I forbindelse med at Sundhedsstyrelsens (SST) nye behandlingsvejledning omsider er kommet i høring (vi er høringspart), har Dansk Regnbueråd henvendt sig med konkret kritik af både vejledningen og af politikerne for deres transideologiske sundhedspolitiske synspunkter eller konfliktskyhed ift. SSTs 10 år gamle behandlingstilbud om kønsskifte til børn og unge.
Nedenstående er i tilrettede versioner blevet sendt til Sundshedsministeren, Ligestillingsministeren, Sundhedsudvalget og Ligestillingsudvalget og vil i starten af det nye år også nå Undervisningsministeren og Undervisningsudvalget.
Når ideologi og lægevidenskab går hånd i hånd …
Dansk Regnbueråd er høringspart på den netop publicerede ‘Faglig ramme for sundhedsfaglig hjælp ved kønsinkongruens’ - og vi er stærkt kritiske over for det faglige grundlag, behandlingsetikken og metodikken.
Vejledningen er, som du ved, stærkt forsinket, og vi havde et stille håb om, at Sundhedsstyrelsen var forsinket som følge af grundig dataindsamling med resulterende besindelse. Det er desværre ingenlunde tilfældet. Tværtimod er vejledningen endnu mere ‘transideologisk’ i sit udgangspunkt og sprog end den nugældende vejledning.
Den ideologisk prægede definition af rammerne omkring den lidelse, som SST ønsker at lindre hos børn og unge, er en stor del af problemet - for den levner faktisk ingen anden behandlingsmulighed end at medicinere og udføre kirurgi på de patienter, der vurderes at opfylde de diagnostiske krav hertil.
Det er Dansk Regnbueråds opfattelse, at denne bekymrende forening af kønsideologi og lægevidenskab ligger til grund for både den tidligere og den nye behandlingsvejledning. Det finder vi behandlingsetisk dybt problematisk og medicinfagligt særlig angribeligt.
SST & Cass-rapporten
Vi vil i det følgende anholde de væsentligste kritikpunkter af den nye behandlingsvejledning, hvilket vi som nævnt gør med input fra Dansk Regnbueråds lægefaglige rådgiver, speciallæge i børne- og ungepsykiatri v. Bispebjerg Hospital, overlæge Lasse Sørensen.
Vi har bl.a. taget udgangspunkt i den britiske Cass-rapport, navngivet efter formanden for arbejdsgruppen, der udformede den, pædiater Dame dr. Hillary Cass. Rapporten er den mest omfattende af sin slags, og gør brug af data fra hele verden, men navnlig fra Storbritannien, der har medicinsk transitioneret tusinder af børn og unge.
Cass-arbejdsgruppen udkom med sine endelige konklusioner i april efter at have brugt fire år på at indsamle og forholde sig til de anseelige mængder data. Der blev bl.a. analyseret på data fra The Tavistock Clinic, NHS’ skandaleramte og nu nedlukkede behandlingstilbud til børn og unge med kønsdysfori (kønsligt ubehag). Det er en lidelse som SST i sin nye vejledning nu afpatologiserer yderligere ved eufemistisk at reducere den til såkaldt kønsinkongruens (kønsuforenelighed). ‘Ubehaget’, lidelsen, er reduceret til blot ‘uforenelighed’, altså en tilstand.
Det er semantik, ja, men ganske væsentlig semantik, hvis man vi forstå den grundlæggende tanke - ideologi - bag behandlingstilbuddet. At føle sig som det modsatte køn, er efter SSTs opfattelse ikke en lidelse, der skal kureres, som man traditionelt søger at gøre med psykiske lidelser. Nej. Det er en uforanderlig tilstand, noget medfødt, der skal anerkendes og behandles understøttende med medicin og kirurgi, som retter op på ubalancen mellem patientens udseende og indre følelse.
Denne behandling er irreversibel og har drastiske følger for patienten på en række livsvæsentlige områder, bl.a. fertiliteten. Beslutningen om at modtage behandlingen tages af patienten evt. sammen med patientens forældre ofte før patienten er kønsmoden.
Men kan et barn eller et psykisk sårbart ungt menneske med fx autisme give kvalificeret samtykke til en sådan behandling? Og hvad hvis patienten fortryder? Ingen af disse overvejelser er reflekteret i SSTs nye vejledning endsige den tidligere, nugældende.
Det er ganske bemærkelsesværdigt, at SST ikke én gang refererer til Cass-rapporten, der jo er det grundigste studie, som endnu er lavet på området. Agnethe Vale, daværende chef i Enhed for Sygehusplanlægning, oplyste ifm. publikationen af den endelige Cass-rapport følgende i en artikel i P.O.V.:
“Vi er selvfølgelig opmærksomme på rapporten,” siger Agnethe Vale, og hun tilføjer, at man i forvejen har orienteret sig løbende om udviklingen på området i sammenlignelige lande og andre. Ændringer, som arbejdet med Cass-rapporten tidligere udløste i England, er også gennemført i Danmark. Derfor anses det ikke for nødvendigt at involvere arbejdsgruppen på ny.”
Som Sundhedsministeren senere vil se dokumenteret, har SST på ingen måde agtet på Cass-rapportens konklusioner.
NYT: Totalt forbud i Storbritannien
De britiske sundshedsmyndigheder besluttede, som nævnt, at lukke sit svar på Sexologisk Klinik, The Tavistock Clinic, sidste år og har netop helt forbudt brugen af bl.a. stophormoner til børn under 18 år. Dermed afvikler NHS de factor medicinsk kønsskifte til mindreårige. Årsagen, der anføres, er, at det har vist sig for risikabelt og evidensen for gavnligligheden af behandlingen for patienterne alt for lav til at opretholde tilbuddet.
SST gør imidlertid nu, højst besynderligt, det stik modsatte, og fortsætter ufortrødent den stærkt kritiserede, potentielt irreversible behandling med stophormoner til de yngste børn - og styrelsen åbner tilmed mulighed for, at også patienter, der er yngre end 15 år, kan modtage behandling med de irreversible krydshormoner.
I det følgende vil vi gennemgå de væsentligste kritikpunkter i den nye behandlingsvejledning ved bl.a. at sammenholde den med de væsentligste konklusioner fra den endelige Cass-rapport.
Hvem hjælper de kønsskifteafviste børn og unge?
Det er også værd at bemærke, at der i i den reviderede vejledning ikke findes ét ord om anden hjælp til de kønsudfordrede børn og unge end de medicinske og kirurgiske tilbud. For samtaleterapi og anden kognitivt baseret behandling til de børn og unge, der afvises til behandling på Sexologisk Klinik, må vi af behandlingsvejledningen forstå, at SST henviser til private initiativer, der drives af stærkt transideologiske interesseorganisationer som fx Foreningen til støtte for transkønnede børn (FSTB) eller diverse kommunalt finansierede tilbud.
SST støttede i 2019 FSTB med 1.200.000 kr til fremstilling og distribution af en række materialer om ‘transkønnede børn’ til familier, dagtilbud og skoler. Materialerne er gennemsyret af intersektionel, transideologisk kønsideologi, og med støtten til FSTB har SST forlængst slået fast, at man i styrelsen arbejder efter den transideologiske måde at define køn og kønsidentitet på. Det finder Dansk Regnbueråd dybt bekymrende.
Danske børn skifter køn ‘i udlandet’
Henhørende under de kommunale tilbud, der skal tage sig af de børn, der afvises på Sexologisk Klinik, er den stats- og kommunalt støttede organisation LGBT+ Danmark, der driver et psykoterapeutisk tilbud kaldet TRANSIT, som organisationen nu ønsker at udbrede til hele landet via sit børne- og ungdomsnetværk AURA, der ønskes ekspanderet til flere end de ni byer, hvor tilbuddet p.t. findes bl.a. med ovenn. formål for øje.
LGBT+ Danmark kom for nylig under voldsom kritik for i en længere periode at have samarbejdet med en klinik i Singapore, GenderGP, der mod betaling fjern-‘udreder’ børn og unge for siden at udskrive recepter på stop- og krydshormoner. Disse meget potente medikamenter, hvis virkninger irreversible og hvis langtidseffekter er ukendte, kan de unge patienterså jfr. EU-lovgivning kan afhente på danske apoteker og administrere selv derhjemme - og altså uden lægefagligt opsyn.
Det sker allerede i Danmark, omend omfanget af gode grunde er ukendt.
Der er således indlysende problematiske aspekter ved at legitimere -overlade - behandlingen af børn og unge med dyb kønslig dysfunktion til transideologisk funderede civilorganisationer. Behandlingsvejen som SST jo dermed de facto anviser for de er afviste børn er, at de gennem vejledning fra fx LGBT+ Danmark eller Foreningen til støtte for transkønnede børn, kan købe sig til stop- og krydshormoner samt kirurgi i udlandet, og alligevel få det kønsskifte de blev afvist til af de danske sundhedsmyndigheder.
Det forekommer os voldsomt uetisk.
Desisterende og fortrydende patienter
Den nye vejledning har også åbenlyse mangler ift. anerkendelse af fortrydelsesproblematikken og rummer intet et tilbud om hjælp til disse ulykkelige, fysisk skadede og psykisk meget sårbare patienter.
Cass-rapporten anerkender, modsat SST, klart detransition som et voksende fænomen, der ikke længere kan ignoreres. I kapitlet om detransitionerende (s. 43) henvises til en række studier fra både Storbritannien og internationalt.
Rapporten anerkender, at graden af detransition og fortrydelse blandt den nye gruppe af unge er ukendt, men antydede, at den ikke længere er ubetydelig, med henvisning til et britisk studie, der viste tocifrede procentsatser for detransition inden for en relativt kort opfølgningsperiode.
Det er værd at bemærke, at en nylig amerikansk undersøgelse fandt, at blandt deltagere, der var i medicinsk transition, ophørte næsten 30 % med den medicinske transition baseret på en gennemsnitlig opfølgningsperiode på fire år. Årsagerne til ophøret blev dog ikke klarlagt.
I Danmark er der reelt ingen vej til erstatning for en del af de irreversibelt fejlbehandlede børn og unge, da forældelsesfristen ikke tager højde for, at der kan gå mange år før patienterne må erkende, at de blev fejlbehandlet.
Tre simple ja/nej-spørgsmål til dig og Sundhedsudvalget
For at få emnet sat ind i en helt basal, behandlingsetisk kontekst, holdt op mod de danske kønsskiftelægers egne, dokumenterede ord om bl.a. den diagnostiske sikkerhed, så klik på nedenstående - hvad ville Sundhedsministeren svare på vores tre simple ja/nej-spørgsmål om børnekønsskifte?
Det er etiske overvejelser, som det er vigtigt, at netop Sundhedspolitikerne på Christiansborg tager.
Dansk Regnbueråds spørgsmål til og specifikke kritik af Sundhedsstyrelsens reviderede vejledning
I den nye behandlingsvejledning vurderes der at være indikation for medicinsk kønsmodificerende behandling, hvis nedenstående 7 kriterier er opfyldt. I den forbindelse har vi en række opklarende spørgsmål, som vi håber Sundhedsministeren vil stille sig selv - og Sundhedsstyrelsen.
Vi har desuden suppleret med relevante punkter fra Cass-rapporten. De er nummereret så de let kan findes i rapporten.
Fra vejledningen: 1. Diagnosen kønsinkongruens kan stilles på baggrund af de diagnostiske kriterier i ICD-11.
Spørgsmål: Hvad er den prædiktive værdi/stabilitet af diagnosen kønsinkongruens?
Cass 58. Selvom diagnosen kønsdysfori er blevet anset som nødvendig for at påbegynde medicinsk behandling, er den ikke pålideligt forudsigende for, om den unge vil have vedvarende kønsinkongruens i fremtiden, eller om medicinsk intervention vil være den bedste løsning for dem.
Kommentar: Følgerne af behandlingen er imidlertid irreversible og blivende.
Fra vejledningen: 2. Barnets/den unges oplevelse af uoverensstemmelse mellem fødselstildelt køn og kønsidentitet skyldes ikke anden sygdom eller lidelse.
Spørgsmål: Med hvor høj sikkerhed kan man differentiere mellem årsagssammenhænge? Og er dette overhovedet muligt?
Cass 31. Dette er en anden gruppe end den, der blev undersøgt i tidligere studier. Blandt henvisninger er der større kompleksitet i patienterne med høje niveauer af neurodiversitet og/eller samtidige mentale sundhedsproblemer og en højere forekomst end i den generelle befolkning af negative barndomsoplevelser og børn i pleje. Stigningen i henvisninger og ændringen i sagssammensætning ses også internationalt.
Fra vejledningen: 3. Det forventes, at den medicinske behandling vil hjælpe barnet til bedre trivsel og livskvalitet og/eller forebygge udvikling af psykisk mistrivsel.
Fra vejledningen: 4. De forventede fordele ved medicinsk behandling overstiger de mulige skadevirkninger ved behandlingen.
Fra vejledningen: 5. De mulige skadevirkninger ved at behandle er mindre indgribende i den enkeltes liv end de mulige psykosociale risici ved ikke at behandle.
Spørgsmål: Hvordan kan man lave en klinisk afvejning vedrørende proportionalitet af de tre ovenstående punkter, når evidensen for kønsmodificerende behandling er lav og usikker, samt vi ikke kender omfanget af potentielle bivirkninger?
Cass 82. Der blev dog ikke demonstreret ændringer i kønsdysfori eller kropssatisfaktion. Der var utilstrækkelig/inkonsekvent evidens om effekten af pubertetsblokkeres indflydelse på psykologisk eller psykosocialt velbefindende, kognitiv udvikling,kardio-metabolisk risiko eller fertilitet.
Cass 83. Desuden, da langt de fleste unge, der starter på pubertetsblokkere, fortsætter til maskuliniserende/feminiserende hormoner, er der ingen evidens for, at pubertetsblokker giver tid til at tænke, og der er bekymring for, at de kan ændre udviklingen af psykosocial og kønsidentitetsudvikling.
Cass 85. University of York gennemførte også en systematisk gennemgang af resultaterne af maskuliniserende/feminiserende hormoner. Samlet set konkluderede forfatterne, at “Der mangler høj-kvalitetsforskning til at vurdere resultaterne af hormoninterventioner hos unge med kønsdysfori/inkongruens, og der er få studier af langtidseffekter. Ingen konklusioner kan drages om effekten [af behandlingen] på kønsdysfori, kropssatisfaktion, psykosocial sundhed, kognitiv udvikling eller fertilitet. Usikkerhed forbliver vedrørende resultater for højde/vækst, kardiometabolisk og knoglesundhed. Der er indikativ evidens fra hovedsageligt før-efter-studier, der tyder på, at hormonbehandling midlertidigt kan forbedre psykologisk sundhed, men robust forskning med langtidsopfølgning er nødvendig.”
Cass 86. Det er blevet foreslået, at hormonbehandling reducerer den forhøjede risiko for selvmord i denne population, men evidensen understøttede ikke denne konklusion.
Kommentar: Faren for at børn og unge begår selvmord med højere frekvens, hvis de ikke modtager medicinsk og kirurgisk kønsskifte, er sikkert blevet brugt adskillige gange overfor jer som sundhedspolitikere. Der er jfr. Cass-rapporten ingen data, der understøtter dette postulat.
Cass 87. Procentdelen af personer, der behandles med hormoner og efterfølgende detransitionerer, forbliver ukendt på grund af mangel på langtidsopfølgning, selvom der er indikationer på, at antallet stiger.
Fra vejledningen: 6. Barnet/den unge er i stand til at følge behandlingen med støtte fra familie eller nære relationer. Hvis ikke, skal der sikres den nødvendige støtte gennem bopælskommunen.
Fra vejledningen: 7. Barnet/den unge forstår konsekvenserne af behandlingen. Al medicinsk behandling af børn og unge under 15 år i forbindelse med behandling af kønsinkongruens kræver samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere. Da behandling med krydshormon giver irreversible forandringer, er det selvstændige samtykke til behandling centralt. Derfor skal børn og unge være fyldt 15 år, før igangsættelse af behandling med krydshormoner, medmindre det, for det enkelte barn eller unge, vurderes sundhedsfagligt uforsvarligt at vente med igangsættelse af behandlingen.
Spørgsmål: Hvordan kan man som barn/forældre forstå følgerne af en behandling, som selv fagpersoner indrømmer, at de ikke kender konsekvenserne af?
Cass 99. Den dårlige evidensbase gør det svært at give tilstrækkelig information, som en ung og deres familie kan bruge til at træffe et informeret valg.
Cass 36. Der er forskellige problemstillinger involveret i overvejelser om kønsrelateret behandling til børn og unge i forhold til voksne. Børn og unge er i en udviklingsmæssig proces, der fortsætter ind i midten af 20'erne, og dette skal tages i betragtning, når man overvejer determinanterne for kønsinkongruens. En forståelse af hjernens udvikling og de sædvanlige opgaver i ungdomsårene er essentiel for at forstå, hvordan udviklingen af kønsidentitet relaterer sig til andre aspekter af ungdomsudvikling.
Kommmentar: Den nye vejledning bruger gentagende gange formuleringer om “skadevirkninger” ved ikke at give børn kønsmodificerende behandling. Denne præmis bygger på en transideologisk, ikke-underbygget påstand om, at en naturlig pubertet kan være ‘skadelig’ for transidentificerede børn. Denne rammesætning af det potentielt “skadelige” ved en naturlig pubertet, kan skabe en nocebo-effekt, som blot forstærker angsten og ubehaget hos barnet og forældre. Derved kan det blive en vedligeholdende og forstærkende faktor for kønsdysforien.
Et fuldstændigt stop - men hvad skal træde i stedet?
Dansk Regnbueråd ønsker et fuldstændigt stop for den nuværende praksis, og foreslår den erstattet af ikke-transideologisk kognitiv behandling som fx den, der med stor succes praktiseres af psykiater og psykoterapeut dr. Az Hakeem i Storbritannien.
Vi foreslår Sundhedsministeren, at du rådfører sig med fx dr. Hakeem og at man tager kontakt til dr. Dame Hillary Cass. SST har ikke vist interesse i nogle af delene, trods vores gentagne opfordringer.
Arbejdsgruppen, der har produceret den nye vejledning har i vores estimering været et ekkokammer af enstænkende medicinere, interesseorganisationer og styrelsesfagpersoner.
Dansk Regnbueråd har forgæves søgt optagelse i arbejdsgruppen.
Som alternativ til den nuværende tilgang har Dansk Regnbueråd også foreslået undervisningsminister Mattias Tesfaye, at der etableres skoletilbud efter samme principper som fx The Charlton School i New York, der har stort held med at bringe sine elver ud af den kønslige mistrivsel. Klik herunder for at se skoleleder Alex Capos indlæg på Genspect-konferencen i Lissabon i september.
Kirurgi & kognition
Dansk Regnbueråd har forstået, at Rigshospitalets kirurger ikke længere ønsker at udføre såkaldt kønskorrigerende kirurgi på patienter under 25 år. Årsagen er, at det først er der, frontallapperne er sammenvokset helt og fuld konsekvensforståelse er opnået hos patienten.
Konsekvensforståelse hos en patient, der ønsker blivende, meget indgribende forandringer foretaget på sin krop, forekommer os aldeles afgørende for den rettidige omhu ifm. sådanne irreversible behandlinger.
Da ikke blot den kirurgiske, men også den medicinske del af behandlingen, har alvorlige irreversible følger, bør det derfor logisk følge, at også den medicinske behandling må vente til patienten er fyldt 25 år.
I stedet må der anvendes kognitiv, psykoterapeutisk behandling efter sunde, evidensbaserede principper og metoder.
I forlængelse af ovenstående vender vi først i det nye år tilbage med en punkt-for-punkt-kommenteret gennemgang af behandlingsvejledningen.
Erkend de faktiske forhold - totalstop samt vej til erstatning bebudet i USA
Dansk Regnbueråd håber, at Sundhedsministeren omsider vil erkende de dybe, indbyggede problemer, der er også i den nye behandlings-vejledning.
Vi beder til, at Sundhedsministeren anerkender og agter på de alvorlige risici, som det danske behandlingstilbud ifm. kønsdysfori fortsat skaber for vores mest sårbare børn og unge - nemlig dem, der modtager irreversibelt medicinsk og kirurgisk ‘kønsskifte’, fordi de er psykisk dybt udfordrede ift. at acceptere det køn, de er.
Primum non nocere, lyder den hippokratiske ed. Først og fremmest, gør ej skade. Som mennesker gælder det vel for os alle, men I, vores folkevalgte, har et særligt ansvar da den lovgivning, I vedtager - eller ikke vedtager - berører vores sårbare børn og unge direkte.
Medicinsk og kirurgisk kønsskifte til psykisk sårbare børn og unge er aldrig blevet vedtaget i Folketinget - men et beslutningsforslag, B62, om at standse den kontroversielle praksis blev nedstemt af Folketinget for halvandet år siden.
Her er hvad en række ordførere på området sagde ved 1. behandlingen af forslaget.
I det halvandet år, der er gået, siden B62 blev nedstemt, er der sket et jordskred i (udenlandske) sundhedsvæsners såvel som borgernes - vælgernes - viden om og forståelse af risiciene ved behandlingen og den komplette mangel på behandlingsetik:
Lande omkring os har valgt at stoppe medicinsk og kirurgisk børne- og ungdomskønsskifte - og i USA sker det den 20. januar, har den tiltrædende administration bebudet.
Effekten på resten af Vesten af en sådan udvikling i netop det land, der sammen med Storbritannien, har udført flest medicinske og kirurgiske kønsskifter på børn og unge, vil være betydelig. Det vil også de danske sundhedsmyndigheder og sundhedspolitiske aktører mærke.
Skadelig konfliktskyhed, ideologisk sundhedspolitik
Det er absolut nødvendigt, at regeringen og Folketinget befrier sig fra konfliktskyheden, og at ministre og partier holder op med at ‘gemme sig’ bag Sundhedsstyrelsens angivelige kompetencer på området eller ‘be kind’-følelsesargumenter. Evidensen for sikkerheden af diagnosen og gavnligheden af behandlingen er ikke til stede, og det er på ingen måde ‘kind’, det disse sårbare børn og unge er blevet udsat for.
Man kan som samvittighedsfuld lovgiver heller ikke længere søge ly bag det, at man måtte have mødt en række ‘transbørn’ og deres familier, fundet dem sympatiske og følt empati med dem. Det er på ingen måde rettidig sundhedspolitisk omhu. Det er dydighedssignalering, som måske har været nem at dupere vælgerne, medierne - og en selv - med.
Vælgerne har muligvis ikke vidst bedre - men det burde I have gjort. I burde have stillet jer selv de tre spørgsmål og grundigt overvejet etikken, fraværet af diagnostisk sikkerhed - og de langsigtede følger for børnene og de unge af den irreversible kønsskiftebehandling.
Det er den omhu og grundighed, I er valgt til - og bliver betalt for - at yde. Som landets sundhedspolitikere har I selvsagt alle muligheder for at oplyse jer via adgang til data og viden fra de bedste kilder i hele verden. Et helt apparat har stået til Sundhedsministerens og alle andres rådighed i al jeres tid i Folketinget - men mange har brugt det ensidigt, og har medvirket til at føre identitetspolitik under dække af sundhedspolitik.
Denne ideologiske måde at anskue sundhedspolitik på har imidlertid på verdensplan haft store omkostninger for en voksende mængde børn og unge, som med samfundets transideologiske blåstempling, er blevet suget kritikløst ind i transideologien og dens forkvaklede syn på køn, kønsidentitet, pubertet og seksualitet.
Man taler i dag om begrebet ‘Transing the gay away’ - faktum er nemlig, at flere af disse børn blot er helt almindelige homo- eller biseksuelle, hvis vantrivsel af forskellige årsager, har ledt dem til at tro at et skifte til det modsatte køn var løsningen. Og nu fortryder de.
Tag ansvar - nu
For jer som Danmarks lovgivere er tiden kommet til at gøre det, I burde have gjort fra starten - og som I inden der blev udskrevet valg jo var i gang med at gøre ift. juridisk kønsskifte:
Fokketingets medlemmer må tage direkte ansvar nu og debattere og beslutte, om det danske sundhedsvæsen fortsat skal søge at lindre kønsplagede børn og unges lidelse ved brug af eksperimentelle, irreversible medicinske og kirurgiske behandlinger jfr. Sundhedsstyrelsen nye behandlingsvejledning - eller om en velafprøvet, evidensbaseret terapeutisk tilgang må træde i stedet indtil patienterne som minimum er fyldt 25 år, og har opnået fuld kognition og konsekvensforståelse.
Vi henviser til vores hjemmeside for yderligere oplysninger om Dansk Regnbueråds holdninger og arbejde, ligesom Sundhedsministeren til enhver tid er velkommen til at henvende sig til os med spørgsmål. Vi vil også være at finde igen på sommerens Folkemøde på Bornholm.
Ligestillingsministeren, Undervisningsministeren samt Sundheds- og Undervisningsudvalget vil modtage en ligelydende henvendelse.
Tak, fordi du tog dig tid til at lytte til os.
På foreningens vegne med ønske om et godt nytår.
Jesper W. Rasmussen
