Dansk Regnbueråd sidder hovedrystende tilbage efter endnu et fuldstændig ukritisk public service-interview med sangerinden Freja Kirk, der synes at bruge en selvvalgt bortskaffelse af sine bryster i Sverige, til at promovere sin nye plade i store danske medier.
Alle Freja Kirks optrædener er journalistisk centreret omkring hendes dobbelte mastektomi. Det er voldsomt problematisk, for den afpatologisering - normalisering - af alvorlig psykisk sygdom, såvel som ‘behandlingen’ af samme, som senest blev gjort gældende i Aftenshowet, påvirker også børn og sårbare unge, der ser Aftenshowet.
Det Danmarks Radio sender og siger, betyder noget. Danmarks Radio er ledende i vores fælles samtale, oplysning og dannelse. Desværre er DR gang på gang ukritisk med til at validere den forkvaklede tænkning, der ligger bag fx fjernelsen af et par fuldstændig raske bryster på en ung kvinde, som åbenlyst synes at kæmpe med en svær psykisk lidelse kaldet kropsdysmorfi.
Man tillader sig at undre på, om vi, seerne, også snart kommer til at se ‘hvor-er-det-synd-for’-følelsesfjernsyn om en anorektisk pige, der må tage til udlandet, for at få de fedtsugninger og den Wegovy, der omsider kan gøre hende lykkelig?
Eksemplet oven for er ikke meget stillet på spidsen, når man ser på Aftenshowets ukritiske tilgang til Freja Kirks beslutninger og handlemåde. Aftenshowets tilgang repræsenterer en normalisering - 'sådan gør man bare i dag' - af en ubestrideligt voldsom psykisk dysfunktion: Et menneske, der foragter en velfungerende kropsdel så meget, hun vil bortskaffe den.
Vi er ikke på nogen måde fan af Center for Kønsidentitet, så når de ender med at være ‘fornuftens stemme’ i den her historie, siger det virkelig noget om hvor vanvittigt tingene har udviklet sig i medierne - og måske særligt hos vores to public service-broadcastere, DR og TV2. Særlig DR har efterhånden ingen kredibilitet tilbage i den forbindelse. Det er frustrerende og trist.
Ansvaret hviler jo specifikt hos redaktion og værter på Aftenshowet, hvor det er foruroligende at se, hvordan erfarne journalister som Mark Stokholm og Kristian Holt, som aften efter aften, er velkomne gæster i mange danske hjem, i dette indslag leverer værtsskab og journalistik kendetegnet ved et totalt fravær af ægte kritik og kritiske kilder.
Præmissen for indslaget i Aftenshowet er udelukkende, om det er rimeligt at Freja Kirk ikke kan få lov at fjerne sine bryster i Danmark - ikke om det overhovedet er noget vi bør gøre ved os selv og om Freja Kirk skulle have haft terapi, så hun kunne få normaliseret forholdet til sin krop.
En dobbelt mastektomi - en fysisk fjernelse - af et par fuldstændig raske kvindebryster, må vi forstå, er en fuldstændig acceptabel, 'normal' behandling af et psykisk ubehag ved samme bryster.
Stop med at normalisere psykisk lidelse - det skader vores allermest sårbare
Det er ikke afgørende ved psykisk sygdom, hvad patienten selv mener om sin patologi og patogenese.
At Freja Kirk anser sit ønske om at få skåret sine bryster af, som en velovervejet beslutning, og at det er noget hun har følt behov for i syv år, siger ikke andet end at hun i syv år ikke har fået den terapeutiske hjælp, hun skulle.
Forstå venligst at det ikke er en skam, at have en psykisk lidelse. Det er til gengæld forfærdeligt ikke at modtage korrekt behandling for fx Body Integrity Dysphoria, der er en diagnose, som bliver inkluderet i den kommende version af det danske diagnosesystem, ICD-11. Body Integrity Dysphoria er en specifik afart af Body Dysmorphic Disorder som beskevet i amerikanske DSM-5.
Hvis man vil tages seriøst i den her problematik - og endnu vigtigere: tage dén seriøst - så må man simpelthen smide forkvaklet queer-ideologi og woke godhedsgalskab fra sig og se på fakta. Forholde sig til den diagnostiske virkelighed.
Og det gør Freja Kirk ikke. Det gør Danmarks Radio ikke. Det gør TV2 ikke. Det gør mange andre medier heller ikke. Og det gør woke typer på SoMe slet ikke. Alle holder de fast i, at det er 'helt normalt' at ønske raske kropsdele bortopereret - selv om det åbenlyst ikke er det.
Den ensidige, ukritiske vinkling finder vi journalistisk aldeles utilstrækkelig og menneskeligt ganske beskæmmende - og til al overflod er indslaget så ledsaget af (et skalkeskjul for) en kommerciel promovering af hovedpersonens seneste kunstneriske produkt.
Danmarks Radio leverer simpelhen ikke den public service, vi bør kunne forvente i en sag som denne.