KLIK ovenfor for at læse den fulde Cass-rapport.
Fire år har den britiske børnelæge dr. Hillary Cass og den offentligt nedsatte ekspertgruppe, hun har ledet, brugt på at komme til bunds i børnekønsskifte-behandling i Storbritannien.
Den endelige rapport foreligger nu, og den er kritisk over for den udredning og behandling, der har været ydet til britiske børn og unge med kønsidentitetsforhold. Konklusionerne og anbefalingerne kan man læse herunder.
For Dansk Regnbueråd er denne den vigtigste:
“Klinikere er ude af stand til med sikkerhed at fastslå, hvilke børn og unge, der vil udvikle en vedvarende transidentitet.”
Det har cheflæge dr. Astrid Højgaard da også forlængst indrømmet i Danmark i et notat i marts sidste år til Peter Rødbro, der fortrød sit kønsskifte:
“Vi har ikke noget diagnostisk apparat, der kan stilles til rådighed for at finde ud af, om vi gør det rigtige. Det eneste vi har at arbejde med, er de udtalelser, mennesker kommer med, når de kommer hos os.”
KLIK for at høre et interview med Peter Rødbro, der fortrød sit kønsskifte.
Væsentlig rapport - men vanviddet kan fortsætte i Storbritannien
Det burde jo være dét. På den baggrund burde al medicinsk kønsskiftebehandling af mindreårige og psykisk sårbare unge i Danmark være blevet indstillet øjeblikkeligt. Det skete ikke.
Cass-rapporten åbner i sine anbefalinger for at behandlingen krydshormoner kan fortsætte som før fra barnets fyldte 16. år - og at stop-hormoner stadig kan gives til helt små børn for at bremse deres pubertet, når den indsætter. Det vil sige så tidligt som 10-11-årsalderen - blot skal behandlingen kunne kategoriseres som værende en del af kliniske forsøg/studier.
I Dansk Regnbueråd klinger ‘irreversible klinisk-medicinske forsøg på børn’ aldeles forfærdende - og hvis Sundhedsstyrelsen omorganiserer behandlingstilbuddet (hvad man p.t. er i gang med), så vil man finde opbakning i Cass-rapporten til fortsat medicinsk og irreversibelt at ‘skifte køn’ på de alleryngste borgere i Danmark. Blot skal de vurderes at have udvist ‘tegn på ikke at befinde sig godt i deres biologiske køn’ og deres behandling skal kategoriseres som værende del af kliniske studier.
Klik for at lytte til indslaget. Det starter 37 minutter inde.
Ud fra samme argumentation vil man i Danmark også kunne genåbne for behandlingen af de børn, for hvem det kønslige ubehag først har manifesteret sig, da de kom i puberteten.
Ift. denne gruppe børn havde sundhedsminister Sophie Löhde ellers udmeldt, at der “som udgangspunkt ikke skulle tilbydes medicinsk behandling”, men i stedet et terapeutisk forløb.
Om Ministeren har holdt det løfte, mangler vi dog at se tal, der understøtter. Resultatet af den aktindsigt, Dansk Regnbueråd søgte, var meget ukomplet og mudret. Det er vi uforstående over for.
Vi ved derfor ikke, om Ministeren har holdt sit ord.
Cass-rapporten & det danske sundhedsvæsen
Cass-rapporten er vigtig, for den retter dyb kritik mod det britiske sundhedsvæsen, der har været ude af kontrol i sin villighed til at lave kønsskifte på børn, hvoraf flere og flere nu fortryder. Den er også stærkt skeptisk over for konceptet om ‘social transition’, da dette kan være med til at gøre et barns kønslige ubehag kronisk.
Men at pege på Cass-rapporten og dens anbefalinger som en model for det danske behandlingstilbud til børn og unge med kønsidentitetsforhold, kan reelt blive et tilbageskridt ift. status quo, da der med henvisning til Cass-rapporten kan argumenteres for at forøge antallet børne- og ungdomskønsskifter i Danmark. Blot skal de kunne karakteriseres som ‘kliniske eksperimenter’. Det bør vi under ingen omstændigheder acceptere.
Behandlingsetisk er det her ikke et svært dilemma. Stil dig selv disse tre spørgsmål:
KLIK for at læse om dr. Højgaards behandlingsetik.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten? Ja eller nej?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik i det danske sundhedsvæsen? Det mener bl.a. dr. Astrid Højgaard, cheflæge på Center for Kønsidentitet, at det er.
Det patient- og menneskesyn er vi dybt beskæmmede af i Dansk Regnbueråd.
Vi arbejder politisk for et fuldstændigt stop for medicinsk og kirurgisk lønsskifte til alle under 25 år, som er den aldersgrænse som Rigshospitalets kirurger nu de facto sætter for den del af kønsskiftebehandlingen, som de varetager. Et menneske opnår først fuld kognition og konsekvensforståelse, når frontallapperne er sammenvokset. Det sker, når man er midt i 20’erne.
Dansk Regnbueråd kan ikke se nogen grund til at irreversibel hormonbehandling skal kunne gives tidligere end den irreversible kirurgiske behandling - og vi kan slet ikke se noget etisk forsvarligt argument for, at behandlingen skal kunne gives til børn.
Kønsskifte til børn i Danmark skal stoppes så hurtigt som overhovedet muligt - og stoppes fuldstændigt.
- Jesper W. Rasmussen, formand.
DOKUMENTATION
KLIK for at læse dr. Lasse Sørensens debatindlæg (gratis).
Læs Dansk Regnbueråds lægefaglige rådgiver dr. Lasse Sørensens kritik af Sundhedsstyrelsen omfavnelse af transideologien. Lasse Sørensen er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.
Fra Cass-rapportens hovedkonklusioner:
Der er ingen enkel forklaring på stigningen i antallet af primært unge mennesker og unge voksne, der har en trans- eller kønsdivers identitet, men der er bred enighed om, at det er et resultat af et komplekst samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer. Denne balance af faktorer vil være forskellig for hver enkelt person.
Selvom der er blevet offentliggjort en betydelig mængde forskning på dette område, viste systematiske evidensgennemgange den dårlige kvalitet af de offentliggjorte studier, hvilket betyder, at der ikke er et pålideligt evidensgrundlag for at træffe kliniske beslutninger eller for at børn og deres familier kan give informeret samtykke.
Rationalet for tidlig undertrykkelse af puberteten [med stop-hormoner, red.] er stadig uklart, med svage beviser vedrørende virkningen på kønsdysfori, mental eller psykosocial sundhed. Effekten på kognitiv og psykoseksuel udvikling er stadig ukendt.
Brugen af maskuliniserende/feminiserende hormoner hos personer under 18 år præsenterer også mange ukendte faktorer, på trods af deres langvarige brug hos den voksne transkønnede befolkning. Manglen på langsigtede opfølgningsstudier for dem, der starter behandling i en tidlig alder, betyder, at man har utilstrækkelige oplysninger om holdbarheden af resultaterne for denne gruppe.
For de fleste unge vil en medicinsk vej ikke være den bedste måde at håndtere deres kønsrelaterede bekymringer på. For de unge, hvor en medicinsk vej er klinisk indiceret, er det ikke tilstrækkeligt bare at tilbyde dette uden også at adressere bredere mentale sundheds- og/eller psykosociale problemer.
Klinikere er ude af stand til med sikkerhed at fastslå, hvilke børn og unge der vil udvikle en vedvarende transidentitet.
KLIK ovenfor for at læse hele Cass-rapporten.
Fra Cass-rapportens hovedanbefalinger
Anbefalingerne anlægger en anden tilgang til sundhedspleje, der er mere tæt knyttet til den sædvanlige kliniske praksis i NHS [Storbritanniens offentlige sundhedssystem, red.], der betragter den unge person holistisk og ikke kun ud fra deres kønsrelaterede bekymringer. Det centrale formål med vurderingen bør være at hjælpe unge mennesker med at trives og nå deres livsmål.
Behandlingstilbud skal følge de samme standarder som andre behandlingstilbud, der ser børn og unge med komplekse forhold og/eller yderligere risikofaktorer.
Børn/unge henvist til NHS Gender Services [svarer til Sexologisk Klinik, red] skal modtage en holistisk vurdering af deres behov mhp. at skabe en individualiseret behandlingsplan. Dette bør inkludere screening for neurodevelopmentale tilstande, herunder autismespektrumforstyrrelse, og en mental sundhedsvurdering..
Gængse evidensbaserede psykologiske og psykofarmakologiske behandlingsmetoder bør anvendes til at støtte håndteringen af kønsinkongruens og underliggende tilstande, herunder støtte til forældre/pårørende og søskende efter behov.
Sundhedsvæsenet bør etablere en separat vej for præ-pubertære børn og deres familier, og sikre at de prioriteres for tidlig drøftelse om, hvordan forældre bedst kan støtte deres barn på en afbalanceret og ikke-dømmende måde. Når familier/pårørende træffer beslutninger om social transition af præ-pubertære børn, bør tjenester sikre, at de så tidligt som muligt kan ses af en klinisk professionel med relevant erfaring.
Der skal være en anden vej end NHS Gender Services til personer, der overvejer detransitition, idet det erkendes, at disse personer måske ikke på ny ønsker at benytte den selvsamme del af sundhedsvæsenet, hvis pleje de tidligere var under.
De forsøg med stop-hormoner, der tidligere blev annonceret af NHS England, bør være en del af et forskningsprogram, der også evaluerer resultater af psykosociale interventioner og maskuliniserende/feminiserende hormoner.
Muligheden for at give maskuliniserende/feminiserende hormoner fra 16 års alderen eksisterer stadig, men denne rapport anbefaler ekstrem forsigtighed. Der skal være en klar klinisk begrundelse for at give hormoner på dette tidspunkt i stedet for at vente, indtil en person når 18. Hver sag, der overvejes til medicinsk behandling, skal drøftes af et nationalt Multidisciplinært Team.
Innovation er vigtig, hvis sundhedspleje skal udvikle sig, men der skal være en proportionel grad af overvågning, tilsyn og regulering, der ikke kvæler fremskridtet, samtidig med at man forhindrer, at evidensløs behandling trænger ind i den kliniske praksis. Innovation skal trække på og bidrage til evidensgrundlaget.
