Ekstrem grundig og lødig kritik
Lotte Ingerslev fra www.transkøn.dk har lavet en meget grundig gennemgang af undersøgelsen samt mange andre data og fakta fra Danmark og udlandet, og debunker både dataindsamling, databehandling og konklusioner i det nye studie.
Læs den kritiske gennemgang af undersøgelsen ved at klikke på billedet.
Det er en undersøgelse, der sammen med kronikker som gårsdagens i Politiken, groft forvrænger virkeligheden, og lægger et enormt pres om kønsskifte-behandling på børn med kønsligt ubehag - og ikke mindst på deres forældre og familier.
Læs vores tidl. blogindlæg om selvmordsmyten.
Klik ovenfor for at læse den kritiserede kronik i Politiken.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.