Klik ovenfor for at læse artiklen i Kristeligt Dagblad (bag betalingsmur).
Citat fra artiklen:
"Fra 2016 til 2022 er godt 1300 børn og unge blevet udredt for kønsdysfori på Sexologisk Klinik. Ud af dem er 341 blevet sendt i hormonbehandling. Men udviklingen på området har fået sundhedsvæsenet til at være mere påpasseligt med denne behandling. Hvor en tredjedel af alle børn og unge i udredning blev henvist til hormonbehandling i 2019 og 2020, var det i 2022 kun seks procent, der blev henvist til hormonbehandling.
Ifølge Sexologisk Kliniks præsentationsmateriale kender de til ni børn og unge, som har fortrudt at have påbegyndt hormonbehandling, men de har ikke overblik over, hvor mange der samlet fortryder. Samtidig skriver klinikken, at man ikke har sikker evidens for behandlingen, samt at det er et reelt dilemma, om det er lægeligt forsvarligt at hormonbehandle børn og unge med pubertetsrelateret kønsdysfori på grund af den manglende viden.
Formuleringerne i præsentationsmaterialet er interessante, mener Morten Bangsgaard, der er næstformand i Center for Familieudvikling og tidligere medlem af Det Etiske Råd.
"Jeg synes, at det bør give anledning til, at vi ser på, hvordan vi kan beskytte nogle af disse børn og unge mennesker i en meget sårbar periode i deres liv. For år tilbage fjernede man transseksualitet som en psykiatrisk diagnose, og jeg kan nogle gange tænke, at man har gjort dem en bjørnetjeneste. Man kunne overveje at genindføre det som en diagnose for at sikre, at de får den rette behandling," siger han.
Overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Gorm Greisen har også set materialet og lægger først og fremmest mærke til formuleringerne om, at der ikke er sikker evidens for behandlingen.”
For eller i tvivl om kønsskifte til børn i Danmark? Her er tre spørgsmål du bør stille dig selv og svare ærligt på:
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af børnene? Kan vi være sikre på, at de vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at *nogle* børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at *andre* børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe *er* (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet i en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?