I går aftes var der 1. behandling af Nye Borgerliges beslutningsforslag om at stoppe børnekønsskifte.
Klik ovenfor for at høre interview med Jesper W. Rasmussen
I går aftes var der 1. behandling af Nye Borgerliges beslutningsforslag om at stoppe børnekønsskifte. Debatten varede to en halv time, og det var en sjældent substantiel debat, hvor særlig Kim Edberg med rolig værdighed markerede sig stærkt og udtrykte en etisk grundforståelse af sagens kerne og det store ansvar, Folketinget har.. Det samme gjorde vanligt kampklare Mette Thiesen og Mikkel Bjørn - men i særdeleshed var det en ny spiller i denne debat, Liberal Alliances Louise Brown, der uden slinger i valsen og udvisende stor empati, navigerede sikkert igennem de mange svære dilemmaer. Det var opløftende at se et meget liberalt parti indtage en så klar og utvetydig stilling, som L.A. gjorde i Browns ordførertale (1 t. 28 min. 40 sek. inde i debatten).
Hele debatten
(Undertekster er autogenererede, så utilsigtede sproglige pudsigheder vil forekomme. Slå til/fra i playeren)
Klip fra debatten
Stinus Lindgren (R): Det er tåbeligt ikke at lave medicinske studier på kønsdysforiske børn:
Camilla Fabricius (S): Er det liberalt at ville begrænse børns muligheder for at få kønsskifte?
Louise Brown (LA): Hvad mener C. Fabricius’ (S) om at mand fik kønsskifte efter kun én samtale?
Stinus Lindgreen (R): At lade et barn gennemleve puberteten er ikke en neutral handling:
Lyt til debatten som podcast.
En sjælden debat …
Debatten demonstrerede generelt, at de partier, der vil stoppe børnekønsskifte, havde fuldstændig styr på fakta og tilgik problematikken ud fra hovedspørgsmålet om diagnostisk sikkerhed, nemlig om man kan garantere, at børnene vil føle sig som det modsatte køn resten af livet? Det er afgørende, fordi den behandling, man giver dem er garanteret uoprettelig og følgerne af den vil vare resten af livet.
Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe er altså (modsat diagnosen) 100% sikker og kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko sfa. hormonerne, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme grundet underudviklede genitalier - og permanent infertilitet.
Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet en beslutning som disse patienter fik lov at tage ... som børn.
Ingen sikkerhed for børnene
Det stod klart, at der ikke er nogen diagnostisk sikkerhed, og selv om det ikke lykkes at få nogen af pro-børnekønsskifte-politikerne til at sige det direkte, så lå det implicit at vi er nødt til at acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at *andre* børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten.
Man henholdt sig til at Sundhedsstyrelsen selv var igang med at revidere vejledningen omkring behandlingstilbuddet, og at antallet af børn, der fik kønsskifte sidste år var 80% lavere end det foregående år. Men diagnostikken er jo stadig lige usikker - sikkerheden er ikke-eksisterende indrømmer Sexologisk Klinik selv ... så hvem af de kønsskifte børn er det okay at vi har fejldiagnosticeret og ødelagt kroppe på og fremtidsmuligheder for?
Mette Thiesen holdt en stærk og anderledes tale (2 t. 18 min. inde), hvor hun gennem en meget personlig vinkling anskueliggjorde, hvordan Tingets medlemmer - i dette tilfælde hende selv - om nogle år kan blive konfronteret med resultaterne af kønsskifte til børn.
Uvidenhed eller kynisme?
Debatten afslørede også nogle ordføreres (og stedfortrædende ordføreres) uvidenhed om de faktiske forhold vedørende børnekønsskifteprocessen og dens følger. Noget, der antog et strøg af beskæmmende ligegyldighed og kynisme i flere tilfælde.
Det stærkeste argument for at gøre det til en folketingsopgave at beslutte, om vi skal lave kønsskifte på børn i Danmark, synes at være det faktum, at juridisk kønsskifte har været grundigt behandlet i Folketinget, komplet med udtalelse fra Etisk Råd. Det er aldrig sket for medicinsk kønsskifte til børn. Det blev slet ikke debateret eller vedtaget i Folketinget, men var en administrativ beslutning taget i Sundhedsstyrelsen.
Så hvad sker der nu? Ja, helt som ventet bliver forslagt som det ligger ikke vedtaget - men en del andre ting kan ske imellem nu og afstemningen om forslaget.
Behandlingen af et beslutningsforslag består af tre faser:
9. maj: 1. behandling - her gjorde Regeringen og sundhedsordførerne deres udgangsposition klar i taler og debat holdt i Folketingssalen.
16. maj: Udvalgsbehandling - her træder Sundhedsudvalget sammen, for at drøfte sagen. Dansk Regnbueråd har foretræde for udvalget, hvor vi, sammen med to cases og en børne- & ungepsykiater, vil argumentere for, hvorfor kønsskifte til børn skal stoppes.
Dato ukendt: 2. behandling & afstemning.
Forhandlinger, ændringsforslag m.v. foregår så mellem 9. maj og frem til 2. behandlingen/afstemningen. Dansk Regnbueråd følger processen tæt og arbejder konstruktivt med bag kulisserne.
Som man siger i woke kredse:
"The show ain't over until the plus-size person-who-menstruates vocalizes"
Ikke om - hvornår.
Lad os afslutningsvis slå fast: Spørgsmålet er ikke *om* vi får stoppet kønsskifte til børn i Danmark, men hvor hurtigt, det sker. Vi ser, hvad der sker ude i verden i øjeblikket, og det går kun én vej: Mod et stop.
Som Mette Thiesen sagde i sin 'fremtidstale', så vil årene, hvor vi lavede kønsskifte på børn, tyve år fra nu, blive betragtet som et af de mørkeste kapitler i det danske sundhedsvæsens historie.
Og jo flere børn, vi udsætter for denne behandling, jo mørkere vil det kapitel blive. Det er allerede knaldsort - men der er lys i kampen for at stoppe behandlingen.
Vi vil snart se, hvor B62 ender - og derefter går næste fase af kampen i gang.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af børnene? Kan vi være sikre på, at de vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe ER (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet i en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?