I Danmark har børn siden 2015 kunnet få irreversibelt medicinsk kønsskifte UDEN deres forældres tilladelse fra de er 15 år gamle. I USA kan børnene også få kirurgisk kønsskifte. Men hvem betaler så for dét, tænker du måske? Ja, det gør familiens sundhedsforsikring. Også selv om forældrene ikke vil have det. Sådan er lovgivningen.
I Danmark betaler staten. Også selv om forældrene ikke vil have det. Sådan er lovgivningen. Over 350 børn i Danmark har fået irreversibelt medicinsk kønsskifte siden 2015. Hvad havde du svaret for 10-15 år siden, hvis nogen havde sagt at ovenstående ville være virkelighed og hverdag i 2023?
Grænser flytter sig, når grænser får lov til at blive flyttet. Mennesker er villige til at acceptere endog meget vilde ændringer, hvis det ikke direkte berører os selv. Eller hvis vi er autoritetstro (det er langt de fleste af os), er bange for konsekvenserne, hvis vi protesterer, hvis vi har for travlt til at bemærke hvad, der sker - eller hvis vi grundlæggende har sympati for intentionen og ikke rigtig sat os ind i detaljerne.
Klik ovenfor for at læse artiklen.
Til venstre er en artikel i pædagogernes fagforening BUPLs medlemsblad. Den er tre år gammel. Og vild. I den portrætteres bl.a. Helge Sune Nymand, der tydeligvis har været den drivende kraft bag artiklen. Nymand er formand i FSTB, Foreningen til støtte for transkønnede Børn. Prøv at læse artiklen - og transporter dig selv blot få år tilbage i tiden.
Det du kan læse i BUPL-artiklen har været mindsættet i de danske dagtilbud i adskillige år nu, opbakket af BUPL og nøje koordineret med FSTB, der sideløbende har leveret selvforfattede, transideologiske - såkaldt normkritiske - undervisningsmaterialer, som i de senere år har været anvendt bredt på Danmarks pædagoguddannelser.
Udover det har FSTB produceret en række rendyrket transideologiske how-to-guides målrettet alle landets dagtilbud - altsammen betalt og blåstemplet af Sundhedssyrelsen, der har doneret 1.200.000 kr til FTSB til formålet. Ingen fagfællebedømmelse. Ingen kritik. Bare af sted hen over transstepperne.
Vi skriver 2023. Så du anderledes på ideen om 'transbørn' og børnekønsskifte-behandlingen dengang for 3-5 år siden ift. nu? Var din reaktion dengang bare lidt skuldertrækkende 'nå, ja, det er så åbenbart det, man gør nu ...'? Og hvis ja, hvad gjorde så, at du ændrede holdning? Hvad var dén vigtigste ting, der gjorde at du fik øjnene op for vanviddet?
Alle vil have forskellige svar på det - hvis de altså er nået til konklusionen om, at 'transbørn' er en farlig, forkvaklet illusion og at børnekønsskifte er en forfærdende, ideologisk drevet medicinsk fejltagelse af episk skandaløse proportioner.
Den konklusion når flere og flere danskere til i disse måneder. Det og andre væsentlige udviklinger på området giver håb om at vanviddet snart kan slutte.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej i den forbindelse venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.