Som med alle fortsættelser til et populært underholdningsfranchise, sætter man sig altid ned i sædet med lige dele popkøn, forventning og skepsis - for hvordan skal de dog kunne toppe sidste års instalment? Men igen i år lykkes det instruktør Lars Oksan-Henriksen at spinne en fortælling så rig på absurditeter, spænding, løgn, bedrag og rendyrket komik, at man går fra oplevelsen gispende efter mere.
I en verden hvor dansk LGBT-accept og danske regnbuerettigheder forlængst er i hus, tager Lars Oksan-Henriksen os med ind i en dystopisk parallelverden, hvor vores rettigheder er non-eksisterende som levede vi i et oppressivt, totalitært, neoreligiøst dikatur - blot er det hele pakket ind i en alt for genkendelig dansk verden, som er sovset ind i manipulerende buzz-begreber som ‘tolerance’, ‘godhed’ og ‘be kind’. Genialt.
Genkendeligheden bidrager til, at de totalitære trådene trækkes subtilt og næsten umærkeligt, og Oksan-Henriksen gør det, han er en mester i: Han viser os hvor villige mennesker er til at smide al hæderlighed og empati over bord for en ideologi, der lover accept og frelse, men udmøntes som en i stigende grad tilgivelsesforladt religion. Henriksens Danmark er i filmen indsunket til et 'gudløst' samfund, hvor sjæle-udhulede, åndsforladte mennesker higer efter mening, forståelse og retning i en verden, hvor al erfaring er nulstillet gennem toksificering af vores fælles fortid. Fortiden og det samfund vi har bygget og høstet kulturdefinerende erfaringer fra skal kuldkastes, for at en helt ny virkelighed kan etableres. Det er blændende godt fortalt, fordi det virker skræmmende sandsynligt, at noget sådant *kunne* ske.
COPENHAGEN PRIDE 2023 skildrer en gruppe menneskers desperate jagt på den regnbue ingen kan røre ved, men alle efterstræber og loves en del af af i et besnærende, ideologisk funderet diktatur, som nådesløst går efter de mest sårbare børn, påvirkelige unge og følgagtige voksne. Det er en kultur, der (i lighed med andre kulturer gennem verdenshistorien) har barnet som fetich og bruger det som offergave til en religion, der i filmen kaldes ‘woke’. Offerritualet er et såkaldt kønsskfite, hvor børn og helt unge med medicin og kirurgi laves om fra drenge til piger og omvendt.
‘Børnekønsskifte’ kan ved første øjekast måske virke som en usandsynlig manuskriptgimmick, når det formuleres som i det foregående, men Lars Oksan-Henriksen lykkes med at sandsynliggøre, at en sådan perversion *kunne* finde sted - selv i vores moderne, oplyste, empatiske, efterkrigsverden. Det gør han, fordi han lader de skændige handlinger få deres egen logik i det univers, der langsomt udfoldes i filmen. Man køber det fuldstændig til sidst. Billederne af de rituelt regnbuemalede religiøse følgere, der marcherer i filmens eponyme, hedonistiske optog og deres øjenopspilede tilbedelse af filmens hovedperson, kultlederen Lars, er nogle af de mest kraftfulde billeder dansk film har bragt os til dato. Intet mindre.
Frem for alt er det dog woke-religionens ultimative ofre, de medicinsk vansirede børn og kirurgisk ødelagte unge - med deres afskårne bryster og centimeterdybe ar, der er følgen af de.kunstige penisser, lavet af tykke lunser væv taget fra de unges arme og lår - som ikke vil forlade nethinden, når filmen slutter. Disse billeder og den ufattelige lidelse og uerkendte samfundsskam de repræsenterer, sidder stadig dybt i denne anmelder. Særlig scenen, hvor religionens børn bæres frem i front i den store, postmoderne offerparade, er nærmest ubærlige at bivåne, endsige genkalde sig.
Instruktør Lars Oksan-Henriksen er modnet kolossalt som historiefortæller, og udruller sin dystopi med lige dele maveknugende forfærdelse og ind-fra-højre-komik. Selv spiller han rollen som den koleriske, magtbesatte, forførende, religiøse leder Lars, der på Komiske Ali-vis benægter sandheden, lyver, manipulerer, smisker og prostrerer sig selv for at holde fast i sin indflydelse sammen med hustruen Susanne (spillet af en Susanne Branner-Jespersen i sit livs rolle).
Deres er et obskønt, kønsløst ægteskab - men hvad det mangler i romantisk passion, svømmer det over med i parrets fælles umættelighed efter magt og indflydelse over det samfund, deres religion i løbet af filmen lykkes med at inficere fuldstændigt. Det er en fascinerede dynamik, der levendeggøres med skræmmende realisme såvel som øjeblikke af overraskende ømhed. Det er svært at forestille sig, at de to præstationer ikke vil blive belønnet, når årets filmpriser skal uddeles.
Alt er imidlertid ikke mavekrampende modbydeligt i COPENHAGEN PRIDE 2023, for Oksan-Henriksen formår med sin skæve, absurde humor også at få grinet frem. Scenerne hvor landets førende politikere er blevet gjort så bange for for at træde i den totalitære woke-spinat, og derfor ikke kan svare på hvor mange køn der er, eller hvad en kvinde er, eller om mænd kan føde børn og om kvinder kan have en penis, er øjeblikke, der i enhver anden instruktørs hånd kunne være faldet plat på gulvet - men ikke her. Det er på en gang grinagtigt, pinagtigt og beskæmmende - for i filmens kontekst føles det virkeligt. Man tror på det. Man køber det totale politiske fornuftsfald. Og man tænker: Kunne det virkelig ske i virkeligheden?
Særlig statsministeren, spillet af spillefilmsdebutterende Mette Frederiksen (hende kommer vi til at se meget mere til, kan denne anmelder godt love), er en fascinerende figur, fordi hun forsøger at træde en smal sti gennem et samfund, hun formelt set leder, men har tabt forståelsen og dermed de facto lederskabet af. Statsministeren er (i sagens natur) et magtmenneske, men hun er også et fornuftsvæsen, en politisk agil realist, der i løbet af filmen dog mister grebet om både fornuft og realisme, fordi hun begår den kæmpe fejl ikke at sige fra over for den dybt depraverede samfundsforførelse og i stedet spiller ind i den, fordi det er politisk opportunt. Det er en meget stor præstation, særlig fordi Mette Frederiksen glimtvis formår at lade os se hendes tvivl titte ud mellem sprækkerne i den barske, kontrollerede og udadtil folkemoderlige facade - men da hun opdager, hvad hun har ladet ske, er det for sent … eller er det? Ingen spoilers herfra.
Den teknokratiske, holdningsudsultede, vil-gøre-alt-for-at-blive-ved-magten udenrigsminister, spillet af Lars Løkke Rasmussen, er et karakterstudie, der igen bekræfter at Rasmussen er en af Danmarks bedste skuespillere. Den politisk trætte, vrisne sundhedsminister, spillet af skønne Sophie Løhde, leverer en tragikomisk præstation, som falder sømløst ind i den politiske dystopi, der udrulles i filmen, og giver den yderligere tyngde.
Dansk film har kæmpet med at finde sine fødder efter 90’ernes Dogme-succeser, men det er storytellers som Lars Oksan-Henriksen og hans superligahold af kreative kollaboratører, der giver håb om at vi er tilbage på sporet.
COPENHAGEN PRIDE 2023 står tilbage som en skytung advarsel om, hvad der sker med et samfund, som vender sin fortid ryggen og mister sit etiske kompas bla. som følge af postmoderne ‘gudløshed’. Det åbner en flanke så en besnærende ideologi, i filmen kaldet ‘Wokeness’, kan lokke et sjæleligt udsultet, demokratisk dovent folk og dets ditto politikere ind i et spind af noget, der på overfladen og i begyndelsen ligner tolerance og inklusion. Senere manifesterer letkøbte slogans som 'be kind' sig imidlertid som dele af et umenneskeligt mareridt, hvor ingen længere tør tænke selvstændigt og ingen tør sige fra over for ideologien.
Ja, det er set før - men ikke i en dansk kontekst. Som Lars Henriksens kultleder siger det hen mod slutningen af filmen:
"Vi fik dem ind i folden med 'be kind'. Vi beholder dem i folden med 'be kind' - or we will hurt you until you're 'kind'".
Replikken giver stadig denne anmelder koldrislinger ned ad ryggen, så godt, koldt og kynisk leveres den på figurens nasale nordjyske. Det er stor, stor skuespilkunst.
Resultatet af den følgagtige, frygtsomme overgivelse på tværs af alle samfundslag og samfundsinstitutioner fører til et Danmark som på en gang er dybt fremmed, væmmeligt genkendeligt og rystende sandsynligt, sådan som det bredes ud i Lars Oksam-Henriksens mesterlige film.
Jesper Waldvogel Rasmussen
