Rigshospitalets Center for Kønsidentitet deklarerer åbent at de samarbejder med WPATH.org.
På Sexologisk Klinik på Rigshospitalet skilter man stolt med at man følger WPATHs såkaldte 'Standards of Care', der bl.a. slår fast at:
"Allowing puberty to occur is not a neutral act".
Det var muligvis denne opfattelse som bl.a. Stinus Lindgreen parafraserede i Folketingssalen forleden, hvor han om børnekønsskifte udtalte:
"Det er ikke en neutral handling at forbyde eller udskyde [kønsskifte, red.]behandlingen. [...] puberteten er en irreversibel proces, og hvis man venter til 18 årsalderen, så vil kroppen ligeledes være undergået store og permanente forandringer, som det unge menneske også skal leve med altid [...]"
Andre politikere, bl.a. Camilla Fabricius, Peder Hvelplund, Mike Villa Fonseca og Astrid Carøe sagde noget tilsvarende, baseret på behandlingsideologien om, at man med såkaldte stop-hormoner bør forhindre puberteten i at gå sin gang for børn, der føler sig som det modsatte køn.
Men hvad ved politikerne egentlig om de transmedicinske organisationer?
Det er rimeligt at spørge, hvad alle de politikere og debattører, der har omfavnet denne kønsideologiske tænkning, egentlig ved om hvad WPATH og EPATH står for i dag. Kender de fx den aparte historie om, hvorfor organisationen for nylig valgte at anerkende 'eunuk' ... som køn?
Klik på billedet for læse Lotte Ingerslevs artikel om, hvordan ‘eunuk’ blev et anerkendt køn hos WPATH.
Vi vil lade Dorte Tofts og Lotte Ingerslevs vanligt veldokumenterde artikler tale for sig selv. Der er klart nogle politikere, meningsdannere, ukritisk woke influencers som Anne Kirstine Cramon samt, væsentligst af alle, en hel bunke klinikere på Sexologisk Klinik, Center for Kønsidentitet og i Sundhedsstyrelsen, som burde orientere/opdatere sig grundigt om WPATH så hurtigt som muligt.
Klik på billedet for at læse Dorte Tofts artikel i P.O.V. International om kampen mellem WPATH, EPATH og GenSpect.
Vores beslutningstagere bør kende proveniensen af den behandlingsideologi, flere af dem hævder at gå så varmt ind for, såvel som oprindelsen af de kønsideologiske soundbites, de citerer i folketingssalen, medierne, SoMe og til middagsselskaber.
Men hvem du end er, så gør dig klar til både ufrivillige grin, hovedrystende vantro, knogledyb forargelse og øjne så store som matcha-tekopper, når Dorte Toft & Lotte Ingerslev sætter rendyrket kønsskifte-galskab i gabestokken.
Klik på billedet for at læse Lotte Ingerslev artikel om de nyeste behandlingstilbud til non-binære og eunukker.
Også på Rigshospitalet er man i fuld gang med at skræddersy behandlinger til de nye kønsidentiteter, som WPATH har anerkendt.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?