Forleden kom Stephen Kings miniserie Storm of the Century op i mit YouTube-feed.
Jeg kan huske, at jeg så den, da jeg boede i Los Angeles, og at den gjorde et stort indtryk, men jeg huskede ikke helt hvorfor. Det gør jeg nu efter at have genset filmen.
I sin essens er Storm of the Century typisk King: Eviggyldig i sin skildring af de etiske og moralske dilemmaer, som vi som mennesker møder. Det der slog mig var imidlertid, at det føltes nærmest allegorisk ift. den etiske og moralske erosion som den ekstreme kønsideologi har påført forældre og børn. Borgere i almindelighed. Påført samfundet. Og alle dele af det.
Jeg har lagt filmens afslutning op herunder. Brug 45 minutter af en aften på at se den - eller (gen)se hele miniserien her.
Da filmklippet starter er følgende sket …
Under en voldsom storm er en lille ø ud for Maines kyst blevet fuldstændig isoleret. Da en fremmed dukker op midt i stormen, ændrer alting sig på én nat for alle på øen.
Den Fremmede synes nemlig at kende hver af beboernes mørkeste hemmeligheder - og bruger sine overnaturlige kræfter til at slå beboer efter beboer ihjel. Efter hvert drab siger han:
“Giv mig det, jeg ønsker, så drager jeg bort”
Men hvad er det han vil have? Og hvorfor?
Da Den Fremmede omsider ved et fællesmøde i øens kirke fortæller, hvorfor han er kommet, og hvad han vil have, stilles øens beboere overfor et forfærdende valg. Det Den Fremmede ønsker er nemlig det dyrebareste af alt.
Men vil beboerne give ham det … ?
Fortæl mig, hvad du tænker, når du har set klippet/serien - ser du de samme paralleller som jeg?
Med venlig hilsen
Jesper
