Børn med pludselig opstået kønsdysfori (ROGD) er officielt fredet fra nu af - men ministeren ønsker fortsat at tilbyde kønsskifte til de yngste 'transbørn' … hvor længe kan den praksis opretholdes?
Evidens eller ikke evidens - det er spørgsmålet …
Mette Thiesen fra DF stilllede som vanligt en række yderst skarpe og relevante spørgsmål, som sundhedsminister Sophie Løhde for det meste parerede med standardsvaret om, at hun afventer Sundhedsstyrelsens reviderede vejledning af vejledningen om kønsskifte til børn.
Ministeren benyttede også lejligheden til at skælde ud på Mette Thiesen med påstand om at denne ikke citerede dr. Ewers Haahr korrekt, når hun fastslog at doktoren havde udtalt, at der ingen evidens var for gavnligheden af behandlingen.
Mette Thiesen har imidlertid gengivet dr. Ewers Haahrs udtalelser korrekt, da doktoren bl.a. den 13. marts i Jyllandsposten forklarer:
[...] at lægerne i Danmark i lighed med andre lande som Sverige, England og Finland gennem det seneste år er blevet mere påpasselige med at give kønshormon til børn.
»Det skyldes blandt andet mangel på evidens for behandlingens effekt, og at flere unge har valgt at detransitionere tilbage til deres oprindelige køn og har fortrudt deres beslutning, siger Mette Ewers Haahr og tilføjer, at Sexologisk Klinik dog ikke kender til det præcise antal.
På grund af ressourcemangel har klinikken ikke haft mulighed for at følge op på de børn og unge, der har været igennem, og som kan bidrage med viden om behandlingens effekt.
Hvis noget 'mangler', Sundhedsminister, er det der ikke. Hvis der 'mangler evidens', er der ikke evidens. Ellers ville dr. Haahr vel have formuleret det som at der ‘ikke var tilstrækkelig evidens' eller ‘ikke var nok evidens' - men hun sagde direkte, at der mangler evidens.
Det her er ganske ligetil anvendelse og forståelse af det danske sprog - og dr. Haahr har da heller ikke selv præciseret/berigtiget fx Dansk Regnbueråds udlægning af evidensforholdet. Det har kun Sundhedsministeren fundet anledning til i går, og i øvrigt ikke med anførsel af at være blevet bedt om det af Sexologisk Klinik.
Så nej, Sundhedsminister: Der er ingen evidens for behandlingens gavnlighed for patienterne. Punktum. Stå ved det - eller frembring evidensen for behandlingens gavnlighed, den diagnostiske sikkerhed, langtidseffekterne af behandlingen m.v.. Nu.
Opsigtsvækkende nyt fra Sundhedsministeren
Bemærk nedgangen i antallet af behandlede børn fra 2021 til 2022
Ministeren oplyste som noget opsigtsvækkende nyt, at børn hos hvem kønsdysforien først manifesterer sig ved pubertetens indtræden, såkaldt R.O.G.D. (Rapid Onset Gender Dysphotia) IKKE længere vil blive tilbudt medicinsk kønsskifte så længe de er under 18 år. Det er en ny og positiv melding. Det har muligvis de facto forholdt sig sådan i godt et års tid nu, og kan være forklaringen på den store procentuelle nedgang i antallet af behandlede børn fra 2021 til 2022 (80% fald) - men der har ingen officiel melding været om det fra myndighederne. Den kom så i går.
Sexologisk Klinik vil i stedet koncentrere sig om de helt små børn, og fra nu af kun give kønsskifte de drenge og piger, der menes at have manifesteret tegn på kønsdysfori fra en meget tidlig alder.
Denne tilgang er naturligvis fortsat yderst problematisk, for den diagnostiske sikkerhed er stadig fuldstændig fraværende, og selve behandlingen risikerer derudover at være medskabende af sygdommen (iatrogen), da også barnets hjernehormonelle udvikling pauseres med de såkaldte stophormoner. Det er den selvsamme pubertære hjerneudvikling, som er det eneste, der naturligt kan fjerne barnets kønslige ubehag over tid. Behandlingen risikerer således at blive en selvopfyldende profeti, hvilket i sig selv er katastrofalt.
Ingen af de drenge, der har fået stophormoner fra pubertetsstart, har derudover kunnet opnå orgasme som voksne, grundet den manglende udvikling af kønsorganerne. Det indrømmede WPATH, World Professional Association for Transgender Health, på en videokonference sidste år:
Klik ovenfor for at se videokonferencen på Twitter.
WPATHs såkaldte 'Standards of Care' er dem som Rigshospitalet selv erklærer på deres hjemmeside, at de følger. Man må derfor antage, at skabelsen af denne irreversible seksuelle dysfunktion i drenge-patienterne er noget, Rigshospitalet finder acceptabelt. Da behandlingen påbegyndes på et tidspunkt, hvor drengene endnu ikke selv har en færdigudviklet seksualfunktion, kan de næppe forstå, hvad de med medicineringen reelt giver afkald på. Det burde det voksne behandlersystem vide og respektere. Det gør de bare ikke.
Stop for kønsskifte til børn i Danmark
Der er for Dansk Regnbueråd ingen tvivl om, at kønsskifte til børn - alle børn - vil blive stoppet. Det er kun et spørgmål om hvornår. Derefter venter så et omfattende, tillidsskadeligt opgør med Sundhedsstyrelsen, når mange af de allerede behandlede børn fortryder. Den kamp står Dansk Regnbueråd naturligvis klar til at tage sammen med de unge detransitioners.
Tak til Mette Thiesen for en brav og ordentlig kamp på gårsdagens åbne samråd i Sundhedsudvalget ❤️💪🏼
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.