Nordisk pressemøde i Reykjavik med bl.a. Mia Hughes (forfatteer til rapporten), Stella O’Malley (leder af GenSpect) og Jesper W. Rasmussen (formand, Dansk Regnbueråd)
Den islandske aktivist Eldur Deville, som kæmper mod den ekstreme kønsideologi i sit hjemland, har været involveret i tilblivelsen af WPATH-rapporten. Derfor blev det Eldur Devilles lod at arrangere et pressemøde for de nordiske landes medier.
På mødet deltog Mia Hughes, som fik til opgave at udfærdige rapporten, efter at en whistleblower afslørede sandheden bag WPATH-organisationen. Med på mødet var også den norske, lesbiske kunstner Tonje Gjevjon, som blev søgt fængslet i sit hjemland for ‘hadsk tale’ samt lægen dr. Carrie Mendoza fra FAIR.org og lederen af GenSpect.org, Stella O’Malley, en af den verdensomspændende anti-gender-kamps mest fremtrædende skikkelser.
Dansk Regnbueråds formand Jesper W. Rasmussen var med andre ord havnet i fint selskab.
Pressemøde-videoen kan deles og downloades her.
The WPATH Files-introvideo
Se graverjournalisten Michael Shellenberger (kendt bl.a fra The Twitter Files) vise en række opdigtsvækkende whistle-blower-videoklip, og hør ham forklare hovedkonklusionerne i den afslørende og omfattende rapport om børnekønsskifte.
I Vesten har vi udsat titusindvis af børn for denne behandling genneem de sidste 10 år. Rapporten blev offentliggjort den 5. marts, 2024.
Intro-videoen kan deles og downloades her. En transkription kan hentes her.
KLIK for at downloade WPATH-dokumenterne.
Michael Shellenbergers erklæring på X om WPATH-dokumenterne.
I en ny stærkt bekymrende rapport fra den berømte graverjournalist Michael Shellenberger (‘The Twitter Files’) afdækkes nu de sidste 10 års behandling af børn og unge med kønsidentitetsforvirring i en rapport med titlen ‘The WPATH Files’.
WPATH (udt. ‘double-u path’) står for World Professional Organisation for Transgender Health, og organisationen er den ‘førende’ i verden. Dens såkaldte standards of care er dem Rigshospitalet skilter med, at de anvender - og det selv om der løbende har været råbt vagt i gevær vedrørende WPATHs aparte praksiser og ideologiske tilgang til sundhedspleje for børn og unge med såkaldte kønsidentitetsforhold.
Konklusionen på Michael Shellenbergers rapport er, at vi i Vesten i årevis har udført pseudo-videnskabelige kirurgiske og hormonelle forsøg på børn, unge og sårbare voksne.
Det har foreninger som Dansk Regnbueråd og børnekønsskiftemodstandere som Lotte Ingerslev fra transkøn.dk og journalisten Dorte Toft været klar over længe - men denne 217 sider lange rapport, som er blevet til takket være WPATH-whistleblowere, er den mest grundige dokumentation til dato.
Rigshospitalet anvender WPATHs såkaldte standards of care ifm børnekønsskifte.
Tre indledende og afgørende spørgsmål - hvad svarer du på dem?
Begynd med at svare på tre enkle ja/nej-spørgsmål. De vil gøre det klart for dig, om du mener kønsskifte til børn bør fortsætte som et tilbud i sundhedsvæsenet - eller ikke.
Du kan også stille spørgsmålene til en ven eller en kollega. Tag diskussionen om de etiske aspekter.
Er der 100% sikkerhed i diagnosticeringen af børn med prepubertær eller pubertær kønsdysfori? Kan vi med andre ord være sikre på, at de vil føle sig sådan, når puberteten er slut og resten af livet? Ja eller nej.
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten? Ja eller nej.
NOTE: Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe ER (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. De kan ikke få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet i en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.
Er det en forsvarlig behandlingsetik? Ja eller nej.
Vi vender tilbage til det med den ikke-eksisterende diagnostiske sikkerhed om lidt. De danske kønsskiftelæger indrømmer selv at der intet diagnostisk værktøj eksisterer.
Vi tackler også postulatet om, at det er ligeså riskabelt ikke at give børn kønsskifte som at give dem det.
Pubertetsblokkere og konsekvenserne for danske børn
De forfærdende følger af børnekønsskiftebehandlingerne, er forlængst begyndt at melde sig i form af et eksploderende antal børn og unge på verdensplan, der har fortrudt deres behandling, men nu har kroppe, der er ødelagte af irreversibel medicin og voldsomt indgribende kirurgi.
I Dansk Regnbueråd har vi over de seneste måneder via vores telefonrådgivning været i kontakt med adskillige (fire) unge, der hævder, at være blevet transitioneret som børn. De oplyser at de nu har fortrudt deres kønsskifte. Det er svære samtaler, for de unge har ødelagt deres kroppe og udseende. To af kvinderne kan ikke få børn, da de har fået fjernet deres underliv.
Klik ovenfor for at lytte til podcasten.
Vi håber nogle af disse unge finder modet til at stå frem med deres historie, ligesom Peter Rødbro, der transitionerede som voksen, og siden fortrød.
Peter Rødbros ønske om at skifte køn skyldtes en psykisk lidelse kaldet Borderline. Peter var voksen, da han overbeviste sig selv om, at et kønsskifte var det, der skulle til for at han kunne blive lykkelig.
Man kan kun forestille sig, hvad et barn helt uden livserfaring kan bilde sig selv ind, at det har behov for, for at komme af med ubehaget ved at blive en voksen udgave af sit køn. Beslutningen om et børnekønsskifte kan imidlertid få livsødelæggende konsekvenser, bl.a. på det seksuelle område.
I klippet herunder forklarer WPATH-chefen dr. Marci Bowers (som selv er transperson) ganske nøgternt, hvad konsekvenserne er af den almindelige praksis, der også anvendes på Rigshospitalet, hvor man giver helt unge drenge de særlige stop-hormoner, der blokerer for deres pubertet før den begynder.
Klippet kan deles og downloades her.
Kunstige skeder og penisser
Følgerne er, fortæller dr. Bowers i videoen ovenfor, at ingen drenge, der har fået stop-hormoner ved pubertetsstart, har kunnet opnå orgasme som voksne. Som i: Ingen. Overhovedet.
Drengenes penis er en såkaldt mikropenis, da den ikke har udviklet sig grundet netop stop-hormonerne. Det er stærkt livsforringende, hvis drengen alligevel vil leve som sit biologiske køn.
Hvis drengen - den unge mand - imidlertid ønsker at fortsætte transitionen, er han også ilde stedt seksuelt, da der i den lille penis ikke findes væv nok til at tilvirke en kunstig skede, hvorfor der må fjernes noget af tarmen til at ‘konstruere’ den med. En kunstig skede er i øvrigt de facto et åbent får, der kræver konstant indsættelse af en genstand, som kan holde hullet åbent.
En kunstig penis er endnu mere kompliceret, da der skal (billedadvarsel!) høstes store mængder væv og hud andre steder på kroppen, for at lave noget, der skal illudere en penis. Komplikations-raten for denne aparte type operationer, er tårnhøj.
Bivirkningerne ved stophormonerne er også mange og alvorlige. De inkluderer blandet andet:
Knogleskørhed (børnenes/de unges rygsøjler kan falde sammen grundet knogleskørhed)
Intelligenstab (hjernes generelle udvikling pauseres også af stophormonerne)
Tab af forplantningsevne
Tab af orgasmeevne
VI SPØRGER: Hvordan skal en dreng på 10-12 år - som er den alder, hvor man typisk påbegynder medicinering med stop-hormoner - reelt kunne forstå, hvad han risikerer at udsætte sin krop for, hvis han bliver behandlet med pubertetsblokkere?
Forstå han, hvad han risikerer at miste? Forstår han, hvad han fravælger?
Ofte er det børn, der ingen seksuel erfaring har - end ikke med sig selv. De er bare børn - og endnu ikke seksuelle væsener i voksenforstand. Og alligevel har man givet hundreder af danske børn denne behandling med udgangspunkt i WPATHs standards of care.
Det er noget nær ufatteligt.
Notatet fra dr. Astrid Højgaard til Peter Rødbro.
Diagnostisk sikkerhed: INGEN. “Vi har intet diagnostisk apparat til vores rådighed.”
Det mest chokerende i det forgangne år har været, at læger og psykologer på Sexologisk Klinik (som behandler u. 18) og Center for Kønsidentitet (som behandler 18+) åbent erkender, at de simpelthen ikke har noget ‘diagnostisk apparat’ til rådighed i forhold til at vurdere, om de gør det rigtige eller ej, når de skal vurdere om børn og voksne bør påbegynde medicinsk kønsskifte med hormoner.
Det indrømmer bl.a. dr. Astrid Højgaard, cheflæge på Center for Kønsidentitet i Aalborg, i et notat, der blev sendt til føromtalte Peter Rødbro. som fortrød sit kønsskifte.
Af notatet, som du selv kan læse til højre, fremgår det:
… at vi jo ikke har noget diagnostisk apparat, der kan stilles til rådighed, for at finde ud af om det er det rigtige vi gør. Det eneste, vi har at arbejde med, er de udtalelser, mennesker selv kommer med, når de kommer hos os.
Fortrydelse - noget ‘vi bare må leve med’?
Da der ikke er noget værktøj, der kan stille diagnosen, er det med andre ord bare et diagnostisk gæt, der laves. Et gæt, der baserer sig på, hvad et barn - et ufærdigbygget, mindreårigt menneske i stærk mistrivsel - mener, det har behov for.
Et gæt, der kan få irreversible behandlingsfølger for barnet eller den unge.
90% af børn, der oplever disse issues slipper af med dem ad naturlig vej, fordi netop den ting, de har det så svært med, puberteten, ‘fikser dem’, hvis den får lov at gøre sit arbejde færdig.
Mange kønsdysforiske børn har underliggende diagnoser, såkaldte komorbiditeter, så som autisme, skizofreni, depression, spiseforstyrrelser m.v. - og WPATH-lægerne, såvel som lægerne på Rigshospitalet, er udmærket klar over den store risko, der er, for at det er de underliggende diagnoser, der driver barnets og den unges ønske om at skifte køn. Ikke ‘ægte’ kønsdysfori.
Dette faktum har imidlertid ikke udløst nævneværdig agtpågivenhed hos WPATH - heller ikke hos de danske læger. I Berlingske udtalte førnævnte dr. Astrid Højgaard opsigtsvækkende:
“Hvis vi har nul, der fortryder, behandler vi for få”
Og om patienter, der fortryder deres kønsskifte, erklærede dr. Højgaard videre:
»Det kan jeg godt leve med. Det er også farligt ikke at blive behandlet. Vi taler om mennesker med øget selvmordstilbøjelighed, cuttingadfærd, angst. Vi kan jo se, at de mennesker får det bedre, når de behandles«
At behandle eller ikke at behandle
Vi har ofte hørt argumentet om, at der er ligeså alvorlige omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det. I Danmark er der også politikere, der argumenterer for det.
Her er det fx Det Radikale Venstres Stinus Lindgren, der i Folketinget hævder, at det ‘ikke er en neutral handling at lade et barn gennemføre en puberteten, barnet ikke ønsker:
Men Stinus Lindgrens påstand om at det skulle være forbundet med ligeså stor risiko IKKE at behandle et kønsdysforisk barn som AT behandle det, holder imidlertid på ingen måde.
Overvej således venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.
Det er stærkt bekymrende at hverken dr. Astrid Højgaard, hendes kolleger eller et flertal af folkevalgte er i stand til at erkende dette simple, logiske forhold.
Dansk Regnbueråds henvendelse til Det Etiske Råd
Behandlingstilbuddet med kønsskifte til børn har eksisteret siden 2015, og flere end 400 børn har indtil nu modtaget den kontroversielle behandling. Og hvert år føjes børn til den frustrerende statistik.
Modsat juridisk kønsskifte til børn og psykisk sårbare unge, som Det Etiske Råd tog stilling til i 2021 (og desværre var positive overfor), så har Rådet af en eller anden grund aldrig forholdt sig til det langt mere kontroversielle irreversible medicinske og kirurgiske kønsskifte til sårbare, påvirkelige børn og til unge med svære, underliggende psykiatriske diagnoser.
Diskussionen om børn og ‘informeret samtykke’ rummer ellers indlysende etiske udfordringer,
Klik på billedet for at læse hele henvendelsen til Det Etiske Råd
I Dansk Regnbueråd har vi derfor påtaget os opgaven med at forklare Det Etiske Råd, hvorfor vi mener hele behandlingstilbuddet til børn og unge med kønsidentitetsforhold bør stoppes. Noget andet må træde i stedet for det dybt uetiske og uopretteligt skadelige eksperiment, som Sexologisk Klinik nu i over otte år har udført på de allermest sårbare børn i Danmark.
Henvendelsen rummer en række supplerende partsindlæg fra en børne- og ungdomspsykiater, en psykoterapeut med speciale i emnet, en detransitioner (person, der har fortrudt kønsskiftebehandlingen, red.) samt fra en række forældre, som står - eller har stået - midt i problematikken, fordi de har et psykisk sårbart barn, der er overbevist om at kønsskifte er løsningen på dets psykiske ubalance.
Læs den 23 sider lange henvendelse til Det Etiske Råd her. Måske kan du selv bruge den til at få klarhed over argumenterne mod at udsætte børn og sårbare unge for irreversibel kønsskifte-behandling - enten fordi du er i tvivl om din holdning til problematikken, eller fordi du har manglet klart formulerede og veldokumenterede argumenter:
KLIK for den nuværende vejledning.
Sundhedsstyrelsens reviderede vejledning
I løbet af første halvdel af 2024 foreligger Sundhedsstyrelsens reviderede vejledning ifm. ‘sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold’, som de kalder det.
Arbejdet udføres jfr. et kommissorium, og forestås af en arbejdsgruppe, som opsigtsvækkende rummer hele to transideologiske ngo’er, nemlig:
LGBT+ Danmark (repræsenteret med 2 personer)
FSTB, Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn (repræsenteret med 1 person)
KLIK for at læse kommissoriet.
Dansk Regnbueråd var sidste år til møde med Sundheds-styrelsen om behandlingstilbuddet, og vi har fra starten forsøgt at blive indlemmet i arbejdsgruppen, så der i det mindste var én ngo i gruppen, der var skeptisk ift. behandlingstilbuddet og ideologien bag det.
Det blev afvist, hvilket vi har erklæret os uforstående over for. Det synes ikke rimeligt, at forfordele kritikere af behandlingen, når hele to af de argeste proponenter for den, er repræsenteret ved hele tre personer fra de to mest transideologiske organisationer i Danmark.
Vi finder det ikke tilstrækkeligt, at Dansk Regnbueråd blot er høringspart. Vi vil ind i maskinrummet så vi nøje kan følge, hvad der forgår derinde. Det er kun rimeligt for balancens skyld.
Sundhedsstyrelsen har ikke kunnet forklare os hvorfor, vi ikke kan få plads i arbejdsgruppen, når LGBT+ Danmark og FSTB kaN - og vi nu har bedt om et statusmøde, hvor vi bl.a. ønsker afklaring på, hvilken betydning WPATH-dokumenterne får for det videre arbejde med revideringen af vejledningen.
Sundhedsstyrelsens afvisning af Dansk Regnbueråd
Folketinget & kønsskifte til børn
Når vejledningen foreligger, ønsker vi, at Folketinget omsider får lov at tage stilling til, om kønsskifte er noget, vi skal fortsætte med at udføre på børn og psykisk sårbare unge i Danmark.
Folketinget har aldrig taget stilling til medicinsk og kirurgisk kønsskifte til børn. Kun juridisk kønsskifte er blevet behandlet i Folketinget.
Den reviderede vejledning såvelsom en udtalelse fra Det Etiske Råd kan så indgå i Folketingets stillingtagen, omend vi selvsagt ikke ved, hvordan vejledningen falder ud eller hvad Rådet evt. vil udtale.
Det vil vise sig.
Vi har i Dansk Regnbueråd gjort alt, hvad vi kan, for at få Det Etiske Råd til at tage sagen op og informere dem behørigt om de mange stærkt kritisable aspekter ved behandlingen.
Iatrogene effekter & medicinskade
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser.
Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter, men konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er, som tidligere nævnt, kendte:
Knogleskørhed
Stærkt forøget kræftrisiko
Et udseende inkongruent med patientens biologiske køn
Underudviklede eller manglende kønsdele
Manglende bryster
Manglende evne til at opnå orgasme
Permanent infertilitet
Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
En stor del af WPATH-dokumenterne handler om, at organisationen har været fuldt vidende om at børn ikke kan give informeret samtykke.
Det må Sexologisk Klinik også have været - og alligevel er man i den seneste WPATH Standards of Care ver. 8 gået all-in på at udvikle nye behandlinger, der også skal tilgodese såkaldte non-binære og nu også eunukker, der af WPATH nu anerkendes som en kønsidentitet, der kan realiseres ved kirurgisk behandling:
Lyt til vores podcast med terapeut Lotte Ingerslev fra transkøn.dk. Lotte doku-menterer, hvad der foregår ift. kønsskifte til børn og WPATH-organisationen.
Ingen evidens
Fortalere for såkaldt kønsbekræftende behandling hævder, at den er evidensbaseret. Men nu viser WPATH-dokumenterne, at praksissen hverken er videnskabelig eller medicinsk. Organisationer som American Medical Association, The Endocrine Society, American Academy of Pediatrics og tusindvis af læger globalt - inklusive det danske sundhedssystem - stoler på WPATH som førende autoritet inden for "kønsmedicin".
KLIK for at læse artiklen.
Alligevel afslører WPATH's interne filer, herunder skriftlige diskussioner og en video, at medlemmerne er klar over, at de skaber ofre og reelt ikke får "informeret samtykke" fra de unge patienter.
Ofrene inkluderer en 10-årig pige, en udviklingsmæssigt forsinket 13-årig og personer, der lider af skizofreni og andre alvorlige mentale lidelser. Skader beskrevet i filerne inkluderer sterilisation, tab af seksuel funktion, leversvulster og død.
WPATH-medlemmer angiver gentagne gange, at de ved, at mange børn og deres forældre simpelthen ikke forstår virkningerne af pubertetsblokkere, hormoner og operationer på børnenes og de unges kroppe. Og alligevel fortsætter man med at udføre og anbefale de såkaldt kønsmodificerende behandlinger.
Man gjorde børn fortræd …
WPATH-dokumenterne beviser, at kønsbekræftende behandling består af uregulerede og pseudovidenskabelige eksperimenter på børn, unge og sårbare voksne som fx Peter Rødbro.
Det vil blive betragtet som en af de værste medicinske skandaler i historien for hvilken en dansk statsminister engang i en ikke fjern fremtid vil skulle undskylde til hundredevis af groft fejlbehandlede kvinder og mænd, som sundhedsvæsenet ikke formåede at passe på, da de var pubertetsramte børn og psykisk sårbare unge, og havde det allersværest.
Skammen over det vil aldrig fortage sig, men lad os dog i det mindste stoppe vanviddet, nu hvor vi kender sandheden og konsekvenserne.
Læs Michael Shellenbergers gennemgang af de væsentligste forhold i WPATH-dokumenterne på hans Substack.
Hvad er WPATH? Og hvad handler WPATH-dokumenterne om? Forstå det hele på få minutter
Den homoseksuelle komiker, aktivist og forfatter Andrew Doyle forklarer i videoklippet herover kort og præcist, hvad WPATH - World Organization for Transgender Health - er for en størrelse, og hvorfor den nylige offentliggørelse af whistleblower-afsløringerne i The WPATH-files er afgørende vigtige i kampen for at få standset medicinsk kønsskifte til mindreårige.