I Dansk Regnbueråd er vi lidt trætte af politikere, der ifører sig en belejlig ideologisk lægekittel, bl.a. i Folketinget, når snakken falder på køn.
Senest har Rosa Lund fra Enhedslisten været på kønskrigsstien. Vi har derfor bedt vores lægefaglige rådgiver, Lasse Sørensen, speciallæge i børne- og ungepsykiatri, om at sætte definitionen klart op, så både folk og folkevalgte kan forstå den.
Lasse Sørensen skriver:
“Rosa Lund ønsker at vide hvad definitionen er på de to biologiske køn.
Nogle gange kan det selv for akademikere være svært at se skoven for bare træer, så vi hjælper gerne Rosa med denne opklaring.
Den evolutionære funktion af biologisk køn er reproduktion. Her kan et nyt individ kun opstå ved sammensmeltningen af ægcelle og sædcelle. Derfor defineres hunnen (hos mennesket kaldt kvinde) som den biologiske fænotype, der har anlæg til produktion af ægceller, og hannen (hos mennesket kaldt mand) som den biologiske fænotype, der har anlæg til produktion af sædceller.
Hos pattedyr er den reproduktive rolle kønsopdelt (gonochorisme) og pattedyr kan ikke skifte køn.
Selvom der i sjældne tilfælde skulle opstå forstyrrelser i den biologiske kønsudvikling (DSD) på genetisk, hormonel eller anatomisk basis, ændrer det ikke på at disse individer fortsat producerer enten ægceller eller sædceller, omend disse forstyrrelser også kan resultere i infertilitet.
Da der ikke findes en tredje type kønscelle, findes der i biologisk forstand ikke et tredje køn. Biologisk køn er således binært.
Nogle vil gerne overbevise omverdenen om at biologisk køn er et spektrum. Dette er pseudovidenskab, hvor man ud fra specifikke kønskarakteristika forsøger at frakoble køn fra dets grundlæggende reproduktive funktion. Kønnet formering har eksisteret på planeten i over en milliard år, også længe før der eksisterede pattedyr, og før der fandtes hjerner, hvor kønsidentitet kunne opstå i.
Kønsspektrum-myten kan i bedste fald ses som udtryk for videnskabelig ignorance, og i værste fald ses som forsøg på ideologisk hvidvask ved brug af videnskabligt sprog. Hvor man her forsøger at opløse grundlæggende biologiske sandheder ud fra en politisk agenda.”
Dansk Regnbueråd håber, at Rosa Lund føler sig behørigt oplyst og med denne viden ser sig bedre i stand til at tackle et nyt folketingsår 🙂