I en artikel i Jyllandsposten fortæller en 11-årig dreng om sit juridiske kønsskifte fra dreng til pige. Jyllandspostens redaktør Marchen Neel Gjertsen mener, at barnets historie bør læses af folk, der har en ‘meget firkantet’ holdning til juridisk børnekønsskifte og Nordjyskes debatredaktør Anders Sønderup mener at juridisk børnekønsskifte ‘er i strid med loven, men ikke problematisk’.
Jo, det er. Der er gode grunde til at vi er ‘firkantede’. For dette barn skulle naturligvis ikke have haft mulighed for hverken juridisk kønsskifte eller have mulighed for stop- og krydshormoner.
Begge dele kan have en stærkt iatrogen effekt, altså hvor behandlingen (og juridisk kønsskifte er en del af 'behandlingen') bliver medskabende af af et udkomme, der ikke havde behøvet at være. Næste skridt er nemlig stophormoner, der ødelægger barnets mulighed for at udvikle sig normalt og i 98% af tilfældende leder barnet direkte over i den endelige krydshormonelle behandling.
I videoen herunder kan man se, hvordan Marci Bowers, transperson og chef for WPATH, som har designet Sexologisk Kliniks børnekønsskifte-behandling) indrømmer, at ingen drenge - og det her er en biologisk dreng, Marchen - har kunnet opnå orgasme, hvis de har fået stophormoner fra pubertetens start.
Barnets penis udvikler sig grundet medicinen ikke - og der er således heller ikke nok væv til at danne en kunstig vagina fra, når den tid kommer.
Barnet, Marchen Neel Gjertsen og Anders Sønderup går i brechen for, har levet i omgivelser, der altid har spillet med på illusionen om, at det var 'født i den forkerte krop'. Men ingen er 'født i den forkerte krop'.
Det her er et fysisk fuldstændig rask barn, der har krav på at få lov til at gennemføre sine naturlige processer. Det her er et barn, der burde være tilgået med største varsomhed af sin omgivelser. Det er ikke sket. For en forsvindende lille del af børn med kønsdysfori vedvarer lidelsen på den anden side af puberteten - men ingen - ingen- kan vide hvilke børn det bliver. Det erkender lægerne selv blankt
Barnet, de to redaktører omtaler i deres respektive medier er ikke et barn, som Folketinget vil ondt. Det er et barn, der har været udsat for et massivt omsorgssvigt i sin familie, af sundhedssystemet og af samfundet - også medierne. I den bedste, kærligste mening, vælger vi at tro.
Resultatet er imidlertid det samme for barnet.
Vi undrer os såre over, at Helge Sune Nymand, formanden for Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn, vælger at udstille sit barn på den måde, det sker i artiklen i Jyllandsposten. Det er et barn. Hans barn.
Kunne det været at Helge Nymand er blevet beruset af sin sagspolitiske rolle som Danmarks ‘transbarn’-far nummer ét, og at hans barns reelle ve, vel og rettigheder (bl.a. til privatliv) derfor trænges i baggrunden?
Den slags ting sker. Det er blevet terminologiseret Trans-hausen by Proxy og Münchausen by Transing, afledt af den velkendte diagnose Münchausen by Proxy. Vi ved det ikke. Blot ved vi, at her er en hel familie, der er gået all-in på at deres dreng er en pige.
Men ved de, at han er det? Altså med sikkerhed? Hvad når puberteten er overstået?
Herunder er vores tre spørgsmål om børnekønsskifte. Dem bør Marchen Neel Gjertsen og Anders Sønderup svare på.