DRR har skrevet et brev til ligestillingsminister Marie Bjerre og Ligestillingsudvalget, hvor vi redegør for hvorfor Ligestillingsministerens kommende lovforslag om forbud mod såkaldt 'omvendelsesterapi' ikke skal stilles, endsige vedtages, og hvad Dansk Regnbueråd agter at gøre ved det i Folketinget.
KLIK for at læse om situationen i Norge.
"Vi er i Dansk Regnbueråd stærkt imod lovgivning mod ’omvendelsesterapi’ som den er blevet udformet i bl.a. Norge og Belgien, og vi vil arbejde hårdt på at forhindre vedtagelsen af et lignende forbud i Danmark. Det her handler ikke om at ‘gøre noget godt for regnbue-ersoner’ – det handler kun om at frede transideologien og subsidiært sikre at børne- og ungdomskønsskiftet består som behandlingstilbud i det danske sundhedsvæsen."
Læs brevet herunder - eller her i PDF-form med links.
Dansk Regnbueråds formand taler om det kommende forbud mod ‘omvendelsesterapi’.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af børn med prepubertær eller pubertær kønsdysfori? Kan vi med andre ord være sikre på, at de vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at *nogle* børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at *andre* børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe ER (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. De kan ikke få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet i en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlingsløsning et barn og dets forældre vælger?
Og endelig: Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er *psykiske* og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko man udsætter børnene for. Den er voldsomt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det - og de få børn i hvem kønsdysforien vedvarer, kan modtage behandling efter puberteten er overstået.
… hvad svarede du?