FOLKEMØDET 2023: I REGNBUETELTET ER ALLE DEBATDELTAGERE ENIGE. OM ALTING. HELE TIDEN.
CommentMed meget få undtagelser er panelerne i LGBT+ Danmarks 1.233 forskellige Folkemøde-debatter sammensat udelukkende af folk, der mener det samme. Det diskuterer de så i enighed. På en meget enig måde. Hvor de virker enige. Og er enige om at være enige. I enighed. Det er hverken særlig spændende, lærerigt eller overraskende. Det er vi enige i.
Klik ovenfor for at læse om Dansk Regnbueråds holdninger til juridisk kønsskifte.
En lille flig af ægte debat fandt man dog i debatten mellem lederne af ungdomspartierne, hvor Dansk Folkepartis Ungdom ytrede dagens eneste reelle dissens. Alle de andre partiledere - inklusive Venstre - var enige om at være enige i alt LGBTQIA+ relateret. På mest enige vis.
Opmuntrende var det dog, at de alle også var enige om at være enige i at juridisk kønsskifte til børn p.t. ikke har sin gang på politisk jord.
Se med. Også selv om du er ikke er enig.
Vi har taget nogle beslutninger om Folkemødet 2024. Hvis man vi have tingene gjort ordentligt, må man åbenbart gøre dem selv.
Stay tuned 🙂❤️💪🏼
DANSK REGNBUERÅD PÅ FOLKEMØDET 2023
Comment
Klik på pressemeddelelsen for at åbne en PDF-version med links.
Dansk Regnbueråd planlægger at være til stede ved følgende begivenheder:
Torsdag 15. juni
Fredag 16. juni
10.45-11.45 Minoriteter og menneskerettigheder på spil
12.45-13.30 Ligestillingsministeren om ligestilling for LGBT+ personer
12.00-12.45 Kommunernes ansvar på LGBT+ området
15.45-16.45 Har medierne et særligt ansvar overfor minoriteter på SoMe?
Lørdag 17. juni
11.15-12.15 Adgang til sundhedsfaglig hjælp for transkønnede børn og unge
14.00-15.00 Erfaringer med politiske forandringer for LGBT+ personer
NEJ, SUSANNE BRANNER: SEKSUALITET ER PÅ INGEN MÅDE DET SAMME SOM KØNSIDENTITET
CommentFor at være lykkelig som bøsse, lesbisk eller biseksuel kræves det ikke, at man som psykisk sårbart barn eller ung voksen tager irreversible beslutninger, som ødelægger ens krop for al fremtid.
KLIK HER for at læse Susanne Branners tweet.
Seksualitet handler om, hvem du elsker og er tiltrukket af. Mange forskere mener seksualitet er medfødt.
Behovet for at 'transitionere' udspringer af en væmmelse, du føler for din krop og dit køn. Mange forskere mener, at en biologiafvigende kønsidentitet er noget, der i høj grad skabes af de sociale omstændigheder, vi befinder os i. Kun i yderst sjældne tilfælde har det biologisk rod.
De sidste 10 års udvikling bekræfter i høj grad dette dette - og det du kalder 'transfobi', er sund og nødvendig skepsis over for en udvikling, der helt åbenlyst er kørt af sporet.
T'et har jo dybest set intet til fælles med LBG andet end, at vi alle er minoriteter på hhv. det kønsidentiære og det seksuelle område.
I Dansk Regnbueråd har vi en formand, der går forrest ift. at sætte ord og billeder på denne skepsis. Marcus Dib Jensen er langt fra den eneste transperson, der kæmper for fornuft i den kønsafsporede verden, du og din organisation manisk søger at udbrede til stor skade for alle børn og unge - såvel som hele regnbuesagen.
Du er ideolog, Susanne. Og du og dine med-ideologer søger med bøllemetoder og psykisk forældreterror at skabe en ny, forkvaklet virkelighed - for enhver pris og med alle midler.
I kerer jer ulykkeligvis ikke en tøddel om, hvad den virkelighed rent faktisk gør ved de børn og unge, der må navigere i den. Eller hvad den gør ved den fremtidige accept af regnbuepersoner i Danmark ... men du er ved at ane og mærke det, er du ikke?
Giver det anledning til selvransagelse? ... Intet tyder på det. Og det bliver dyrt. For alle.
Alle de rygklappende, heteroseksuelle 'allies' slipper sikkert for at tage deres del af ansvaret, når prisen skal betales.
Efter i årevis at have været konstant høje på det dydighedsdopaminfix, som deres allyship med queer-aktivismen gav dem, vil de kunne putte-gemme sig i sikre, uangribelige heteronormative voksentilværelser. De vil med held nægte at bære den enorme del af ansvaret, som de rent faktisk har.
Nej, når regningen for alt det her vanvid kommer, er der kun fire til at dele den: L ... G ... B ... og T.
Men fint. Det er sådan, det er.
Just get on with it.
Og det er så det, vi gør i Dansk Regnbueråd - Danmarks reelt eneste LGBT-forening ...
SE DETTE INTERVIEW: "LOST IN TRANS NATION" AF DR. MIRIAM GROSSMAN, SPECIALLÆGE I BØRNEPSYKIATRI
CommentDr. Miriam Grossman, forfatter til en ny bog, Lost in Trans Nation, taler med Megyn Kelly om den massive stigning i børn, der identificerer sig som trans og om hvordan forældre kan rustes til at stå imod presset. Dr. Grossmans mission er at give forældre redskaber til at stoppe transideologiens ødelæggende følelsesmæssige indvirkning på børn og forældre.
Miriam Grossman fortæller om de langsigtede konsekvenser af de medicinske indgreb, og om hvordan vores lægevidenskabelige institutioner er blevet kapret af transideologien. Hør om den manglende "medicinske konsensus" på pubertetsblokkere og om dr. Grossmans forfærdende møde med kønslemlæstelse på børn - og få slutteligt svaret på om det bare er høfligt og uskadeligt at bruge folks selvvalgte pronominer.
Puberteten er ikke en sygdom
Jakes ‘neovagina’
Jeg begår selvmord
Børn er som våd cement
Forvirring og virkelighed
Stophormonerne
Samlebåndet
Pronominer - uskadelig høflighed?
Men hvad så med de yngste børn?
DANSK REGNBUERÅD GØR STATUS PÅ BØRNEKØNSSKIFTE I KØLVANDET PÅ B62: BEDRE END NOGEN HAVDE TURDET HÅBE
Comment
Klik ovenfor for at lytte podcasten. Interviewet med Jesper W. Rasmussen starter 37 minutter inde.
”BØRNENE BEGÅR SELVMORD, HVIS DE IKKE FÅR KØNSSKIFTEBEHANDLING”
CommentDr. Kathleen Stock rammer hovedet på transsømmet i denne tweet, hvor hun går i rette med den måske mest perverse af alle de transaktivistiske påstande …
Klik ovenfor for at læse den oprindelige twittertråd.
For der er ingen data, der understøtter selvmordspåstanden. Det er en transaktivistisk ekspedit myte skabt med et særligt formål for øje.
Unge med generel psykisk mistrivsel har en højere frekvens af selvmordstanker, men engelske undersøgelser viser at der ikke er en nævneværdigt forhøjet frekvens for gennemført selvmord for børn og unge med kønsidentitetsforhold.
Generelt kan det siges at årsagssammenhænge ifm. selvmord er komplicerede og individuelle, og det er uredeligt forsimplet at pege på kun én årsag som fx kønsidentitetsforhold, da der altid er mange andre - ofte et helt livs - kausaliteter, der spiller ind.
Se også denne artikel, hvorfra du herunder kan læse hovedargumenter mod selvmordsmyten:
Bottom line: Der er ingen statistik specifikt på danske unge med kønsidentitetsforhold - Sexologisk Klinik har i øvrigt overhovedet ikke indsamlet og vurderet data på patienterne i de syv år behandlingen har været udført. Det er i sig selv stærkt kritisabelt.
Fra denne artikel - har vi uddraget følgende væsentlige pointer:
“[...]Turning to the question of suicide, which has become virtually the only argument that “gender affirming” activists make in support of their preferred practice, Kaltiala did not pull her punches.
[...] The popular “transition or suicide” narrative used by activists to push back against state reform efforts is, in Kaltiala’s words, “purposeful disinformation, and spreading it is irresponsible.” Much of the public confusion about the suicide issue stems from a simple correlation-causation fallacy.
[...] While there is evidence that teenagers who identify as transgender have elevated rates of suicide and suicidality (a behavior that, researchers emphasize, often involved thoughts of suicide or nonfatal self-harming gestures and should not to be confused with actual suicide or serious attempts to end one’s life), there is no evidence that their elevated risk is because of unaffirmed gender identity or that social and medical transition will reduce their risk for self-harm.
[...] Studies purporting to find that hormones reduce suicidality are typically designed in such a way that valid inferences about cause and effect cannot be drawn. Considering that roughly three-quarters of teenagers who present to gender clinics these days have preexisting mental health conditions like depression and autism, which are themselves risk factors for suicidality, it is probably more accurate to say that teenagers with suicidal inclinations are more likely to gravitate toward a trans identity.
[...] Thankfully, moreover, suicide is extremely rare even among transgender-identified youth. There was no epidemic of suicides among gender-distressed teenagers before “gender affirming” hormones became available roughly 15 years ago. A study from the U.K. found that the suicide rate among minors seeking medical transition between 2010 and 2020 was 0.03%—nothing close to the 41% risk commonly cited by American activists. Suicide, according to Helsingin Sanomat, was a “very rare occurrence in about ten years among young people seeking gender identity diagnoses.
[...] On the other hand, in a large Swedish study, suicide mortality had clearly increased among adults who had received gender reassignment treatments.” For Kaltiala, “it is not justified to tell the parents of young people identifying as transgender that a young person is at risk of suicide without medical treatments and that the danger can be alleviated with gender reassignment.”
[...] Indeed, the suicide discourse that has come to dominate gender transition activism may itself contribute more to youth self-harm than the bans on hormones and surgeries currently being passed in U.S. states. As Alison Clayton has argued in a peer-reviewed paper, “an excessive focus on an exaggerated suicide risk narrative by clinicians and the media may create a damaging nocebo effect (... “self-fulfilling prophecy” ...) whereby suicidality in these vulnerable youths may be further exacerbated.”
[...] Tell kids that being suicidal is inherent to being transgender and that only hormones will solve their problem, and many may indeed become suicidal. The “affirm or suicide” discourse also runs counter to the recommendations of the Centers for Disease Control, which emphasizes that “[s]uicide is never the result of a single factor or event” and warns against “presenting simplistic explanations for suicide.” It’s hard to think of a better example of “simplistic explanations” than “trans kids kill themselves when not given hormones.”
[...] Why the obsessive emphasis on the suicide issue? The obvious reason is that if suicide is the expected outcome, any risk from hormones and surgeries is probably worth it. The suicide discourse has the effect, and probably also the intent, of preventing patients and clinicians from doing a careful weighing of pros and cons when deciding on treatment options.
[...] It strikes fear into the hearts of parents who worry about the risks and uncertainties about blocking their children’s natural puberty, pumping them full of synthetic hormones, and amputating their healthy breasts as early as age 13. It is also a powerful tool for silencing critics and—crucially—deterring those who have questions about hormonal interventions from raising them in the first place.
[...] Kaltiala thinks that the suicide discourse is being pushed by “adults who have themselves benefited from gender reassignment, have a desire to go out and save children and young children. But they lack understanding that a child is not a small adult.” Activists are driven by a combination of motives including misguided empathy, a savior complex, and projection.”
DANSKTONEDE DETRANS-ORD - HER ER FORSLAGENE
CommentTak for at I har været med til at formulere nogle mere danskforståelige begreber om transfortrydelses-problematikken. Processen fortsætter og gode forslag modtages til hver en tid - og husk: Du bestemmer dit sprog. Altid
B62 BLEV IKKE VEDTAGET - MEN SUNDHEDSMINISTEREN MEDDELTE TIRSDAG EN REDUKTION AF BØRNEKØNSSKIFTER I DK MED 80% & KIRURGISK KØNSSKIFTE TIL DANSKE BØRN ER NU HELT FORBUDT
2 CommentsMed en yderst opsigtsvækkende garanti fra Sundhedsministeren er kampen mod kønsskifte til børn pludselig svundet ind til blot to væsentlige kampe - kampe som snart kan være vundet. Læs mere herunder.
Herover kan du se torsdagens endelige afstemning om B62: Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod kirurgisk eller medicinsk kønsskiftebehandling af børn under 18 år..
Klik for at lytte til indslaget. Det starter 37 minutter inde.
Det korte af det lange.
Vi er godt på vej til at få stoppet børnekønsskifte fuldstændig. Sundhedsministeren garanterede i tirsdags STOP for kønsskifte til børn, hvor det kønslige ubehag er opstået ifm. puberteten og de jure STOP for fjernelse af bryster på mindreårige piger ifm. kirurgisk kønsskifte, noget der ellers (gudskelov ubenyttet) har været mulighed for i den nugældende behandlingsvejledning.
Next level: Ændring af hele den forfejlede 'kønsbekræftende' udredningsmetodik, og vigtigst af alt et stop for kønsskifte til de alleryngste børn.
Det vil vi lykkes med i løbet af de næste 12-18 måneder.
Det lange af det lange …
At det ville ende sådan for beslutningsforslag B62, stod jo desværre klart fra starten. Regeringer stemmer så godt som aldrig for beslutningsforslag rettet mod dem selv.
Når forslaget alligevel blev stillet, så var det for omsider at få taget hul på debatten i Folketinget - og sætte den fri i Danmark. Det lykkedes, og debatten kommer aldrig tilbage i transsækken igen. Den er ude, den forbliver ude og vil kun vokse i omfang i de kommende måneder.
Forslaget har derudover lagt et stort pres på politikerne og myndighederne - så stort at Sundhedsministeren i tirsdags følte sig foranlediget til at udstede følgende opsigtsvækkende formelle garantier:
[6 min. 39 sek. inde i samrådet] Sexologisk Klinik vil som udgangspunkt ikke længere tilbyde kønsskifte til de børn, hvor kønsdysforien først melder sig ved pubertetens ankomst. Sundhedsministeren gentog dette 6 min. 45 sek. inde i den afsluttende forespørgselsdebat dagen efter.
Af de 341 børn, der til og med 2022 har fået kønsskifte, var den langt overvejende del (ca. 80%) af de behandlede netop børn med såkaldt Rapid Onset Gender Dysphoria (‘pludseligt opstået kønsdysfori’).
Dansk Regnbueråd mener at kunne udlede at praksis med at nægte ROGD-børnene hormonelt kønsskifte, blev indledt i 2022, og at den alene er årsagen til den store nedgang i antallet af børn, der fik hormonelt kønsskifte i 2022 ift. antallet af børn, der fik det i 2021. Om vi har ret i det eller ej, så har Sundhedsministeren nu meldt ud, at det er sådan det forholder sig i 2023.
[8 min. 59 sek. inde i samrådet] Ministeren har via Sundhedsstyrelsen udstedt nye såkaldte visitationsretningslinjer over for Sexologisk Klinik, så muligheden i behandlingstilbuddet for at fjerne bryster på mindreårige piger ikke længere må anvendes.
Det er vigtigt at forstå, hvor væsentligt det er, at hele 80% af de børn, som tidligere fik kønsskifte, nu med Ministerens egne ord som udgangspunkt IKKE længere vil kunne blive udsat for den kontroversielle, irreversible behandling.
Igen, det handler om de børn, for hvem tegnene på kønsdysfori først viser sig, da puberteten indtræffer - kaldet R.O.G.D.-patienter - og den nye praksis, hvor man undlader at give dem kønsskifte, har der INTET været meldt ud om før. Vi har i Dansk Regnbueråd kun kunnet gætte på, at nedgangen i kønsskiftehenvisninger fra 30% til kun 6% netop skyldtes at børnene med pludselig opstået kønsdysfori i løbet af 2022 ikke længere blev henvist til kønsskiftebehandling.
Det var dog også det, vi gennem det sidste års tid havde kunnet fornemme via vores muldvarper i de lukkede transgrupper på internettet, hvor disse kønsforvirrede teenagebørn udtrykte forståelig frustration over at have fået diagnosen, men samtidig at blive nægtet behandling.
Vi har siden i tirsdags modtaget adskillige mails fra stærkt lettede forældre til R.O.G.D.-børn, og vi kommer i de kommende måneder til at holde nøje øje med, at disse børn fortsat friholdes fra hormonelt kønsskifte. Det vil vi gøre ved løbende at bede om aktindsigt i behandlingsstatistikkerne fra Sexologisk Klinik.
Herover kan du se hele onsdagens forespørgselsdebat samt torsdagens endelige afstemning om B62.
Klik ovenfor for at læse twittertråden.
Hormonernes hærgen
Ja, Susanne Branner Jespersen - børn med kønsdysfori skal have ro og fred. Ro og fred til at gennemføre den pubertet, der for langt, langt de flestes vedkommende fjerner kønsdysforien ad naturlig vej. De fleste bliver blot helt almindelige homoseksuelle, når puberteten er tilendebragt. Hvorfor er det at deres liv og ret til ikke at blive fejlbehandlet ligger LGBT+ Danmark så lidt på sinde?
Hvorom alting er, tilbage står nu at få stoppet kønsskifte for de yngste børn. Det er faktisk den værste del af behandlingstilbuddet, for her er de skadelige stophormoner praktisk taget altid en del af behandlingen - og det selvom diagnostikken stadig beror på et gæt.
Udover de direkte skadevirkninger har stophormonerne sandsynligvis en yderligere og såkaldt iatrogen effekt. Iatrogen kalder man det, når en behandling er (med)skabende af den lidelse, den påstås at lindre. I dette tilfælde opstår den iatrogene effekt, fordi stophormonerne også standser den selvsamme hjernehomonelle udvikling, der naturligt ville kunne fjerne det kønslige ubehag. Behandlingen bliver således en slags selvopfyldende profeti, med tragiske fejlbehandlingsfølger for barnet.
Konsekvenserne er ødelæggende, selv hvis barnet som voksen viser sig at være et af de få børn, hvor kønsdysforien vedvarer. Der findes fx ingen drenge, som fået stophormoner fra pubertetsstart, der nogensinde har kunnet opnå orgasme. Årsag? De har, fordi stophormonerne standsede drengenes fysiske udvikling, stadig en lille drengs penis - en penis, der heller ikke er stor nok til at en kunstig vagina kan tildannes kirurgisk ud fra den. Stophormonerne er med andre ord lose-lose for drengene.
Klik ovenfor for at se WPATH-chefens indrømmelse.
For pigernes vedkommende risikerer en pubertet på stophormoner at gøre dem sterile, og fælles for begge køn er risikoen for knogleskørhed og andre alvorlige bivirkninger som en generel hæmmet vækst.
Det her er bivirkninger barnet selv giver udtryk for at det ikke bekymrer sig om - fordi det er et barn, og ikke kan overskue følgerne ... og fordi barnet er fuldstændig overbevist om, at det har behov for denne behandling.
Udredning på afveje
Af ovennævnte årsager skal vi have indført et stop for kønsskifte til de små børn - og helt afgørende skal vi derudover have effektueret en fuldstændig ændret udredningstilgang.
Vi er nemlig næsten lige vidt, hvis en stor del af børnene med pludseligt opstået kønsdysfori i den mellemliggende tid sidder med blikket stift rettet mod kalenderen og deres 18. års fødselsdags komme. Fra og med opnået myndighedsalder kan de nemlig modtage første skud hormoner fra Center for Kønsidentitet.
Problemet er at disse patienter jo stadig er i puberteten, når de fylder 18, for puberteten slutter først ved det 19.-20. år. Vi skal derfor arbejde for at den kønsbekræftende udredningstilgang stoppes, og sikre at årene fra pubertetsstart til myndighedsalder, bliver anvendt på at yde forsvarlig, virkningsfuld, evidensbaseret terapi mhp. at så mange af børnene som muligt kommer naturligt af med deres kønsdysfori. De skal ikke bare bekræftes og være i limbo til de når myndigheds- og medicineringsalder.
Skal Folketinget omsider tage stilling?
Ministerens gentagne ordvalg om at “se, hvad den reviderede vejledning viser og så tage den derfra”, lægger op til at beslutningen om hvorvidt vi fortsat skal tilbyde kønsskifte til børn i Danmark, skal behandles og tages i Folketinget. Omsider.
Det bliver her DRR fremadrettet kommer til at fokusere kræfterne. Både som høringspart i Sundhedsstyrelsen ifm. revideringen af behandlingsvejledningen og ift. det arbejde vi fortsat vil lægge som interesseorganisation i Folketinget.
Vi skal som voksne turde træde i karakter og sige stop for dette vanvid. Vi kastrerer og steriliserer børn, og smadrer deres ellers kernesunde kroppe fysisk, for at afhjælpe et psykisk ubehag, der oftest er forbigående, og hvis ikke, kan behandles med kønsskifte på den anden side af puberteten.
Klik for at se afstemningsresultatet.
Måske er det værd at gemme afstemnings-resultatet til senere brug som påmindelse om hvem, der stod på hvilken side af historien, da der første gang skulle stemmes om kønsskifte til børn i Danmark.
Det bliver nemlig ikke sidste gang. Gør jer klar til næste runde. Det er vi nemlig forlængst igang med.
// Dansk Regnbueråd
USAs kønsfornuftige stemme: Dr. Miriam Grossman, speciallæge i børnepsykiatri
Dr. Miriam Grossman, forfatter til bogen Lost in Trans Nation, taler i videoen herover med Megyn Kelly om den massive stigning i børn, der identificerer sig som trans og om hvordan forældre kan rustes til at stå imod presset. Dr. Grossmans mission er at give forældre redskaber til at stoppe transideologiens ødelæggende følelsesmæssige indvirkning på børn og forældre.
Miriam Grossman fortæller om de langsigtede konsekvenser af de medicinske indgreb og om hvordan vores lægevidenskabelige institutioner er blevet kapret af transideologien. Hør om den “manglende medicinske konsensus" på pubertetsblokkere og om dr. Grossmans forfærdende møde med kønslemlæstelse på børn - og få slutteligt svaret på om det bare er uskadelig høflighed at anvende folks selvvalgte pronominer.
Se en række korte klip fra samtalen her.
Læs yderligere analyser af samrådet i Sundhedsudvalget og status på situationen her - og sørg for at du denne sommer får læst/lyttet eller genlæst/genhørt Abigail Shriers skelsættende bog IRREVERSIBLE DAMAGE, der som ingen anden litteratur forklarer, hvordan i alverden, vi og vores teenagepiger endte her.
Læs/lyt også Time to Think, den foruroligende, virkelige fortælling om et behandlings-tilbud, der havde de bedste intentioner, men endte i en skandale, hvis fulde omfang og konsekvenser for de unge patienter først nu er ved at blive kendt.
På The Tavistock Clinic i London udførte man præcis det samme behandlings-tilbud som på Sexologisk Klinik i Danmark - og der er mange ubekvemme paralleller til det, der er sket i Danmark gennem de sidste syv år: Mangel på evidens for gavnligheden af behandlingen, usikker diagnostik, irreversibelt fejlbehandlede børn og unge - og et komplet fravær af grund-forskning, ingen løbende databehandling eller opfølgning på patienterne
Bogen er skrevet af BBC Newsnights chefproducer Hannah Barnes, og har fået fremragende anmeldelser.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.
CHANNEL 4: GENDER WARS (DOKUMENTAR)
CommentSe gårsdagens omdiskuterede Channel 4-dokumentar GENDER WARS med bl.a. dr. Kathleen Stock, der kæmper en modig kamp for anerkendelsen af kvinders rettigheder og biologiske realiteter.
OPSIGTSVÆKKENDE NYT: SUNDHEDSMINISTEREN LOVER STOP FOR KØNSSKIFTE TIL BØRN MED RAPID ONSET GENDER DYSPHORIA SAMT STOP FOR KIRURGISK KØNSSKIFTE TIL BØRN U. 18.
CommentBørn med pludselig opstået kønsdysfori (ROGD) er officielt fredet fra nu af - men ministeren ønsker fortsat at tilbyde kønsskifte til de yngste 'transbørn' … hvor længe kan den praksis opretholdes?
Evidens eller ikke evidens - det er spørgsmålet …
Mette Thiesen fra DF stilllede som vanligt en række yderst skarpe og relevante spørgsmål, som sundhedsminister Sophie Løhde for det meste parerede med standardsvaret om, at hun afventer Sundhedsstyrelsens reviderede vejledning af vejledningen om kønsskifte til børn.
Ministeren benyttede også lejligheden til at skælde ud på Mette Thiesen med påstand om at denne ikke citerede dr. Ewers Haahr korrekt, når hun fastslog at doktoren havde udtalt, at der ingen evidens var for gavnligheden af behandlingen.
Mette Thiesen har imidlertid gengivet dr. Ewers Haahrs udtalelser korrekt, da doktoren bl.a. den 13. marts i Jyllandsposten forklarer:
[...] at lægerne i Danmark i lighed med andre lande som Sverige, England og Finland gennem det seneste år er blevet mere påpasselige med at give kønshormon til børn.
»Det skyldes blandt andet mangel på evidens for behandlingens effekt, og at flere unge har valgt at detransitionere tilbage til deres oprindelige køn og har fortrudt deres beslutning, siger Mette Ewers Haahr og tilføjer, at Sexologisk Klinik dog ikke kender til det præcise antal.
På grund af ressourcemangel har klinikken ikke haft mulighed for at følge op på de børn og unge, der har været igennem, og som kan bidrage med viden om behandlingens effekt.
Hvis noget 'mangler', Sundhedsminister, er det der ikke. Hvis der 'mangler evidens', er der ikke evidens. Ellers ville dr. Haahr vel have formuleret det som at der ‘ikke var tilstrækkelig evidens' eller ‘ikke var nok evidens' - men hun sagde direkte, at der mangler evidens.
Det her er ganske ligetil anvendelse og forståelse af det danske sprog - og dr. Haahr har da heller ikke selv præciseret/berigtiget fx Dansk Regnbueråds udlægning af evidensforholdet. Det har kun Sundhedsministeren fundet anledning til i går, og i øvrigt ikke med anførsel af at være blevet bedt om det af Sexologisk Klinik.
Så nej, Sundhedsminister: Der er ingen evidens for behandlingens gavnlighed for patienterne. Punktum. Stå ved det - eller frembring evidensen for behandlingens gavnlighed, den diagnostiske sikkerhed, langtidseffekterne af behandlingen m.v.. Nu.
Opsigtsvækkende nyt fra Sundhedsministeren
Bemærk nedgangen i antallet af behandlede børn fra 2021 til 2022
Ministeren oplyste som noget opsigtsvækkende nyt, at børn hos hvem kønsdysforien først manifesterer sig ved pubertetens indtræden, såkaldt R.O.G.D. (Rapid Onset Gender Dysphotia) IKKE længere vil blive tilbudt medicinsk kønsskifte så længe de er under 18 år. Det er en ny og positiv melding. Det har muligvis de facto forholdt sig sådan i godt et års tid nu, og kan være forklaringen på den store procentuelle nedgang i antallet af behandlede børn fra 2021 til 2022 (80% fald) - men der har ingen officiel melding været om det fra myndighederne. Den kom så i går.
Sexologisk Klinik vil i stedet koncentrere sig om de helt små børn, og fra nu af kun give kønsskifte de drenge og piger, der menes at have manifesteret tegn på kønsdysfori fra en meget tidlig alder.
Denne tilgang er naturligvis fortsat yderst problematisk, for den diagnostiske sikkerhed er stadig fuldstændig fraværende, og selve behandlingen risikerer derudover at være medskabende af sygdommen (iatrogen), da også barnets hjernehormonelle udvikling pauseres med de såkaldte stophormoner. Det er den selvsamme pubertære hjerneudvikling, som er det eneste, der naturligt kan fjerne barnets kønslige ubehag over tid. Behandlingen risikerer således at blive en selvopfyldende profeti, hvilket i sig selv er katastrofalt.
Ingen af de drenge, der har fået stophormoner fra pubertetsstart, har derudover kunnet opnå orgasme som voksne, grundet den manglende udvikling af kønsorganerne. Det indrømmede WPATH, World Professional Association for Transgender Health, på en videokonference sidste år:
Klik ovenfor for at se videokonferencen på Twitter.
WPATHs såkaldte 'Standards of Care' er dem som Rigshospitalet selv erklærer på deres hjemmeside, at de følger. Man må derfor antage, at skabelsen af denne irreversible seksuelle dysfunktion i drenge-patienterne er noget, Rigshospitalet finder acceptabelt. Da behandlingen påbegyndes på et tidspunkt, hvor drengene endnu ikke selv har en færdigudviklet seksualfunktion, kan de næppe forstå, hvad de med medicineringen reelt giver afkald på. Det burde det voksne behandlersystem vide og respektere. Det gør de bare ikke.
Stop for kønsskifte til børn i Danmark
Der er for Dansk Regnbueråd ingen tvivl om, at kønsskifte til børn - alle børn - vil blive stoppet. Det er kun et spørgmål om hvornår. Derefter venter så et omfattende, tillidsskadeligt opgør med Sundhedsstyrelsen, når mange af de allerede behandlede børn fortryder. Den kamp står Dansk Regnbueråd naturligvis klar til at tage sammen med de unge detransitioners.
Tak til Mette Thiesen for en brav og ordentlig kamp på gårsdagens åbne samråd i Sundhedsudvalget ❤️💪🏼
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.
53% AF MØDRE TIL DRENGE MED KØNSDYSFORI HAR DIAGNOSEN 'BORDERLINE' ELLER ANDEN ALVORLIG PSYKISK USTABILITET I FORHOLD TIL 6% AF KONTROLGRUPPEN
Comment
Klik ovenfor for at læse undersøgelsen fra de amerikanske myndigheder.
Når også mor lider psykisk …
Hvilken effekt kan mødrenes volatile psykiske ustabilitet have haft på den behandling de har ønsket at deres drenge skulle have? Og har mødrenes diagnose haft en direkte medskabende/forstærkende effekt på drengenes kønslige mistrivsel?
Der har tidligere primært være fokus på psykiske komorbiditeter hos børnene med kønsligt ubehag - men noget tyder på, at et fokuspunkt absolut også bør (og burde have været) den psykiske tilstand hos mødrene til disse børn.
Læs mere om borderline her.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.
EN FORSTYRRET DEBAT …
CommentLASSE SØRENSEN, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, har skrevet en væsentlig kronik om konsekvenserne af den forvirring om køn, vi har skabt i de yngste generationer.
Klik ovenfor for at læse kronikken (gratis).
LANDSRETSDOM ER DEN FØRSTE FORNUFT, DER ER SET I DEN OFFENTLIGE SEKTORS KØNSVANVID I MANGE ÅR.
Comment
Klik ovenfor for at læse artiklen i Berlingske (betalingsmur).
Fra artiklen:
“[…] Desuden noterer landsretten, at der ikke er sket en krænkelse af den indsattes ret til privatliv som beskrevet i Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions artikel 8.
Den indsattes placering på mandeafdelingen skyldes nemlig ikke en manglende retlig anerkendelse af, at den indsatte juridisk set er en kvinde, men derimod fordi der er sket en sikkerhedsmæssig afvejning i sagen, herunder beskyttelse af andres rettigheder og friheder.
I marts 2015, da den indsatte skiftede juridisk køn, afgjorde Kriminalforsorgen, at hun skulle blive på afdelingen. I den forbindelse skævede Kriminalforsorgen blandt andet til, at hun to gange inden køns-skiftet er dømt for særligt farlige voldtægter samt forsøg på voldtægt.
Den indsattes testosteronniveau er på et meget lavt niveau, men Retslæge-rådet har vurderet, at det ikke fuldstændigt kan afvises, at det er muligt med det niveau at gennemføre samleje.
Derved er nye overgreb ikke udelukket.
Østre Landsret har lagt til grund, at hun er farlig. Hun udgør »en ikke ubetydelig sikkerhedsmæssig risiko for de kvindelige indsatte«, skriver landsretten i dommen.
Landsretten har derved stadfæstet Københavns Byrets dom fra februar 2022.
Julie Stage, der repræsenterer den transkønnede indsatte, vil nærlæse dommen med sin klient. Sammen vil de tage stilling til, om de vil søge om lov til at få sagen for Højesteret.
I oktober sidste år blev den 62-årige flyttet fra Herstedvester Fængsel til Enner Mark Fængsel. Også her er hun på en afdeling kun med mænd."
Hun afsoner en forvaringsdom – en tidsubestemt sanktion, som folk, der vurderes at være farlige, kan idømmes.”
Dansk Regnbueråd udtaler sig om sagen i Kristeligt Dagblad
KLIK HER for at læse hele artiklen i Kristeligt Dagblad (betalingsmur).
Præcedensskabende & absurd
Det er en dom, der kan blive præcedensskabende i andre sammenhænge, hvor kvinders enemærker er eroderet, under angreb eller bragt i tvivl.
I sig selv er det dog absurd, at det krævede domme fra hele TO retsinstanser for at forhindre en mandlig seksualforbryder i at afsone sammen med det køn, han gentagne gange har forbrudt sig imod - og forbrudt sig så groft at han afsoner en forvaringsdom for sine gerninger (!)
Dansk Regnbueråd har sikringen af kvinders rettigheder som et af vores 12 politiske mål:
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.
LGBT+ DANMARK SVARER: "JA. VI MÅ ACCEPTERE AT NOGLE BØRN FEJLBEHANDLES, SÅ ANDRE KAN FÅ DEN BEHANDLING, DER VISER SIG AT VÆRE RIGTIG FOR DEM."
Comment
Klare svar. Rystende etik.
For et stykke tid siden efterlyste vi (først i en tweet-tråd) svar på nogle væsentlige spørgsmål ift. LGBT+ Danmarks holdninger og etik ift. børnekønsskifte. Nu foreligger svarene.
LGBT+ Danmark blotlægger med svarene et både varmt og køligt menneskesyn.
Varmt for de kønsskiftede børn, der når de er blevet voksne, kan konkludere, at de fik en behandling, der var den rette for dem.
Køligt for de kønsskiftede børn, der blev fejlbehandlet. Det må vi nemlig bare acceptere, at nogle af disse børn bliver, mener Susanne Branner og LGBT+ Danmark.
Spørgsmålene lød:
1. Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af børnene? Kan vi være sikre på, at de vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej? Susanne Branners svar: NEJ.
2. Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten? Susanne Branners svar: JA.
Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe *er* (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. De kan ikke få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet i en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.
3. Er det en forsvarlig behandlingsetik? Susanne Branners svar: JA.
4. Synes du/LGBT+ Danmark, at vi fortsat skal tilbyde medicinsk kønsskifte med stophormoner og siden krydshormoner til personer under 18 år i Danmark? Hvis ja, begrund da venligst hvorfor. Susanne Branners svar: JA.
Så ved vi det.
LGBT+ Danmarks holdninger flugter med cheflæge på Center for Kønsidentitet dr. Astrid Højgaards.
Et kynisk menneskesyn - er det sådan vi er i (LGBT+) Danmark?
Kynismen bag LGBT+ Danmarks behandlingsetik er bemærkelsesværdig. De fejlbehandlede børn ville for langt de flestes vedkommende være kommet sig naturligt over det kønslige ubehag og have levet et almindeligt liv, mange som bøsser, lesbiske og biseksuelle.
Disse L,G & B-menneskers ve og vel er LGBT+ Danmark åbenbart ligeglade med. Der synes udelukkende at være fokus på T+ delen i organisationen.
I Dansk Regnbueråd kan vi simpelthen ikke sætte os ind i det menneskesyn som Susanne Branners svar blotlægger. Kan du? 😳
Vi må se om vi får lejlighed til at debattere det med Susanne Branner på Folkemødet i år.
KØNSSKIFTEBOSS DR. ASTRID HØJGAARD SIGER “THE QUIET PART OUT LOUD” …
Comment
Samtidig har dr. Højgaard indrømmet, at der ikke findes et diagnostisk værktøj, der kan afgøre om Sexologisk Klinik og Center for Kønsidentitet gør det rigtige. Kan Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeren leve med denne tilgang? Den diagnostiske sikkerhed er jo fuldstændig fraværende både i børne- og voksenudredningen?
I artiklen står der:
"Sundhedsminister Sophie Løhde (V) var i april kaldt i samråd af Dansk Folkeparti, der vil indskrænke mulighederne for hormonbehandling og helt gøre det ulovligt for unge under 18.
Det advarer Astrid Højgaard mod: »Cirka 20 procent har selvmedicineret sig, inden de kommer ind. De finder andre løsninger, når man gør det sværere. Det er ulovligt at importere testosteron, så de folk, der desperat har brug for hjælp, bliver gjort kriminelle,« siger hun. "
DRR spørger: Så derfor skal vi bare fortsætte? 😳
Dr. Højgaard om at nogle patienter fortryder deres kønsskifte:
»Det kan jeg godt leve med. Det er også farligt ikke at blive behandlet. Vi taler om mennesker med øget selvmordstilbøjelighed, cuttingadfærd, angst. Vi kan jo se, at de mennesker får det bedre, når de behandles«
DRR kommenterer: Argumentet om at der er ligeså alvorlige omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde.
Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.
Det er stærkt bekymrende at hverken denne speciallæge, hendes kolleger eller et flertal af folkevalgte er i stand til at indse dette simple forhold.
Fra artiklen:
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
ÅBENT BREV TIL SUSANNE BRANNER & LGBT+ DANMARK
Comment
DOKUMENTATION
Klik ovenfor for at læse den originale tweet-tråd.
Klik ovenfor for at læse den Ungeprofilundersøgelsen.
Klik ovenfor for at downloade en PDF-version af Dansk Regnbueråds åbne brev til Susanne Branner og LGBT+ Danmark.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
P.O.V. INTERNATIONAL & TRANSKØN.DK TRÆKKER TRANSTÆPPET TIL SIDE OG AFSLØRER: WPATH - VERDENS MEST BIZARRE SUNDHEDSORGANISATION
CommentRigshospitalets Center for Kønsidentitet deklarerer åbent at de samarbejder med WPATH.org.
På Sexologisk Klinik på Rigshospitalet skilter man stolt med at man følger WPATHs såkaldte 'Standards of Care', der bl.a. slår fast at:
"Allowing puberty to occur is not a neutral act".
Det var muligvis denne opfattelse som bl.a. Stinus Lindgreen parafraserede i Folketingssalen forleden, hvor han om børnekønsskifte udtalte:
"Det er ikke en neutral handling at forbyde eller udskyde [kønsskifte, red.]behandlingen. [...] puberteten er en irreversibel proces, og hvis man venter til 18 årsalderen, så vil kroppen ligeledes være undergået store og permanente forandringer, som det unge menneske også skal leve med altid [...]"
Andre politikere, bl.a. Camilla Fabricius, Peder Hvelplund, Mike Villa Fonseca og Astrid Carøe sagde noget tilsvarende, baseret på behandlingsideologien om, at man med såkaldte stop-hormoner bør forhindre puberteten i at gå sin gang for børn, der føler sig som det modsatte køn.
Men hvad ved politikerne egentlig om de transmedicinske organisationer?
Det er rimeligt at spørge, hvad alle de politikere og debattører, der har omfavnet denne kønsideologiske tænkning, egentlig ved om hvad WPATH og EPATH står for i dag. Kender de fx den aparte historie om, hvorfor organisationen for nylig valgte at anerkende 'eunuk' ... som køn?
Klik på billedet for læse Lotte Ingerslevs artikel om, hvordan ‘eunuk’ blev et anerkendt køn hos WPATH.
Vi vil lade Dorte Tofts og Lotte Ingerslevs vanligt veldokumenterde artikler tale for sig selv. Der er klart nogle politikere, meningsdannere, ukritisk woke influencers som Anne Kirstine Cramon samt, væsentligst af alle, en hel bunke klinikere på Sexologisk Klinik, Center for Kønsidentitet og i Sundhedsstyrelsen, som burde orientere/opdatere sig grundigt om WPATH så hurtigt som muligt.
Klik på billedet for at læse Dorte Tofts artikel i P.O.V. International om kampen mellem WPATH, EPATH og GenSpect.
Vores beslutningstagere bør kende proveniensen af den behandlingsideologi, flere af dem hævder at gå så varmt ind for, såvel som oprindelsen af de kønsideologiske soundbites, de citerer i folketingssalen, medierne, SoMe og til middagsselskaber.
Men hvem du end er, så gør dig klar til både ufrivillige grin, hovedrystende vantro, knogledyb forargelse og øjne så store som matcha-tekopper, når Dorte Toft & Lotte Ingerslev sætter rendyrket kønsskifte-galskab i gabestokken.
Klik på billedet for at læse Lotte Ingerslev artikel om de nyeste behandlingstilbud til non-binære og eunukker.
Også på Rigshospitalet er man i fuld gang med at skræddersy behandlinger til de nye kønsidentiteter, som WPATH har anerkendt.
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
PUBERTETEN ER IKKE EN PSYKISK LIDELSE, STINUS LINDGREEN - KØNSDYSFORI ER.
CommentStinus Lindgreen, der er sundhedsordfører i det Radikale Venstre, går vi lidt hårdt til i øjeblikket, fordi han rent faktisk er en af de få i Folketinget, der har en faglig baggrund, som burde befordre en dybere forståelse af konsekvenserne af kønsskiftebehandling til børn.
Desværre lader Stinus Lindgreen til at have købt 100% ind på den kønsideologiske tilgang til børnekønsskifte, hvor man netop tror på, at det diagnostisk kan afgøres om et barn vil have kønsdysfori resten af livet.
Stinus Lindgreen accepterer imidlertid også, som man kan høre i klippet herunder, at der vil være børn, der fejldiagnosticeres, og må leve med konsekvenserne af den fejlbehandling resten af livet.
Stinus Lindgreen accepterer altså, at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente med deres kønsskifte til de er gennem puberteten.
Det er en ærlig sag - men et forfærdende menneskesyn og en moralsk og etisk forkastelig behandlingsetik, mener vi i Dansk Regnbueråd.
Stinus Lindgreen siger i klippet:
"Det er korrekt, at der som ved alle andre behandlinger er risiko for fejldiagnosticering, og derfor er det også helt afgørende, at behandlingen kun iværksættes efter en grundig udredning med fagligheden i orden, præcis som Det er tilfældet i dag."
DRR kommenterer: Stinus Lindgreen, fagligheden er jo netop IKKE i orden, når kønsskiftelægerne selv indrømmer at de INTET diagnostisk apparat har, der kan afgøre, om de stiller den rigtige diagnose.
"Men det at undlade behandling. Det er ikke et neutralt standpunkt. Det har end også store konsekvenser for dem, der vil have glæde af behandlingen, og det savner jeg virkelig, at forslagsstillerne forholder sig til. Det er også klart at behandlingen i sagens natur vil have stor indvirkning på den kropslige udvikling, det ligger lidt i det med hormonbehandling, og de konsekvenser skal personen leve med i al evighed."
DRR kommenterer: Kan vi ikke lige dvæle ved den et øjeblik, Stinus Lindgreen? Du hopper lidt let hen over det - det med konsekvenserne.
Konsekvenserne for de fejlbehandlede børn er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der ikke længere matcher deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. De kan ikke få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette.
Det hele grundet en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.
"Men det er lige så sandt at puberteten er en irreversibel proces, og hvis man venter til 18 årsalderen, så vil kroppen ligeledes er undergået store og permanente forandringer, som det unge menneske også skal leve med altid, og som i disse tilfælde jo netop er imod det personen ønsker igen."
DRR kommenterer: Stinus Lindgreen, den pubertære proces fjerner i 80-90% af tilfældene det kønslige ubehag i børnene, når den er tilendebragt - hvis kroppen holdes fri for stop- og krydshormoner.
Puberteten er IKKE en sygdom, den er en essentiel evolutionær proces, hvor børn omdannes til voksne. Den kan være svær, men den er dybt nødvendig og en menneskeret at få lov at gennemføre. For alle børn. For INGEN kan forudsige hvilke børn, der måtte ende med at skulle leve med kronisk kønsdysfori på den anden siden af puberteten - og derfor skal ALLE børn have lov at gennemføre den.
"Det er ikke en neutral handling at forbyde eller udskyde behandlingen. Det har direkte menneskelige konsekvenser."
DRR kommenterer: Nej, det er ikke en neutral handling. Der er en stor risiko for at behandlingen har en iatrogen effekt, dvs. at den bliver (med)skabende af sygdommen, bl.a. fordi stophormo-nerne jo også standser den pubertære udvikling i hjernen, som naturligt kunne mildne eller fjerne det kønslige ubehag.
Stinus Lindgren, og dermed det Radikale Venstre, giver ift. børnekønsskifte desværre udtryk for holdinger, der flugter med de allermest ekstreme kønsideologers. Vi finder det uforståeligt, at en forsker i bioinformatik ikke er i stand til at se, hvorfor det behandlingsetiske regnskab i tilfældet børnekønsskifte bare kke går op, for:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.
Hvorfor kan Stinus Lindgreen og det Radikale Venstre ikke se det? 🤨
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?
ANSVARLIG OVERLÆGE PÅ SEXOLOGISK KLINIK: »Gad vide, hvordan det ser ud for dig om ti år? Er det så stadigvæk det rigtige?«
CommentBerlingske Tidende fortsætter sin dækning af trans- og børnekønsskifteproblematikken i to nye artikler.
Klik ovenfor for at læse artiklen i Berlingske (betalingsmur).
Fra artiklerne:
“Kim Storm var kun ti år gammel, men familien så det som den eneste udvej.
Siden han gik i børnehave, havde Kim følt et udtalt ubehag. Han var nemlig født som Veronica – en pige. Han havde skiftet navn, holdt håret kort og gik i tøj, han opfattede som drenget. Alligevel var det ikke nok: Han ville være en dreng med alt, hvad dertil hører.
Derfor sad han i stolen hos sin læge, der foretog en hurtig vurdering. Kim skulle sendes til Sexologisk Klinik i København. To måneder senere begyndte han sin udredning. Omkring et år senere fik han sin første sprøjte med et hormon, der stopper puberteten.
»Jeg følte det, ligesom hvis jeg var inde i en andens krop,« siger han.
»Men da jeg fik behandling, var det, som om jeg rettede ryggen. Når jeg fik sprøjterne, kan jeg huske, jeg blev glad,« siger Kim, der i dag er 15 år.
Klik ovenfor for at læse artiklen i Berlingske.
DRR kommenterer: Testosteron har præcis den effekt på enhver, der tager det - kønsdysforiske børn såvel som bodybuildere.
Han tilføjer, at det var den eneste udvej for ham.
»Ellers tror jeg ikke, jeg havde været her.«
DRR kommenterer: Kims opfattelse føles helt sikkert reel for ham, også fordi han stadig er barn - men selvmordsstatistikken for mindreårige børn med kønsligt ubehag understøtter ikke Kims formodning. Den afslører desværre, at selvmordsraten stiger for mennesker, der har transitioneret. Læs mere her, her og her.
[…] Stadig flere medicinfaglige røster udtrykker skepsis ved brugen af hormoner til børn, alt imens debatten om samme bliver stadig mere betændt.
Flere steder i udlandet har man bremset – hvis ikke helt stoppet – hormonbehandlingen af transkønnede unge som konsekvens af medicinske usikkerheder, og navnlig i USA er tilbuddet blevet en del af en større, politisk kulturkamp.
[…] Også de danske sundhedsmyndigheder synes i vildrede om tilbuddet og i bedste fald tøvende om effekten af de behandlinger, der bliver gennemført.
Som overlæge på Sexologisk Klinik Mette Ewers Haahr konstaterer:
»Der er klart for lidt evidens på det her område.«
DRR spørger: I bliver ved med at påpege det - men hvorfor begyndte I så behandlingstilbuddet? Og hvorfor fortsætter I med at tilbyde det?
[…] »Det kan jo være rigtig svært at sidde med et barn på mellem ti og 13 år, hvor man skal prøve at finde ud af, om det er vigtigt for det her barn at få biologisk beslægtede børn, eller det er fint at lave en regnbuefamilie senere,« forklarer Mette Ewers Haahr.
DRR spørger: Hvordan i alverden kan man forvente at et livserfaringsløst barn skal kunne afgøre det??
[…] »Jeg har nogle gange siddet med en tanke om: ‘Gad vide, hvordan det ser ud for dig om ti år? Er det så stadigvæk det rigtige?’ Jeg har været i tvivl om stabiliteten af transkønnethed – om det holder hele livet,« siger hun og understreger, at hun aldrig er tvivl om, at hendes patienter er transkønnede, når hun behandler dem.
DRR spørger: Men ... er det ansvarlig lægegerning, når behandlingen, der gives, ændrer barnets krop uopretteligt?
[…] På sin families lille landsted på Fyn går 15-årige Kim Storm i disse dage rundt og læser til afgangseksamen. Han skal starte på FGU i Svendborg næste år, og drømmen er at blive tatovør.
Han lever med egne ord fint med, at han ikke kender alle de langsigtede konsekvenser.
Ingen ved, hvordan hormonerne påvirker din krop i længden. Tænker du ikke over det?
»Nej, egentlig ikke. Det fylder ikke rigtig noget. Jeg har det jo godt nu. Det ville jeg ikke have uden dem,« siger 15-årige Kim Storm, der er fuldt bevidst om, at han ikke vil være i stand til at få børn, når han bliver voksen.
Håbet er, at han en dag kan få et kirurgisk indgreb, der vil fuldende hans fysiske forvandling.
DRR: Kim nævner bl.a. i en af artiklerne, at lægerne i Danmark skal blive dygtigere til at lave operationer. Det han mener er, at Rigshospitalet igen skal tilbyde falloplastik (ADVARSEL, operationsbilleder), som grundet tårnhøje komplikationsrater på verdensplan ikke længere laves i Danmark.
DRR spørger: Selvfølgelig tænker Kim ikke over de her fremtidsting. Kim er et 15-årigt barn ... for pokker da. Hvor er alle de voksne blevet af i verden ... ?
Dansk Regnbueråd har yderligere fire spørgsmål:
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af Kim? Kan man være sikker på, at Kim vil føle sig som en dreng, når puberteten er slut og resten af hans liv? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken af Kim, må vi så bare acceptere at børn som Kim får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne Kims kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for Kims krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Kim vil kan ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis Kim fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Kim er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-øsning Kim og hans forældre har valgt for ham?