Dansk Regnbueråd

KOVENDING: NY LIGESTILLINGSMINISTER POSITIV OVERFOR AT BEVARE LGBT+ DANMARKS TILSKUD TIL LGBTQIA+ UNDERVISNING RETTET MOD FOLKESKOLENS BØRN

Dansk RegnbuerådComment

Det første finanslovudspil varslede en millionreduktion af de statslige midler til LGBT+ Danmark - midler, der skulle have været anvendt til queer-undervisning af og LGBTQIA+-indsatser rettet mod bl.a. børn i grundskolerne.

Nu lyder der imidlertid anderledes positive budget-toner fra den nye ligestillingsminister.

Det fremgår af en artikel i Akademikerbladet, hvor Magnus Heunicke udtaler følgende:

”Jeg har også haft lejlighed til at mødes med LGBT+ Danmark, og jeg vil arbejde for at finde løsninger, så organisationen kan fortsætte den indsats, de i dag laver for LGBT+ personer.”

”LGBT+ personer er langt mere udsatte end den øvrige befolkning, når det fx kommer til mistrivsel, selvmordstanker og diskrimination. LGBT+ Danmark er derfor en vigtig organisation, der med rådgivning, netværk og støtte gør en forskel for mange mennesker rundt om i Danmark," siger Magnus Heunicke.

Af artiklen fremgår det yderligere at:

“Regeringen er begyndt at se på en ny model for en stabil grundfinansiering af civilsamfundsorgani-sationerne på social- og sundhedsområdet ud fra transparente kriterier, så det bliver muligt at planlægge langsigtet, lyder det fra ministeriet.”

Det bliver interessant at se, om Dansk Regnbueråd også med tiden får ligebehandling på Finansloven.

LGBT+ Danmark på finansloven

I Akademikerbladets artikel kan man læse følgende i en faktaboks:

“LGBT+ Danmark har været på finansloven siden 2019. Foreningen har fået 1,7 millioner kroner om året i et fast tilskud og derudover et ekstra tilskud på mellem 2,5 og 2,8 millioner kroner til driften.

Derudover får foreningen støtte fra diverse fonde og private.

LGBT+ Danmark har 30 ansatte fordelt på 24 årsværk. Hvis foreningen mister sin ekstrabevilling, kan det få konsekvenser for foreningens faste tilbud og understøttelse af frivillige i hele landet.

Foreningen håbede, at ekstratilskuddet med en ny finanslov kunne blive varigt. Men finansloven er ikke landet. Og i stedet for, er der nu usikkerhed om, den vigtige ekstrabevilling helt bortfalder eller måske glider ind i den store pulje for SSA-midlerne, som regeringen ønsker skal danne grundlag for en ny grundfinansieringsmodel for foreninger og organisationer i civilsamfundet. En model, som regeringen forventer at fremlægge i efteråret.“