Sammen med landets kommuner vil LGBT+ Danmark tilbyde ‘afklarende’, psykosociale forløb til såkaldt kønsdiverse børn. Organisationen er forlængst i gang i hovedstadsområdet, og samarbejder i den forbindelse med et udenlandsk firma, hvor børn og unge kan købe sig til det forjættede medicinske kønsskifte - helt uden om det danske sundhedsvæsen.
Aura-netværket & Transit-forløbet
LGBT+ Danmark har længe udtrykt utilfredshed med en ny og mere tilbageholdende, dansk behandlingstilgang til kønsudfordrede børn - og med den reduktion i antallet af børn og unge, der følgelig bevilges medicinsk kønsskifte af Sexologisk Klinik.
Organisationen har derfor gennem en længere periode været i gang med at etablere sit eget psykosociale behandlingstilbud for såkaldt kønsdiverse børn og unge. Det har sekretariatschef Susanne Branner Jespersen opsigtsvækkende for nylig meldt ud om.
Børnekønsskifte mod betaling i udlandet
LGBT+ Danmark har imidlertid også indledt et samarbejde med en udenlandsk kønshormonklinik, hvor kønsskifte-afviste børn og unge - uden om det danske sundhedssystem - kan købe pubertetsblokkere og krydshormoner. Mere herom senere.
Gennem et samarbejde med indtil videre ni kommuner har LGBT+ Danmark etableret sig rundt om i landet via sit såkaldte AURA-netværk. Her tilbyder organisationen børn og unge i fx Holstebro Kommune, at de i AURA-huset/lejligheden kan være sammen med andre LGBTQIA+ unge.
Det er imidlertid også i AURA-regi, at LGBT+ Danmark tilbyder et psykosocialt samtaleforløb, det såkaldte Transit-program, rettet mod unge, der er usikre på deres kønsidentitet, eller er overbeviste om, at de er transkønnede.
Særligt retter indsatsen sig mod de børn og unge, der er blevet nægtet udredning eller kønsskifte efter endt udredning af sundhedsvæsenet, nærmere betegnet Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, som i de senere år - bl.a. takket være Dansk Regnbueråds politiske indsats - har skåret drastisk ned på antallet af børn og unge, der er blevet bevilget et såkaldt medicinsk kønsskifte.
Disse børn og unge tilbyder LGBT+ Danmark så nu i stedet sit eget psykosociale, samtaleterapeutiske behandlingstilbud, som de arbejder på at få udbredt i hele Danmark via AURA-netværket.
Den ‘kønsbekræftende tilgang’
Det er uklart præcis hvilken form for psykoterapeutisk tilgang, der anvendes, og ikke mindst om/hvordan de voksne, der forestår de psyko-sociale terapiforløb, er uddannede, men da LGBT+ Danmark er en transideologisk organisation - og derfor tror på at børn og unge rent faktisk kan være et andet køn, end de biologisk er, og derfor ser det som en menneskeret at kunne skifte køn juridisk, medicinsk og kirurgisk - så må vi antage at LGBT+ Danmark anvender den meget kritiserede ‘kønsbekræftende tilgang’, som de generelt anvender i deres øvrige arbejde.
En ‘kønsbekræftende tilgang’ er den samme som Sexologisk Klinik og Center for Kønsidentitet de sidste mange år har anvendt, og kort sagt handler det om, at terapeuten/psykologen/psykiateren som udgangspunkt tager det for givet, at barnet/den unge har kronisk kønsdysfori. Er trans. Man tilgår således ikke problematikken med en undersøgende skepsis for at se, om der kunne være andre issues i spil som fx autisme, aspergers, depression, ADHD, spiseforstyrrelser, mistrivsel i hjemmet, seksuelt misbrug m.v.
Tilgangen er faktisk omvendt, nemlig at hvis et barn lider af fx en spiseforstyrrelse, så skyldes det, at barnet ikke er blevet anerkendt for den kønsidentitet, det i virkeligheden har. Et dybt problematisk cirkulært argument, der altid ender med diagnosen: Du er transkønnet.
Anvendelse af den ‘kønsbekræftende tilgang’ er man ophørt med i lande omkring os, bl.a. Sverige og Storbritannien, hvor den i den nyligt offentliggjorte Cass-rapport blev sønderlemmende kritiseret som analytisk/diagnostisk praksis.
Til venstre fortæller terapeuten Sasha Ayad om en helt anden og holistisk tilgang til de unge - og i videoen derunder fortæller skoleleder og terapeut Alex Capo om den udvikling The Charlton School har været igennem.
I første omgang fulgte skolen nemlig troligt den såkaldt 'bekræftende tilgang', men måtte senere justere sine metoder for at kunne håndtere elevernes reelle, underliggende problematikker, der typisk slet ikke handlede om køn.
Kommunale queer-kroner
Det er lykkedes LGBT+ Danmark at få mulighed for kontakt med de sårbare, kønsudfordrede børn og unge i indtil videre ni kommuner. I de lokale Aura-afdelinger hører disse unge så om det såkaldte Transit-forløb, som skal bringe dem i bedre kønsiden-titetsmæssig trivsel.
Yderst kontroversielt indbefatter Transit-forløbet også vejledning om, hvordan børnene - trods det faktum at sundhedsmyndighederne har vurderet dem uegnede til den meget indgribende, irrever-sible medicinske kønsskiftebehandling - i stedet selv kan betale sig fra en ‘udredning’ hos det udenlandske firma GenderGP, hos hvilket børnene og de unge efterfølgende kan købe pubertetsblok-kere og krydshormoner, som de så kan hente på danske apoteker og selv administrere - helt uden dansk lægefagligt opsyn.
Skandaleramte læger i spidsen for Gender GP
Gender GP har været skandaleramt af flere omgange, og ledes af dr. Michael Webberley, som arbejdede 34 år for det britiske hospitalsvæsen. Han lever nu af at sælge pubertetsblokkere og krydshormoner via GenderGP, en off-shore, online kønshormonklinik, som han driver sammen med sin kone, læge Helen Webberley.
Hustruen var en ligeledes kontroversiel, ledende læge på Storbritanniens nu skandalelukkede Tavistock Clinic, en britisk pendant til vores hjemlige Sexologisk Klinik.
På sine sociale medier og hjemmeside erkender LGBT+ Danmark helt åbent sin praksis, selv om den kontroversiel vis omgår de statslige sundhedsmyndigheder - og det til trods for at LGBT+ Danmark selv er statsligt støttet via blandt andet Finansloven.
Dansk Regnbueråd rakte da også allerede i februar ud til Sundhedsstyrelsen vedr. LGBT+ Danmarks samarbejde med Gender GP-klinikken, men Styrelsen var umiddelbart ikke klar til at skride ind, da arrangementet, omend kontroversielt og uetisk, efter Sundhedsstyrelsens vurdering ikke er ulovligt grundet Danmarks medlemskab af EU.
LGBT+ Danmark har sideløbende med deres egne transterapeutiske aktiviteter været repræsenteret med hele tre personer i den arbejdsgruppe, som i over et års tid har været i gang med at revidere den såkaldte Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold - resultaterne af hvilket endnu ikke er offentliggjorte og uforklarligt forsinkede.
Det er en arbejdsgruppe som Dansk Regnbueråd fra starten har ønsket at blive inkluderet i, så en kritisk stemme også var repræsenteret - men uden held. Den translobbyistiske organisation Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn er til gengæld repræsenteret med to personer.
Der er ingen behandlingskritske stemmer i arbejdsgruppen. Den består primært af fagpersoner og interesseorganisationer, som var med til at designe det oprindelige, nu voldsomt kritiserede behandlingstilbud tilbage i 2014/15.
Om LGBT+ Danmarks initiativ med at tilbyde psykosociale forløb og henvise Danmarks psykisk sårbare, kønsforvirrede børn og unge til pay-as-you-go selvmedicinering via udlandet, skal tages som et forvarsel om, at organisationen finder den kommende, reviderede behandlingsvejledning utilstrækkelig, ved vi ikke.
Blot ved vi, at LGBT+ Danmarks praksis ude i kommunerne bør give anledning til alvorlig bekymring hos både de kommunalpolitikere, der er sat til at varetage kommunens børns trivsel og sikkerhed. Bekymrede bør også de borgere være, hvis børn benytter sig af Aura-netværkets forskellige tilbud.
Det er på ingen måde betryggende rammer for et psykisk sårbart barn eller ungt menneske at færdes i.
Ved kommuner og myndigheder reelt, hvad der foregår?
Dansk Regnbueråd vil i den kommende tid række ud til både Indenrigsministeren, til Kommunernes Landsforening samt til de berørte kommuner for at høre, om de er klar over, at det her foregår.
Vi ønsker at høre kommunernes overvejelser ift. fortsat at støtte AURA-netværkets psykosociale behandlingsaktiviteter, såvel som deres holdning til LGBT+ Danmarks praksis med at henvise sårbare børn og unge til selvmedicinering via udenlandske for-profit kønshormonfirmaer.
AURA-netværket, dets psykosociale terapi samt den facilitering af selvmedicinering uden om det danske sundhedssystem, der er en del af netværkets virke, er på ingen måde acceptabelt. Ved at omgå vores fælles sundhedsvæsen begår LGBT+ Danmark adskillige brud på den samfundskontrakt, de som statsstøttet ngo har indgået med os alle. Det er brud, der begås i transideologiens navn, og som er til potentiel stor skade for Danmarks allermest sårbare børn og unge.
Lad os få det stoppet så hurtigt som muligt.
// Dansk Regnbueråd