Stinus Lindgreen, der er sundhedsordfører i det Radikale Venstre, går vi lidt hårdt til i øjeblikket, fordi han rent faktisk er en af de få i Folketinget, der har en faglig baggrund, som burde befordre en dybere forståelse af konsekvenserne af kønsskiftebehandling til børn.
Desværre lader Stinus Lindgreen til at have købt 100% ind på den kønsideologiske tilgang til børnekønsskifte, hvor man netop tror på, at det diagnostisk kan afgøres om et barn vil have kønsdysfori resten af livet.
Stinus Lindgreen accepterer imidlertid også, som man kan høre i klippet herunder, at der vil være børn, der fejldiagnosticeres, og må leve med konsekvenserne af den fejlbehandling resten af livet.
Stinus Lindgreen accepterer altså, at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente med deres kønsskifte til de er gennem puberteten.
Det er en ærlig sag - men et forfærdende menneskesyn og en moralsk og etisk forkastelig behandlingsetik, mener vi i Dansk Regnbueråd.
Stinus Lindgreen siger i klippet:
"Det er korrekt, at der som ved alle andre behandlinger er risiko for fejldiagnosticering, og derfor er det også helt afgørende, at behandlingen kun iværksættes efter en grundig udredning med fagligheden i orden, præcis som Det er tilfældet i dag."
DRR kommenterer: Stinus Lindgreen, fagligheden er jo netop IKKE i orden, når kønsskiftelægerne selv indrømmer at de INTET diagnostisk apparat har, der kan afgøre, om de stiller den rigtige diagnose.
"Men det at undlade behandling. Det er ikke et neutralt standpunkt. Det har end også store konsekvenser for dem, der vil have glæde af behandlingen, og det savner jeg virkelig, at forslagsstillerne forholder sig til. Det er også klart at behandlingen i sagens natur vil have stor indvirkning på den kropslige udvikling, det ligger lidt i det med hormonbehandling, og de konsekvenser skal personen leve med i al evighed."
DRR kommenterer: Kan vi ikke lige dvæle ved den et øjeblik, Stinus Lindgreen? Du hopper lidt let hen over det - det med konsekvenserne.
Konsekvenserne for de fejlbehandlede børn er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der ikke længere matcher deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. De kan ikke få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette.
Det hele grundet en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.
"Men det er lige så sandt at puberteten er en irreversibel proces, og hvis man venter til 18 årsalderen, så vil kroppen ligeledes er undergået store og permanente forandringer, som det unge menneske også skal leve med altid, og som i disse tilfælde jo netop er imod det personen ønsker igen."
DRR kommenterer: Stinus Lindgreen, den pubertære proces fjerner i 80-90% af tilfældene det kønslige ubehag i børnene, når den er tilendebragt - hvis kroppen holdes fri for stop- og krydshormoner.
Puberteten er IKKE en sygdom, den er en essentiel evolutionær proces, hvor børn omdannes til voksne. Den kan være svær, men den er dybt nødvendig og en menneskeret at få lov at gennemføre. For alle børn. For INGEN kan forudsige hvilke børn, der måtte ende med at skulle leve med kronisk kønsdysfori på den anden siden af puberteten - og derfor skal ALLE børn have lov at gennemføre den.
"Det er ikke en neutral handling at forbyde eller udskyde behandlingen. Det har direkte menneskelige konsekvenser."
DRR kommenterer: Nej, det er ikke en neutral handling. Der er en stor risiko for at behandlingen har en iatrogen effekt, dvs. at den bliver (med)skabende af sygdommen, bl.a. fordi stophormo-nerne jo også standser den pubertære udvikling i hjernen, som naturligt kunne mildne eller fjerne det kønslige ubehag.
Stinus Lindgren, og dermed det Radikale Venstre, giver ift. børnekønsskifte desværre udtryk for holdinger, der flugter med de allermest ekstreme kønsideologers. Vi finder det uforståeligt, at en forsker i bioinformatik ikke er i stand til at se, hvorfor det behandlingsetiske regnskab i tilfældet børnekønsskifte bare kke går op, for:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.
Hvorfor kan Stinus Lindgreen og det Radikale Venstre ikke se det? 🤨
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?