KLIK for at læse kronikken i The New York Times.
Det har været undervejs et stykke tid, men med journalist Pamela Pauls op-ed (kronik) i fredags sprang The New York Times endeligt ud som transkritisk efter i mange år, at have bakket op om børne- og ungdomskønsskifte.
Det er en queer-ideologisk (woke, om man vil) funderet behandling, hvor man altså postulerer, at psykisk sårbare børn kan afgøre, at de i virkeligheden 'er det modsatte køn', og at de derfor skal have medicinsk og kirurgisk såkaldt ‘kønsbekræftende’ behandling som løsning på deres psykiske trængsler,
Konsekvenserne af denne behandling, der har været tilbudt i mange vestlige sundhedssystemer siden starten af 2010’erne (i Danmark siden 2016), ser man nu de forfærdende konsekvenser af.
Børn og unge, der blot var helt almindelige homo- eller biseksuelle, og havde underliggende diagnoser som autisme, skizofreni, ADHD, spiseforstyrrelser m.m., blev forledt til at tro, at de havde kønsdysfori (blivende/kronisk ubehag ved eget køn), og kun kunne få det godt, hvis de 'skiftede køn'.
Mange har nu fortrudt, og må ulykkeligt erkende, at de har ladet deres krop skamfere til ukendelighed og må leve med livsvarige mén, der bl.a. inkluderer en mistet evne til at få børn.
New York Times' holdningsskifte udgør en milepæl i en ændret offentlig diskurs i den venstreorienterede presse, som forhåbentlig vil være med til at foranledige et totalt stop for kønsskifte til børn og psykisk sårbare unge.
Alt for mange har allerede fået deres liv ødelagt. Også i Danmark. Det vil vi se i de kommende år.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af børn med prepubertær eller pubertær kønsdysfori? Kan vi med andre ord være sikre på, at de vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at *nogle* børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at *andre* børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe ER (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. De kan ikke få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet i en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlingsløsning et barn og dets forældre vælger?
Og endelig: Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er *psykiske* og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko man udsætter børnene for. Den er voldsomt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det - og de få børn i hvem kønsdysforien vedvarer, kan modtage behandling efter puberteten er overstået.
… hvad svarede du?