Du læste rigtigt: Der var ingen data/evidens FØR, man startede med at tilbyde børnekønsskifte i Danmark, man har ikke samlet data ind og brugt dem til noget UNDER den periode, hvor vi har givet børn kønsskifte, og hvordan det gik børnene EFTER, de var færdigbehandlede, har Sexologisk Klinik heller ikke tracket - men NU, syv år senere ... skal det være?
Klik ovenfor for at læse artiklen (bag betalingsmur)
“Viden om effekten af at behandle børn med kønsligt ubehag med hormoner er så lille, at lægerne kalder det et dilemma, om det overhovedet er lægeligt forsvarligt at fortsætte. Alligevel har man i Danmark ikke samlet erfaringer eller lavet langtidsopfølgninger på de mindst 341 børn og unge under 18 år, som er blevet henvist til hormonbehandling for kønsdysfori siden 2016. Kønsdysfori kaldes lidelsen, når ens kønsidentitet ikke stemmer overens med det køn, man fik ved fødslen.
Hverken Sundhedsstyrelsen eller regionerne har fået etableret en database, der registrerer langtidseffekter af behandlingen, som enten bremser pubertetens udvikling eller medfører varige forandringer på barnets krop. Der er dermed ingen sikker viden om, hvor mange danskere der har fortrudt kønsbehandlingen, eller hvilke konsekvenser hormonbehandlingen på længere sigt har hos de danske patienter.
For nylig har Sexologisk Klinik imidlertid fået fondsmidler til at etablere et forskningsprojekt om blandt andet langtidseffekter, der netop er gået i gang. Og det er positivt, men manglen på viden er akut, lyder det fra den britiske journalist Hannah Barnes, der til daglig arbejder på BBC, og som tidligere i år udgav en anmelderrost bog om praksis på den omdiskuterede kønsklinik Tavistock i England med titlen "Time to Think: The Inside Story of the Collapse of the Tavistock's Gender Service for Children" (Tid til omtanke. Insiderberetning fra kollapset af Tavistocks kønsbehandling af børn).
”Jeg kender ikke til forholdene i Danmark, men her i England har vi heller ingen som helst data på langtidseffekter af behandlingen. Det på trods af, at vores klinik har været åben siden 1989. På trods af 34 års praksis har vi altså stort set ingen anelse om, hvordan det går med dem, der har fået hormonbehandling som børn og unge, og dem, der ikke har fået det,” siger hun.
Fra sit eget arbejde med bogen stødte Hannah Barnes både på voksne mennesker, som levede lykkelige liv som transkønnede og på andre, som havde taget skade af behandlingen, blandt andet fordi de havde fortrudt. Men mere sikker og generel viden findes ikke.
”Så vidt jeg ved, har det været tilfældet på kønsklinikker i hele verden, at man ikke har fulgt op på langtidseffekterne af denne behandling på børn og unge. Vi har kun en lille smule viden fra et studie i Holland, og den generelle mangel på viden anerkendes også af organisationen World Professional Association for Transgender Health (der indsamler viden om emnet, red.) Denne slags studier er formentlig meget tidskrævende, og der har ikke været meget pres fra omverdenen for at få dem lavet. Samtidig er det gået fra at dreje sig om en gruppe af meget få mennesker til på få år at være en markant større gruppe, som får denne behandling,” siger hun.”
Læs hele artiklen her.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af børnene? Kan vi være sikre på, at de vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe ER (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet i en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?