Sekretariatschefen for Danmarks største lgbt-organisation mener ikke, det er hendes opgave at tale om problemer med homofobi i Danmark. Det forklarer hun nølende, afværgende og yderst relativiserende i et afslørende interview med Jyllands-Posten i den forgangne uge.
Temaet er homofobi blandt muslimer, og anledningen er, at 59 procent af de adspurgte danske muslimer, i en ny holdningsundersøgelse foretaget af analysefirmaet Wilke for Jyllands-Posten, svarer »nej« til, at de ville acceptere, hvis deres barn ønskede at leve åbent som homoseksuel.
Sekretariatschef Susanne Branner, som selv har takket ja til et interview om emnet, nægter pure at forholde sig til det, og refererer i stedet til problemer med kristne religiøst miljøer »altså Indre Mission og frikirkemiljøet og sådan noget,« som hun siger det.
Den tålmodige interviewer forsøger ellers ihærdigt.
»Jeg studser bare lige over, at hver gang jeg nævner muslimer, så begynder du at tale om kristne. Det har du gjort tre gange nu. Hvordan kan det være, du altid nævner kristne, når jeg spørger til muslimer?« spørger han.
Og ganske som forventet afslører Susanne Branner Jespersen med sin manglende stillingtagen, at hun med sin organisation sover i timen:
»Det gør jeg da ikke altid. Er det ikke en konfliktoptrappende måde at spørge på? Jeg prøver bare at relativere den viden, vi har på området. Og muslimske miljøer er ikke et område, vi har arbejdet særligt meget med.«
Og her er der jo ikke meget andet at sige, end »kan I så komme i gang«. Det skriger jo til himlen, at den største lgbt-organisation i Danmark ikke forholder sig til problemer med homofobi der, hvor problemet tilsyneladende er størst.
LGBT+ Danmark får altså ikke alle de offentlige penge fra Udenrigsministeriet, Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet, Sundhedsstyrelsen, København og Frederiksberg Kommune for at lade som om, problemet ikke eksisterer. Det burde selvfølgelig ikke være nødvendigt at sige, men her er vi altså.
Raceren LGBT-kamp
Helt galt går det, da Susanne Branner skal forsøge at forklare, hvorfor hendes organisation ikke interesserer sig det mindste for muslimsk homofobi. Det viser sig nemlig, at LGBT+ Danmark kun er en organisation for etnisk danske kristne.
Jyllands-Posten spørger: »Hvorfor har I så ikke rakt ud til muslimske miljøer noget før?«
»Jamen, fordi vi et eller andet sted har forventet, at det var en opgave, som lå et andet sted. I Danmark er det jo mest foreningen Sabaah, som har påtaget sig den opgave.« svarer Susanne Branner Jespersen, og henviser til den lille civilorganisation Sabaah, der arbejder for at forbedre vilkår for lgbt-personer med minoritetsetnisk baggrund.
Susanne Branner Jespersen lever altså i et de facto raceopdelt parallelsamfund. Og medmindre der i alle deres ansøgninger om offentlige kroner specifikt har stået, at de søger støtte til at forbedre etnisk danske – og kun kristne – lgbt+-personers vilkår, har hun et forklaringsproblem.
Om jeg begriber, at alle organisationens samarbejdspartnere ikke har været ude og tage kraftigt afstand fra den raceopdelte praksis, organisationen stolt proklamerer, at de dyrker. For det er lige netop det, det er.
Hun siger det faktisk tydeligere endnu, da journalisten spørger til, om LGBT+ Danmark ikke kan beskæftige sig med homofobi blandt muslimer, fordi organisationen Sabaah gør det:
»Det har vi hidtil ladet være med, fordi vi ikke vil tage brødet ud af munden på dem. Sabaah gør et superprisværdigt arbejde, og vi har haft en klar intern arbejdsdeling mellem den og LGBT+ Danmark.«
Tage brødet ud af munden på dem? Altså, man vil ikke i Danmarks største lgbt-organisation gøre en indsats for at hjælpe lgbt-personer, som ikke tilhører det etnisk danske, kristne flertal, fordi man ikke vil tage frivilligt arbejde fra minoriteter.
Svigter Abdi
Jyllands-Posten har også interviewet en homoseksuel mand, der udtaler sig under pseudonymet Abdi. Han er kærester med en mand, men skjuler det for sin familie af frygt for, hvad han vil blive udsat for, og hvad de vil blive udsat for af det somaliske miljø. Han siger:
»Jeg lever i et skjult fængsel, og jeg er ikke alene. Vi er mange somaliere i Danmark med muslimsk baggrund, der lever et dobbeltliv. Jeg ved det, for jeg kender folk: Folk, som ikke kan fortælle, hvad de laver, hvem de dater, eller hvem de går rundt og forelsker sig i. Jeg er kærester med en mand, der får mig til at føle en flig af den lykke, jeg ellers så sjældent føler, men jeg kan ikke engang sige det til min familie.«
Hvis ikke der er hjælp at hente for Abdi i LGBT+ Danmark, så har de intet at gøre med nallerne i de offentlige pengekasser.
Aminata Corr Thrane er journalist og kommentator