, hvor han debatterer med et transpar, er med i filmen. Den pågældende episode blev i øvrigt fjernet af både CBS og Hulu - men på YouTube, og nu i denne doku, kan det stadig ses.

What Is A Woman? giver ikke svaret på sit eget spørgsmål, men det behøver den heller ikke. Jeg ved jo godt, hvad en kvinde er, og det gør du også.

Dokuen giver imidlertid svaret på, hvad der sker for et menneske, der som barn bliver overbevist om at han er født i det forkerte køn, gennemgår et medicinsk og kirurgisk kønsskifte - og siden fortryder. Scott Nugents historie fortælles hudløst ærligt af ham selv, og det er svært ikke at blive bevæget af den smerte som hans vildfarelse - med woke lægevidenskab som rygklapper - har bragt ham i. Han er på mange måder filmens helt. Den eneste, i øvrigt.

Dokumentaren kunne godt have brugt nogle hårde statistikker sammen med flere eksperter til at bakke op om Walshs argumenter - blot en enkelt kvindelig læge udgør et anti-woke og lægefagligt funderet modtryk til det øvrige vanvid. Det kunne måske generelt også have klædt fortællingen med lidt mere empati for dem, der vitterlig tror af hele deres hjerte og hjerne, at de endt i den forkerte krop.

I forhold til filmens åbningsscener med børnefødselsdagen, kan man da heller ikke lade være med at tænke på, hvordan farmand Walsh ville tackle det, hvis en af ungerne pludselig stak af fra det heteronormative. Det kunne der i så fald komme endnu en interessant doku ud af. Om Walsh ville lave den, er en anden sag.

Frem for alt burde Matt Walsh og Justin Folk have inddraget fx Posie Parker eller Megan Murphy, der er to feminister, som med væsentlig større omkostninger end Walsh - og i meget længere tid - har kæmpet kampen mod transideologien og for biologiske kvinders rettigheder. Walsh er som sådan en johnny-come-lately i den her problematik, men det gør ikke hans film mindre vigtig eller velfortalt.

Det er som midterpolitisk, midaldrende menneske praktisk taget umuligt at sidde med andet en åben mund og polypper over det vanvid, der udfoldes i filmen. Det er en dybt beskæmmende skildring af, hvad der sker, når forskruet ideologi, woke-inficeret social media og depraveret lægevidenskab tager hinanden i hænderne, og med besnærende trans-toner lokker tusindvis af sårbare, påvirkelige børn og unge til at følge efter sig i en trance, som de ofte først vågner op fra, når det er for sent.

Transideologien og den måde, den udbredes på, er så indlysende forkert, moralsk korrumperet, videnskabelig uredelig og har så forfærdelige menneskelige konsekvenser, at man frygter, hvad modreaktionen bliver, når den kommer.

For den kommer.