Det er ifølge formanden for Autismeforeningen svært at vurdere, om det er bedst at kønsskiftebehandle for mange eller for få: ”Det går ud over nogen, uanset hvad man vælger.” Det regnestykke holder ikke.
Klik ovenfor for at læse hele artiklen i Kristeligt Dagblad (betalingsmur)
Et farligt, falsk dilemma: ”Det går ud over nogen, uanset hvad man vælger.”
Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.
Det burde enhver kunne forstå - også formanden for Autismeforeningen, hvis psykisk sårbare medlemmer han ærligt talt ville tjene bedre, hvis han satte sig mere ind i tingene, og opstillede et simpel logisk/etisk ræsonnement som ovenstående.
// Dansk Regnbueråd
For eller i tvivl om kønsskifte til børn i Danmark? - Her er tre spørgsmål du bør stille dig selv og svare helt nøgternt på:
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af børnene? Kan vi være sikre på, at de vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at *nogle* børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at *andre* børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe *er* (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet i en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?