Psykolog og sexolog Rikke Pristed arbejder med kønsforvirrede børn efter en udpræget transideologisk, queeraktivistisk tankegang. På hendes Linked-In beskriver hun sig selv som “Psychologist, Sexologist, Activist”, og på Fagligt Selskab for Sundhedsplejerskers hjemmeside skrev Rikke Pristed for nylig dette:
Klik på billedet for at læse indlægget.
I disse citater afslører Rikke Pristed at hun anvender en efterhånden bredt problematiseret transideologisk tankegang:
"Det kan være langt mere vanskeligt at transitionere, hvis man skal igennem puberteten som det tildelte køn. Det er desuden også her, at de fleste børn og unge for alvor får det skidt, og evt. begynder at selvskade. Den pubertetsudsættende behandling kan give barnet/den unge mulighed for at mærke efter, og først efter denne ekstra betænkningstid kan der iværksættes behandling med krydshormoner (dvs. de modsatte hormoner af dem, som barnet ellers har). Det er i princippet muligt f.eks. at få fjernet brystvæv (topkirurgi), når man er under 18 år, men det sker typisk først efter det fyldte 18. år. Nedre kirurgi dvs. operation af kønsorganer er der pt. mange års ventetid på i DK, og det er heller ikke alle transpersoner, som ønsker dette.
[...] Vores opgave som fagpersoner er derfor at hjælpe med at afdække, hvad der er tale om, hvad der er brug for og at støtte og hjælpe forældre, som måske har svært ved at forstå, rumme og acceptere, at deres barn har et andet køn end det, som lægen eller jordemoderen troede ved fødslen. I det hele taget at gøre det, vi altid gør, og at bidrage til, at barnet og familien trives bedst muligt. Jeg anbefaler varmt FSTB (Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn) for mere information og vejledning."
Vi vil gerne stille Rikke Pristed nogle helt grundlæggende spørgsmål om børnekønsskifte. Vi er interesserede i at høre hendes svar på og overvejelser omkring følgende:
1. Er der 100% sikkerhed i kønsdysfori-diagnostikken af børnene? Kan vi være sikre på, at de vil være kønsdysforiske, når puberteten er slut? Ja eller nej?
2. Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at *nogle* børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at *andre* børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe *er* (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. De kan ikke få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet i en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.
3. Er det en forsvarlig behandlingsetik?
4. Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
Og endelig - er Rikke Pristed enig eller uenig i disse betragtninger:
Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:
• Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
• Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er, mener vi, med andre ord på INGEN måde den samme risiko man udsætter børnene for. Den er voldsomt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det - og de få børn i hvem kønsdysforien vedvarer, kan modtage behandling efter puberteten er overstået.
Forældre til børn med kønsidentitetsforhold vil indimellem ønske at få en second opinion - men er det overhovedet muligt, hvis alle landets psykologer og sexologer blot siger det samme som Sexologisk Klinik? Og det selv om de medicinske og kirurgiske behandlinger, du støtter op om, er behandlinger, der er dømt skadelige for børn og nu er standset i flere og flere lande omkring os?
Psykolog og sexolog Rikke Pristed beskriver på Linked-In sig selv som 'Activist'. Idet vi antager, at der er tale om køns-/queer-aktivisme, er det så optimalt for faglighed og redelig, neutral terapeutisk behandling af børn med kønsidentitetsforhold? Og bør forældre til sådanne børn ikke oplyses om det på forhånd? 🤨
Vi synes det er af afgørende væsentlighed, at forældre til et barn med kønslige vanskeligheder ved, om den terapeut de benytter, rådgiver ud fra en holdning om, at man bare må acceptere at *nogle* børn fejldiagnosticeres, fejlbehandles og får ødelagt deres kroppe og tilværelse, for at *andre* børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten.
Kort sagt: Forældre har krav på at vide, om deres barns terapeut er ideologisk villig til at 'smide barnet under transbussen' eller ej. Og det er man, hvis man går ind for at børn skal kunne modtage irreversibelt medicinsk kønsskifte - for der er ingen diagnostisk sikkerhed. Der er kun et fagligt gæt.
Vi har stillet ovennævnte spørgsmål til Rikke Pristed og til Sexologisk Uddannelsescenter, hvor hun underviser og dermed er med til at udklække nye sexologer.
Vi får se om de svarer - og i givet fald hvad de svarer.