Prideformand Lars Henriksen indrømmede nemlig senere over for Dansk Regnbueråd, da mikrofonerne var slukkede og vi havde forladt Politikens Hus, at det forholdt sig modsat. Det var en løgn, der faldt i en debat, som ironisk nok handlede om mediernes ukritiske dækning af bl.a. Priden. Vil det få konsekvenser?
Af Jesper W. Rasmussen, næstformand i Dansk Regnbueråd.
Klik på billedet for at komme til podcasten. Lyt med fra 24.50.
“I Priden går vi ikke ind for irreversibelt medicinsk kønsskifte til børn - vi går kun ind for juridisk kønsskifte”.
- Lars Henriksen, politisk talsperson for Copenhagen Pride
Ordene om børnekønsskifte er prideformand Lars Henriksens, og de falder fredag eftermiddag i Ekstrabladets legendarisk hede podcaststudie i Politikens Hus’ baggård på Rådhuspladsen. Jeg er gæst i Q & Co., Danmarks mest lyttede mediemagasin, til en debat om mediernes manglende kritik af Priden, af LGBT+ Danmark og af hele ‘queeragendaen’, og mærker et yderligere rush af varme, men denne gang indefra … for hvad sagde Lars Henriksen lige der?? Qvortrup, der sjældent misser et beat, skæver da også over til mig og bemærker tydeligvis det anstrøg af ‘åben mund og polypper’ mit udtryk har fået - for det her er et kæmpe positionsskift som ingen har hørt om før nu …
For præcis et år siden var jeg for første gang gæst hos Henrik Qvortrup i forbindelse med stiftelsen af Dansk Regnbueråd. Q & Co.-podcasten var dengang næsten lige så ny som vores forening, og for et år siden var det bl.a. også børnekønsskifte, der var på dagsordenen.
Kampen mod den behandlingsetiske katastrofe, som irreversibelt kønsskifte til børn er, var fra starten Dansk Regnbueråds primære politiske mål. Dansk Regnbueråd udtalte i Q & Co. en skarp kritik af en ny dokumentarserie på DR om ‘transbørn’ og unge, “Et helt menneske” som vi følte var ren transideologisk, fuldstændig kritikløs propaganda i bedste familiesendetid.
Klik på billedet for at se “Et helt menneske” på DRTV.
I det år der er gået er vi nået 80% i mål med at stoppe kønsskifte til børn. De større børn, hvor det kønslige ubehag først opstår i forbindelse med puberteten, skal som udgangspunkt ikke længere kunne få medicinsk kønsskifte, meddelte Sundhedsminister Sophie Løhde i maj måned.
Tilbage står imidlertid de sidste 20% af de behandlede børn. De mindste. Det er de børn, som det vurderes har udvist tegn på kønsdysfori (‘kønsligt ubehag’) siden de var helt små og hvis pubertet, man stadig agter at standse kunstigt med såkaldte stophormoner, så børnene ikke udvikler sig naturligt. Det er en behandling, der grundet grelle bivirkninger og irreversible følger for børnene, er blevet standset i resten af Skandinavien, Frankrig og Storbritannien. Men Danmark fortsætter man altså indtil videre.
Læs artiklen om status på børnekønsskifte i Danmark
Copenhagen Pride og LGBT+ Danmark deler det samme værdigrundlag. Helt bogstaveligt. Det er det samme, der står i deres respektive formuleringer af, hvad de tror på og arbejder for - og det de tror på hedder Intersektionel Feminisme. Jeg skal ikke gå i detaljer med ideologien, men den udspringer af identitetspolitikken og det er den, der har ansvaret for at have udbredt tænkningen om at køn ikke er biologisk, men noget børn selv aktivt kan vælge - og bør aktivt vælge.
Det er Intersektionel Feminisme (som intet har med den klassiske forståelse af feminisme at gøre), der er skyld i absurditeter som biologiske mænd i kvindesport, fjernelsen af kvinders rettigheder til egne safe-spaces, afsoningsforhold - og til overhovedet at kalde sig kvinder frem for ikke for den woke neologisme ‘fødende personer’. Det er således deres omfavnelse af Intersektionel Feminisme, der har fået Enhedslisten til at hævde, at jo, mænd kan godt føde børn og kvinder kan godt have en penis.
En meget opsigtsvækkende melding
“Er I for kønsskifte til børn, Lars?”
Tilbage i studiet vælger jeg at presse Lars Henriksen for svar om et emne, Priden i det seneste år har været meget undvigende omkring.
“Jamen, det kan du ikke sige på den måde-”
“Hvorfor kan jeg ikke det? Jeg spørger: Går du ind for medicinsk kønsskifte? Går I ind for, at det er en rigtig måde at behandle børn med forskellige psykiske udfordringer på?”
“Det jeg siger er, at vi går ind for juridisk kønsskifte til børn - men vi går ikke ind for irreversibelt kønsskifte til børn.”
Bum.
Jeg havde simpelthen ikke set den komme, og kan faktisk ikke tro mine ører. Men jeg vil gerne! Jeg glæder mig i studiet forbløffet over, at der pludselig er noget som Dansk Regnbueråd og Priden faktisk har fælles fodslag om - men jeg undrer mig samtidig over, hvorfor de ikke har meldt det ud.
“Jamen, når vi aldrig har været for det, så behøver vi jo heller ikke sige at vi er imod det,” argumenterer Lars Henriksen. Fair nok. Det vigtigste er jo at han netop har meldt ud at Priden ikke går ind for irreversibelt medicinsk kønsskifte til børn. Det er vildt - og det er godt.
Jeg havde planlagt at stille en række andre meget kritiske, etiske spørgsmål til Lars Henriksen om børnekønsskifte, men dem kan jeg nu spare mig, for diskussionen er lukket ned med denne opsigtsvækkende, positive udmelding.
Optagelserne slutter, og vi bliver fulgt gennem baggården og sluset ud gennem Politikens Hus’ sikkerhedsforanstaltninger. Jacob Kwon er smuttet i forvejen, men jeg trasker lidt efter Lars Henriksen. Jeg haster op på siden af ham for at spørge yderligere ind til den overraskende melding. For hvad siger fx Pridens nærmeste samarbejdspartner LGBT+ Danmark til den dybe uenighed, der nu må siges at eksistere mellem dem og Priden? LGBT+ Danmark har jo netop børns ret til medicinsk kønsskifte som et af sine hovedpunkter?
Lars Henriksen vender sig om mod mig et lidt smørret grin.
“Jeg tror du misforstod mig derinde. Vi er for medicinsk kønsskifte til børn, men vi betragter ikke stop-hormonerne som irreversibel medicinsk behandling.”
Det sker ikke ofte, men lige dér mister jeg sgu mælet. Lars Henriksen har simpelthen løjet nyhedschefen for landets største nyhedsmedie, Henrik Qvortrup og mig lige op i ansigtet med en absurd retorisk finte. Og gjort det, så der ikke ville blive stillet flere kritiske spørgsmål om børnekønsskiftebehandlingen. Uvederhæftigheden er nærmest lammende.
“Men … så sagde du jo noget, der ikke passede, Lars? I går jo ind for medicinsk kønsskifte til børn??”
“Vi går ikke ind for krydshormoner til børn, men vi synes det er helt urimeligt at børn, der føler sig som det modsatte køn skal udsættes for en skadelig pubertet, de ikke ønsker. Og stophormoner er jo helt uskadelige og fuldt reversible. Stophormoner har intet med medicinsk kønsskifte at gøre.”
Løgn - blot en ekspedit redefinition af sandheden?
Jeg ryster afmægtigt på hovedet. Lars Henriksen bruger det sædvanlige trans-aktivistiske argument, som jeg har hørt tusind gange før, om at stophormonerne, også kaldet pubertetsblokkere, er reversible, selv om de nu beviseligt er voldsomt skadelige ved længere tids brug i pubertære børn. Netop følgevirkningerne er grunden til, at man har stoppet brugen af pubertetsblokkere i Sverige, Norge, Finland og Storbritannien, fordi stophormonerne, der også bruges til kemisk kastration af seksualforbrydere, har vist sig bl.a. at have følgende bivirkninger:
Knogleskørhed, nedsat intelligens i børnene (pga. pausering af den hjernehormonelle udvikling), et udseende inkongruent med deres biologiske køn, underudviklede kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse børn vil ikke selv kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet en beslutning som disse mennesker fik lov at tage som børn, mens de var ramt af svære psykiske udfordringer.
Men Lars Henriksen gør imidlertid også noget mere, der er typisk for queeraktivismen og identitetspolitikken: Han opfinder på stedet sin egen, ekspeditte definition af hvad ‘medicinsk børnekønsskifte’ er, helt på samme vis som den ideologi, han arbejder efter, også har redefineret hvad køn er, hvad kvinder er, hvad mænd er osv. Og den definition føler han, at han har ret til at lave, virkeligheden og konsekvenserne upåagtede.
I never learn 😞 Trods min indimellem barske retorik er jeg et tillidsfuldt væsen, og jeg var seriøst klar til at melde det her ud som en ting vi rent faktisk kunne enes om, Dansk Regnbueråd og Priden … men journalisten i mig fulgte alligevel op på vej gennem baggården. Og der fik jeg så sandheden om Henriksens og Pridens egentlige holdning.
Hvad gør pubertetsblokkere ved en børnekrop og hjerne? Få de skræmmende fakta her.
Lars Henriksen sender mig et Cheshire-kat-bredt smil og haster videre. Han har grund til at smile. Han er nemlig endnu en gang sluppet af sted med at gøre det, han og queeraktivisterne altid gør: Lyve. En bad faith lie. Straight up. Henriksen lykkedes ved at anvende sin egen definition af ‘medicinsk børnekønsskifte’ med at lukke diskussionen om emnet ned. Det er det folk som han altid gør, fordi de ved at medicinsk kønsskifte til børn har udviklet sig til at være et behandlingsetisk fuldstændig uforsvarligt synspunkt, grundet de følger for krop og hjerne, man nu ser pubertetsblokkerne har haft for psykisk sårbare børn og unge overalt i den vestlige verden.
Faktum: Priden går ind for børnekønsskifte. Så hvorfor lyver Lars Henriksen på den måde og tror, han kan slippe af sted med det? Det gør han, fordi han, Priden og LGBT+ DK er sluppet af sted med præcis det her i årevis. Lars Henriksen har INGEN frygt for at blive konfronteret med noget som helst, fordi … han aldrig bliver konfronteret med noget-som-f*cking-helst.
It’s that simple.
Selv i en podcast om netop mediernes manglende kritiske tilgang til queer-aktivismen føler Lars Henriksen sig grotesk nok så sikker på, at hans omgåelse af sandheden ikke får konsekvenser i form af kritisk journalistisk efterbehandling. Så sikker er prideformanden på dette, at han føler sig fri til med et smørret grin at indrømme løgnen blot et par minutter efter mikrofonerne er slukket.
Det er dét, vi er oppe imod. Det er derfor, vi dannede Dansk Regnbueråd. Ikke mere løgn. Ikke mere etisk forkvaklet, børneskadende ideologi. Ikke. Mere. Pis. Intersektionel Feminisme (der er afledt direkte af identitetspolitik) er en syg ideologi, der har inficeret en værdig sag, som ellers gennem årtier havde vundet så mange værdige sejre, og nu truer med at ødelægge accepten, bl.a. fordi den målrettet går efter børnene.
Blot lyver ideologien - her med Lars Henriksens mund - overbevisende om, hvad den er og hvad den gør. Det var to førende danske pressefolk ironisk nok på forbilledlig vis vidne til i podcast-studiet på Rådhuspladsen i går.
Q & Co. handlede i denne uge om mediernes mangel på kritisk tilgang til queeraktivismen og Priden - er det mon nu at TV2 News giver sig selv til opgave, at finde ud af, hvad Priden egentlig går ind for? Særlig når prideformanden føler, at han er nødt til at snige sig uden om det ved ikke at fortælle sandheden?
Det vil vise sig.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.